---------------------------------------------
Brøndumbandens terror mod Jyllands-ekspressen ved Hobro.
---------------------------------------------
Alles schön ?
Ja, alles schön !
Det var søndag aften den 8. oktober
1944. Jyllands-ekspressen fra København
kørte ind på banegården i Hobro. Folk
steg af. Folk steg på. Mørklægningsgardinerne var trukket for i
toget, men ikke alle steder lige godt. I
sprækkerne anedes folk - de fleste på vej hjem for at begynde på arbejde næste
morgen.
Da det næste tog var klar til afgang, kørte
en kraftig grå personbil - benzindrevet - op foran Hobro Banegård.
To mænd steg ud. Begge havde tasker med, og de hastede til
toget. Der var mindre end eet minut til afgang.
På perronen sagde den ene nogle ord til den
anden. De steg op i hver sin vogn, og da
togføreren havde givet afgangssignal, forlod begge toget igen. Nu uden tasker.
Med hurtige skridt vendte de tilbage til den
går personbil. Sikrede sig, at ingen var
efter.
Alles schön,
spurgte manden på forsædet. Ja, alles schön, svarede
begge og hoppede ind bagi.
Der var seks mænd i bilen. Alle sad tavse, lyttende. Så på urene.
Ventede, lyttede.
Så kom det.
Et ildglimt langt ude i mørket, og sekunder
efter et dumpt, rullende brag: En eksplosion.
|
|
|
|
|
Toget udvendigt |
|
Toget indvendigt |
Brøndumbandens terror mod Jyllands-ekspressen ved Hobro
Ok, sagde tyskeren på førersædet. - Fint
arbejde. Vi skal videre - vi skal til
seminariet i Ranum.
Manden var Chef-Peter
- tysker. Men hans borgerlige navn var Otto
Schwerdt, leder af den mest berygtede tysk-danske
terror-gruppe under besættelsen, Peter-gruppen eller Brøndum-banden.
|
|
|
|
|
|
Otto
Schwerdt (alias Peter Schäfer) |
|
De to, der havde anbragt tasker med
sprængstof i Jyllands-ekspressen var danske.
Henning Brøndum, hed den ene. Ib Nedermark Hansen den anden.
|
|
|
|
|
Henning Brøndum |
|
Ib Nedermark Hansen |
De tre øvrige i bilen var tyskere: Walther Gläsner (chauffør), Josef Nolte
og Otto Wagner.
Terror.
Efter besættelsen oprulledes gruppens
terrorhandlinger, og det var ikke småting, dens medlemmer havde på
samvittigheden. Attentatet på
Jyllands-ekspressen med 10 døde og over 25 sårede var en ud af flere hundrede
terrorhandlinger. Det mest omtalte var
mordet på digterpræsten Kaj Munk.
|
|
|
|
|
Den myrdede Kaj Munk |
|
Politiken dagen efter |
Undersøgelser i Jyllands-ekspressen efter
bombesprængningen afslørede, at "kun" en af bomberne antændtes -
Henning Brøndums bombe. Den anden kom
ikke til eksplosion, måske fordi sprængblyanten knækkede eller blev trampet
ned, da mappen ved den første eksplosion røg på gulvet.
|
|
|
|
|
|
Artikel dagen efter. |
|
Mellem de omkomne ved schalburgtagen var
bogholder Hans E. Jensen, København.
I det mindste at dømme efter
legitimationsbeviset, der blev fundet på den omkomne.
Efter besættelsens ophør blev der imidlertid
givet en anden forklaring af en af hans kammerater i modstandsbevægelsen, Niels
A. Eigenbrodt, Ålborg:
- Han
havde fået et par dages orlov for i Århus at besøge sin kone og lille datter,
og vi ventede ham tilbage med ekspressen den skæbnesvangre aften i oktober
1944. Der lå en del arbejde og ventede
på ham, og en kurer stod netop i begreb med at gå til banegården for at tage
imod ham og føre ham til det nye hovedkvarter, da lederen af pressesektionen
kom med underretning om, at ekspressen nord for Hobro var blevet udsat for
schalburgtage. Vor mand havde i Århus
ført vigtige forhandlinger, og det måtte antages, at han havde kompromitterende
papirer på sig.
