|
Dagbog/aktivitetskalender De, der på dette tidspunkt kom fra diverse uddannelsessteder kunne
umulig betragtes som forløbere for Frikorps
Danmark, fordi krigen mod Sovjetunionen på dette tidspunkt ikke var begyndt,
og den danske regering traf først beslutninger i den retning efter
rigsdagserklæringen af 23 juni 1941. I Gyldendals
forlag skriver, at Frikorps Danmark blev oprettet
af de danske nazister og Waffen SS, og teksten i
nævnte afsnit kan bruges til at bestyrke denne løgn, derfor bør noget sådant
undgås. Hvem der oprettede Frikorps Danmark holder
man skjult, men det var krigsminister Brorsens
omgangskreds, der, da ministeren fik til opgave at finde en kommandør, fandt
frem til Kryssing, der, selv om henvendelsen kom fra
danske militærfolk, tvivlede på deres beføjelser, og derfor betingende sig
kongens og regeringens tilladelse, som han fik. Som betingelse krævede Kryssing yderligere:
Der skal kæmpes under Dannebrog, og kommandosproget skal være dansk.
Mandskabet skal bære danske uniformer. Det sidste modsatte tyskerne sig fordi
de danske uniformer i farve lignede de russiske, derfor blev det accepteret
at der måtte bæres tyske uniformer.
Kommandosproget var dansk i Frikorpset,
hvilket betød at tyske ”hilfsausbildere” uddannet under
tyske forhold fik det svært med de dansk talende rekrutter og samtidig fik de
danske frivillige med kendskab til det tyske sprog ofte centrale opgaver og
indgik som hjælpere. Udannelsen skete dog under tysk opsyn. Til at holde kontakt med Waffen SS og samtidig tilpasse uddannelsen til samvirke
med de tyske enheder, fik Kryssing Hauptsturmführer Massell som en
slags næstkommanderende, desuden blev hvert af de oprindelig fire kompagnier
tildelt en tysk Untersturmführer som tilsynsførende
med hensyn til samvirket, ellers var der ingen tyskere i Korpset før hestene
blev tildelt. Kort efter den grundlæggende uddannelse, den 13. september 1941, afrejste stabskompagniet,
fra Hamborg, og om aftenen, den 14. september, ankom vi til Treskau, hvor mere målrettet udannelse fandt sted. Allerede i december opstod rygter om, at
man skulle i indsats ved Moskva, men man var ikke fuldt udrustet og det blev
afblæst. Samtidig tog stridighederne mellem Kryssing
og øverste SS ledelse til, hvilket fik Kryssing til
at trække sig tilbage, medens Massell i det
væsentlige overtog kommandoen, indtil Schalburg
kom, i begyndelsen af marts, hvorefter Massell blev
frataget sine beføjelser.
Kompagniernes tyske inspektionsofficerer, kunne blive, dersom de ville
indgå som almindelige tjenestegørende officerer, hvilket nogle af dem valgte. I slutningen af 1941 bevilgede den danske regering motorkøretøjer, fra
hærens depoter, således at Frikorpset kunne blive
motoriseret. Disse ældre køretøjer blev skiftet ud med nye tyske, tjekkiske
Skoda og Tatra lastvogne, dog var alle
motorcyklerne i tjeneste af tysk fabrikat.
Køreskole for motorcykler og biler foregik i Treskau
under ledelse af M. Krogh. Trods den hårde vinter, en overgang med 42 graders
frost, beordrede Schalburg afholdt øvelser og
træning. På øvelserne skete det ofte,
at Schalburg pludselig dukkede op og blandede sig
med mandskabet, hvor han dels talte om opgaverne, men også om sine
oplevelser. Han var en stor ynder af det danske kongehus, og under en sådan
kammeratlig samtale var det, at han fortalte om sin sidste audiens hos
Christian X, citeret efter en frivillig erindring: ”Da jeg som gardeofficer skulle i
audiens hos kongen, før jeg indtrådte i SS for at kæmpe mod min faders
mordere, sagde kongen: Ja min søn, det er derude kampen gælder for Danmarks
fremtid.” C. F. von Scalburgs far var tysker, og
ejede et gods i Ukraine, han blev dræbt af kommunisterne. C. F. Schalburg var på kadetskole, men det lykkedes ham, sammen
med sin mor, der var dansker, at flygte til Danmark Russiske tropper var natten til den 20. maj trængt over bifloden
Robja og befandt sig i skovområdet sydvestlig for Biakowo, hvor Frikorpsets 1.