- Chefen gav ordre til to mand om straks at
tage en bil og køre til ulykkesstedet.
Mellem de dræbte, der endnu lå ved de væltede vogne, fandt de den
savnede kammerat. Han var frygteligt
lemlæstet, men døden var indtrådt øjeblikkelig.
Det var et uhyggeligt job at skulle fjerne de papirer og nøgler som var
af interesse for modstandsbevægelsen.
Det falske legitimationskort måtte man lade ligge på liget.
- Næste dag kunne man i dagbladene læse, at
bogholder Hans Jensen, København, var mellem de dræbte ved
Hobro-katastrofen. Af en agent i
København blev manden, hvis navn og adresse var blevet brugt på det falske
legitimationskort, sat ind i situationen, og han var derefter så venlig ikke
officielt at dementere, at han var død.
Hvem
var han?
14. april 1947 afgjorde Højesteret en sag,
der havde beskæftiget politi og retsmaskineri siden maj 1945. Retten bestemte, at syv danske skulle
henrettes ved skydning. Mellem dem var
Henning Brøndum og Ib Nedermark Hansen - de to, der
var skyld i, at 10 landsmænd mistede livet i Jyllands-ekspressen ved Hobro.
|
Kommentar: |
Henning var den mest belastede af de
dødsdømte. Han og hans gruppefæller aflagde tilståelse om 162 drab og
ødelæggelse af værdier, der i 1945-kroner blev opgjort til ca. 200 mio. kr.
Men hvem var denne mand? Forfatteren V. Rauer
Bergstrøm kendte Brøndum personligt fra sin tid som
politireporter ved Politiken.
I sin bog "Hellere hertug i
helvede" skriver han bl.a.:
|
|
|
|
|
|
Hellere hertug i Helvede |
|
- Som månederne gik og flere og flere
kendsgerninger om mordergruppen afdækkedes og flere og flere træk af Brøndums
liv dukkede frem, spurgte jeg ofte mig selv, hvad der havde fået dette unge
menneske, der sandelig ikke var dum, til at blive nazist og landsforræder
?
- Først som et relativt ufarligt individ med
lange støvleskafter og armen strakt frem til nazihilsen og senere til at melde
sig til krigstjeneste på Østfronten, hvor han modtog flere
tapperhedsudmærkelser samtidig med, at han var stikker blandt sine kammerater,
og endnu senere til at gøre tjeneste i terrorgruppen mod sine egne
landsmand. Var det et dårligt hjem? Et dårligt miljø? En forhutlet barndom?
- Nej, hjemmet var udmærket. Pænt, lidt småborgerligt med forældre, der
holdt af ham og opfyldte alle hans rimelige ønsker og gav ham en god
barndom. Var det da ambitioner, ønsket
om at gøre en hurtig karriere via medlemskab i partiet, et ønske som utvivlsomt
mange af den tids nazister nærede? Eller
var det ren og skær eventyrlyst, krigsliderlighed, uniformsmani? Eller - et ikke af ham selv erkendt sadistisk
karaktertræk ?
Husk
det!
- Hvad svaret end måtte blive, så var han en
af brikkerne - ganske vist en af de sorte - i besættelsestidens brogede
mosaik. En brik uden hvilken billedet
ikke havde mulighed for at blive helt ' en person af en vis historisk
interesse. Og når han og hans kumpaner
var dømt og henrettet, ville deres uhyggelige gerninger ligge gemt og til sidst
glemt i de støvede sagsakter eller i gulnede avisudklip i lige så mange støvede
bladarkiver.
- Jamen, parolen fra dengang, da vi havde
fået tale- og trykkefriheden tilbage, den som så mange havde kæmpet for med
livet som indsats, var jo netop: - I må aldrig glemme det onde, disse udyr
begik mod jer. Husk det og fortæl jeres
børn det, så ikke også de måske falder for flotklingende fraser.
NB: Henning
Brøndum og Ib Nedermark Hansen blev henrettet. Det skete umiddelbart efter dødsdommens
afsigelse ved skydning på et areal ved Flådestation København.
Kilde:
Jørgen Toubro: Mariager Fjord, 1940 – 45, Træk af
besættelsestidens historie, side 63 - 67