kompagni blev sat ind, det viste sig dog snart, at der var behov for samtlige
kompagnier. Hen på eftermiddagen afløste styrker fra div. Totenkopf
Frikorpsets 2. kompani,
som under ledelse af Schalburg blev sat ind til at
opsøge løsrevne fjendtlige grupper. Først hen på dagen, den 21. maj var
stillingerne igen intakte. Frikorpset måtte i disse
dage notere sig for 9 døde og 14 sårede. I området lå ca. 90 døde russere og
14 blev taget til fange. I de følgende dage fortsatte ”rensningen” af
skovområdet, som kostede russerne yderlige ca. 80 faldne og et stort antal
fanger og overløbere. Her kom Schalburgs kendskab
til det russiske sprog til sin ret, venligt talte han med fanger og
overløbere, og fik således de ønskede oplysninger. Der befandt sig stadig løsrevne grupper i skovområdet, hvorfor der
blev etableret lytterposter. Om natten lykkedes at opsnappe en gruppe på 12
mand og en russisk officer. Natten mellem den 26. og 27. maj opdagede en
rekognosceringsgruppe, at russerne havde udbygget et brohoved ved en bugtning
på Robja, hvorfra de kunne angribe vejforbindelsen.
Allerede den 27. kom det til et russisk overfald, som overraskede danskerne,
og både 1. og 2. kompagni havde tab. Konklusionen blev så, at en stødtrop fra
Frikorpset skulle angribe den følgende nat. Stødtroppen blev dannet af 1. kompagnis 2. deling, under ledelse af Ustuf. Just Nielsen. Ordren var: ”Brohovedet skal
ødelægges”. Kort efter midnat gik det løs og det gjaldt nu om ubemærket at nå
frem til brohovedet. I en knibtangsbevægelse krøb to grupper frem, ofte
gennem vand. Fremme kastede Just Nielsen en håndgranat ind i den fjendtlige
stilling som signal til angreb, og på kort tid var stillingen erobret af
danskerne, medens de overlevende russere sprang i floden for at komme over i
sikkerhed på den anden side. Derovre vågnede man op ved sprængningerne, og
voldsom artilleriild satte ind mod stødtroppen, der var på tilbagetog. Just
Nielsen blev ramt, hans legeme trillede ned ad den stejle flodbred. Floden
blev hans grav. Mandskabet søgte ly i de ødelagte stillinger og kunne senere
trække sig tilbage under ledelse af Oschaf. Kern og
Jens ”Lyn” Nielsen. Russerne udbyggede på ny det ødelagte brohoved, hvorfor der fra
generalstaben kom ordre til at angribe og overtage dette, således at det blev
en del af de tyske stillinger. Schalburg forsøgte
at modsætte sig dette, fordi han mente, at en stilling, der kunne angribes
fra tre sider blev for udsat, men kravet fastholdtes. Angrebet, der begyndtes
kl. 2.45, ville Schalburg selv lede. Der blev
dannet to angrebsfløje, som fra hver sin side skulle arbejde sig frem til
brohovedet, som først blev taget under artilleriild, hvorefter ilden blev
lagt over på det russiske artilleri på den anden side af floden. Under
beskydningen fra artilleriet rykkede angrebsgrupperne frem, men blev taget
under beskydning fra russiske morterer og artilleri, hvorved begge
gruppeledere blev såret. Schalburg befandt sig
sammen med reserverne, mellem de to grupper, da han erkendte faren rykkede
han frem med reserverne, men over det åbne terræn, der var mineret. Han løb
på en mine, som sårede hans ben, alligevel råbte han: ”Angrib folkens”. Schalburgs ordonnans, Sturmm. Jonstrup og to andre ville hjælpe ham, men en salve granater
slog ned og dræbte både Schalburg og hjælperne, kun
Jonstrup reddede livet. Senere ville tre fra
pionergruppen bære den døde kommandør tilbage, men også de blev dræbt i
minefeltet. Andre fik dog alle de døde bragt tilbage. Hstuf.
Martinsen måtte lede tilbagetogtet og overtage hvervet som kommandør. Frikorpset bliver forlagt til stillinger
nord for Biakowo, men angrebet havde kostet 28
livet, herunder den afholdte kommandør, som blev begravet sammen med sit
mandskab. Langs bifloden Pola, på mere landfast
område, lå landsbyen Bolschoje Dubowicy,
som var holdt af russerne. På denne smalle landstrimmel var russerne rykket
frem til kun Kl. 3.00 var angriberne ad stien nået over sumpen, hvor et par wehrmachtskompagnier gik i stilling for at afskærme
angrebet, medens de to SS.bataljoner rykkede frem. Frikorpsets fløj mødte dog hurtigt modstand fra nogle
russiske stillinger, ingen anede befandt sig der. Nogle blev såret, og det
voldte store problemer, idet de måtte bæres hele vejen ad stien tilbage.
Alligevel lykkedes angrebet, ikke mindst fordi klefnergruppen
kun havde mødt ringe modstand. Nu var Dubowicy
erobret. Frikorpset skulle blive og forsvare byen. Det var efter dette angreb Totenkopfs
general, Eicke, (kaldet papa Eicke)
erklærede: ”Havde jeg blot haft 20.000 danskere, havde jeg sprængt denne ”Kessel” i stumper og stykker.” En stor anerkendelse for
danskernes tapperhed i betragtning af at der havde været 100.000 tyskere til
rådighed i over et halvt år. Martinsen havde nu bevist, at han var i stand til at føre en bataljon.
Efter at have gravet stillinger nord for Dubowicy
og holdt disse en dag tid, blev Frikorpset afløst
af 290. infanteridivision og indkvarteret i bivuarkområde
mellem Wassiljewschina og Biakowo. Mod mange danskeres ønske indsatte SS.ledelsen
den tyske Obersturmbannführer Hans Albert von Lettow-Vorbeck ind som kommandør i stedet for Martinsen.
Det fremkaldte stor utilfredshed blandt danskerne. Der blev dog ikke tid til
at pleje utilfredsheden, for endnu samme aften blev der slået alarm, og kort
efter midnat rykkede kompagnierne ud i beredskabsstillinger. Så snart det lysnede gav den nye kommandør ordre til frontalangreb mod
Dubowizy, hvor russerne havde fordrevet de tyske
forsvarere. Artilleriet beskød de russiske batterier nord for byen, men havde
ikke ildkraft nok til støtte for fremrykningen. Danskerne nåede dog frem til
byen, men russerne forsvarede den hus for hus og fremrykningen gik i stå. Ved
et russisk modangreb vest for byen faldt Ustuf. Boy-Hansen og under kampene i Dubowicy
faldt chefen for 3. kompagni, Ustuf. Alfred
Nielsen. Kl. 11.20 trængte russerne ind i byen fra vest og Lettow Vorbeck opdagede at Ostuf. Per Sørensens 1. komp.
var ved at være omringet. Han søgte selv at nå frem for at beordre
tilbagetrækning, men nåede ikke langt før en maskingeværsalve mejede ham ned.
Hans tid som kommandør blev således kun nogle døgn. Martinsen måtte igen
træde til, for at lede tilbagetrækningen. Ud over nævnte officerer faldt 15
af mandskabet ved dette mislykkede angreb, som alle blev begravet på
gravpladsen ved Biakowo. Frikorpset måtte forlade Treskau
uden køretøjerne og var derfor afhængige af div. Totenkopf,
hvad forsyninger angik, men endelig, den 12. juni, nåede køretøjerne frem,
derved blev Frikorpset ”selvforsynende”. Imens var Frikorpsets stærkt decimerede mandskab i færd med at
grave nye stillinger knapt en km. nord for vejen mellem Biakowo
og Wassiljewschina. Den følgende måned forløb den
væsentlige hændelser, og i den tid nåede også en del reserver frem, såvel som
en del lettere sårede kunne genindtage deres pladser. Der fremkom alarmerende meddelelser om at russerne forberedte et
storangreb på området. Mandskabet, der trods angreb fra myg havde nydt sommeren,
var nu oppe på en kampstyrke på over 150 mand, der skulle holde Alt var rolig, for rolig! Madbærerne hentede
maden hos køkkenvognene, der stod ca. Kort efter midnat ankom den schlesiske 28. jägerbataljon, som sammen med en bataljon fra 38. jägerregiment skulle angribe langs vejen for at mødes med
et angreb, der blev sat ind fra området øst for Wassiljewsctschina,
Angrebet blev, trods støtte fra både stukas og
artilleri slået tilbage, det samme skete med både andet og tredje forsøg.
Tabene var store ligesom antallet af sårede. De tyske enheder fik nu forstærkning af både tanks og stukas, der blev endog hentet et par af de nye ”stukas zu fuss”
som tyskerne kaldte deres svar på stalinorglet. Hele dagen den 20. gik med
forberedende bombardement af de stillinger russerne allerede havde bygget.
Endelig, den 21, hen under aften mødtes de tyske tropper. Frikorpset
deltog kun i angrebet med artilleri og en pionerdeling og havde kun ringe
tab. Endelig kom ordren, Frikorpset skulle
afløses. Beskeden herom kom i form af en ”Tagesbefehl”
fra oberst Röricht, 38. Jägerregiment,
der udtrykte stor anerkendelse for Frikorps
Danmarks indsats ved at have holdt den stærkt truede stilling. Den 25. juli
begyndte afløsningen, som var afsluttet den 27. juli. Frikorpset
skulle udgøre reserver inden den endelige afmarch. Det var nu tid til at gøre
status. Iberegnet tilkomne reserver var korpset mødt op med ca. 1.100 mand,
der var nu ca. 300 tilbage. 126 var faldet, over 200 hårdt såret, og måtte
hjemsendes, omkring 350 lettere såret og kunne ventes tilbage. Det heltemod
de danske frivillige berømtes for i hele den tyske hær var således dyrt
betalt. Modtages befaling om endelig indladning i biler og afrejse over Pleskau – Riga til Mitau og
herfra i retning mod Danmark. Den
store orlov var begyndt. Afrejse fra Mitau mod Danmark. I Posen samles folkene fra ersatskompagniet fra Treskau op ( ca. 400 mand ), sammen med Hstuf.
Neergaard Jacobsen. Stop ved Roskildestation, lokomotiv med
fører forsøger at stikke af. Robert L. Hansen skyder varselsskud og indsætter
vagt. Ankomst til Københavns godsbanegård, hvorfra marchen gik til
indkvartering i Kastellet. Før alle, den 11.09 kunne rejse til deres hjemegn
var der velkomstmøde i KB-hallen. Alle skulle igen mødes i København, hvor der den 11.10. var parade på
artillerikasernen på Amager. Her skridtede den kommanderende danske general
Ebbe Gørtz fronten af sammen med den tyske general Hanneken, hvorefter Gørtz fra
talerstolen takkede de, der deltog i det, han kaldte den uden for riget
stående del af den danske hær, for at de havde mod og vilje til at
repræsentere Danmark i det fremmede. Han havde helst selv været der, udtalte
han, men hans pligt var, at lede den inden for riget stående del af hæren.
Derefter slog generalløjtnant Gørtz tre søm i Frikorpsets fane. Et for det danske kongehus og
regeringen, et for den hjemmeværende del af hæren, og et for det nye Europa (Neuropa). Afrejse fra København mod Mitau, hvor Turen
gik over Königsberg, med længere ophold i Gosslershausen
i den tidligere polske korridor. Ankomst til Mitau, hvor mandskabet
forberedes til vinterindsats. Gennemgang af våbnene og køretøjerne, samt
udlevering af vinterbeklædning. På et sidespor i Mitau armeres et tog. Med
skudklare kanoner og morterer, samt maskingeværreder. Ingen forstod hvorfor. Toget afgår fra Mitau over Wilno og Minsk. Efter Minsk blev det klart, hvorfor toget
skulle armeres. I de store Hviderussiske skove holdt partisaner til, og af og
til sås afsporet og ødelagte jernbanevogne. Der skete dog intet med den
danske transport. I snefog ankom transporten til Bobruisk.
Toget blev omgående tømt og mandskab og materiel blev nødtørftig
indkvarteret. Stabskompagniet og 4. kompagni afrejser fra Bobruisk
mod Vitebsk, der var en ruinhob på grund af at en
russisk bombe havde bragt 3 tyske ammunitionstog
til samtidig eksplosion. Hen under aften når toget Newel,
ca. De øvrige kompagnier afrejser fra Bobrujsk
og ankommer om aftenen til Newel, hvor de på grund
af fare for luftangreb må overnatte i toget, uden for byen. Næste morgen kan
også de gå i beredskabsstilling i området ved søen. Byen Wellikije Luki
var omringet og stærkt truet, og tyske tropper skulle frigøres til et angreb
ved byen. 1. kompagni blev derfor kortvarig indsat i bunden af en ca. Alle Frikorpsets kompagnier afløser en tysk
enhed, og skal nu holde hele den Som året før angreb russerne julenat. Alarm kl. 23: Russerne er trængt
igennem ved Kondrotowo. En af 1. kompagnis.
støttepunkter og 4. kompagnis. observationspost var rømmet. Et kompagni fra 1. SS.division afløste i
nattens løb Frikorpsets 2. kompagni, som i ilmarch
rykkede til undsætning. I det væsentlige var kun landsbyerne Kondrotowo og delvis Lasskaturino
berørt af gennembruddet, som nok var en afledningsmanøvre, idet storangrebet
på Wellikije Luki satte
ind samtidig. Støttet Frikorpsets infanterikanoner
og et haubitserbatteri fra Luftwaffe
feltdivisionen lykkedes det i løbet af 1. juledag at nedkæmpe russerne. Der
var trængt mindst 800 russere igennem, hvoraf kun nogle nåede tilbage. Det
russiske gennembrud, der var muligt på grund af uagtsomhed, havde kostet 40 frikorpsfolk livet. På grund af den trængte situation skulle ”lommen” rømmes, hvorved
frontlinien kunne afkortes med ca. Martinsen fratrådte som kommandør. Martinsen blev i begyndelsen af
februar kaldt til Berlin, hvor han blev tilbudt at overtage et
uddannelsessted for reserver i Danmark, der dog udviklede sig til en art
politikorps, som Martinsen gav navnet Schalburgkorpset.
Hstuf. Neergaard Jacobsen overtog ledelsen af frikorpset, og blev den 21. feb. forfremmet til Sturmbannführer. En stødtrop fra Frikorpset, støttet af en
sprængningsgruppe fra pionerafdelingen stormede den russiske stilling Taidy. Opgaven var at tage fanger, men alle russere nåede
at flygte. Højen var nærmest at ligne ved et grævlingebo,
som blev sprængt. Ved angrebet faldt Uschaf. Langgard Nielsen og Kaj Enner.
Begraves ved de andre faldne (ca.50) på kirkegården Spas Balasdyn. 1. SS Brigade havde overtaget stillingerne og Frikorpset
var samlet i forskellige landsbyer, som reserver, men klar til afrejse. 3
dage senere afgik transporten mod den store troppeøvelsesplads Grafenwöhr, nordvestlig for Nürnberg. Ankomst til Grafenwöhr med ca. 900 mand,
hvor aflusning fandt sted før fri udgang. I dagene omkring den 21. april blev
alle sendt på orlov til deres hjemegn. Hovedledelsen for Waffen SS udsteder
befaling til opstilling af III: SS-Panserkorps, der
primært skulle bestå af skandinaviske frivillige. SS-Division
Wiking skulle afgive regiment ”Nordland”,
som skulle danne grundlag for en division under dette navn. Heri skulle der
være et dansk og et norsk regiment. Hovedledelsen udsender befaling til at Frikorps
Danmark skulle opløses, hvilket må have været accepteret af den danske
regering, idet korpset, ligesom det norske korps, var en national enhed, der
som sådan gjorde tjeneste sammen med tyske enheder i kampen mod bolsjevismen.
Den 20. maj blev Frikorps Danmark officielt opløst
ved en parade i Grafenwöhr. Til at overtale de danske frivillige blev den tidligere kommandør
Martinsen tilkaldt, og der blev udkommanderet til møde, men stadig fastholdt
en del kravet om hjemsendelse. Hvorfor den tyske ledelse kontaktede den danske
regering. Den danske regering lader krigsminister Brorsen
genudsende sit hverveskrift af 8. juli 1941, som får ca. 40 nye officerer og
underofficerer til at melde sig. Begrundelsen var, at den danske hær manglede
befalingsmænd med fronterfaring. Den danske gesandt i Berlin, minister O. Mohr sendes til Grafenwöhr, hver på slottet Plassenburg
mødes med officererne, herunder general Steiner,
samt den tyske kommandør for regiment Danmark. Dagen efter mødtes Mohr som
repræsentant for den danske regering mødte mange af de danske frivillige som
han med ordene: ”I har meldt jer til kamp mod den fælles fjende,
bolsjevismen, og har allerede vist jeres tapperhed. I tjener vort fælles
fædreland bedst ved at i
kæmper videre til sejren.” Sluttelig var der kun ca. 150 tilbage, som fastholdt kravet om
hjemsendelse. De blev i små grupper sendt til Graz,
hvor de måtte forrette arbejdstjeneste i et par måneder for de blev sendt
hjem. På samme tid var de, der fortsatte, på vej til indsats i Jugoslavien. |