|
Kommentar. |
Henning Brøndum.
SS-mand og terrorist.
|
|
|
Henning Brøndum |
Beretning nr. 2
fortæller om Henning Brøndum som terrorist i Danmark, hvor han bl.a. sprængte
Jyllandsekspressen ved Hobro.
Her fortælles om
hans ”blodtørst” på Østfronten.
Tyskerne sparede
sandelig ikke deres frivillige. Det
kompagni, Brøndum nu tilhørte, havde oprindelig talt tohundrede mand, men var svundet
ind til tooghalvfjerds, hvoraf ikke så få havde været såret og først for nylig
var vendt tilbage efter endt hospitalsophold.
Selve frikorpset var blevet indsat som en del af SS-Totenkopf
divisionen, hvis chef var general Eicke. I den tid, korpset havde ligget ved
fronten, havde det fået ord for at bestå af hårde halse. I særdeleshed var de
kendt for deres dumdristige snig- og spejderpatruljeringer i fjendtligt terræn,
så kendte, at officersaspiranter fra andre delinger ofte fik et stykke tid ved 2.
kompagni for grundigt at sætte sig ind i denne specielle form for krigsførelse.
|
|
|
Theodor Eicke |
Med sin
veludviklede tilpasningsevne fandt Brøndum sig snart til rette på dette
frontafsnit, hvor den bevægelige krigsførelse på grund af de tætte skove ikke
kunne antage de gigantiske former, han havde været vant til på sydfronten.
Sammen med to andre, en esbjerggenser Villy og en smedesvend Poul vistnok fra
Odense, blev han straks den første dag sat til at indrette en bunker et stykke
fremme foran den tyske linie. Det skulle
være én såkaldt »Kampfstand« og samtidig en slags observations- og lyttepost. Kampstanden havde kun én åbning, og den lå i
udkanten af en stor gran- og birkeskov.
Det vigtigste arbejde måtte udføres om natten, og de måtte bygge
bunkeren på den flade jord, idet de på grund af jordens fugtighed ikke kunne gå
i dybden, da der så ville samle sig vand i udgravningen. Der var ikke andet at gøre, end at bygge
kampstanden af granstammer, omtrent som et tændstikhus. Mellemrummene udfyldte de med jord og
græstørv, så det lignede en naturlig høj.
Rundt omkring stak de afrevne grene og kviste i jorden for at skjule
deres vandfyldte fodspor, der let kunne advisere russiske observationsfly at
der foregik noget. Bunkeren var så lav,
at de kun kunne kravle ind og ud, og for i det hele taget at kunne opholde sig
derinde, hvor gulvet var ét pløre og ælte, måtte de lave sig nogle træbakker
med høj kant til at ligge på. Fældningen
af træer måtte foregå om natten, idet der ikke var mere end ca.
Så snart Elverhøj
var færdig, gled livet ind i en helt rutinemæssig gænge. Om dagen holdt de
sjældent vagt mere end en mand ad gangen, men om natten var de der alle
tre. De var svært bevæbnet med et let
maskingevær, et finskydningsgevær med kikkertsigte og et utal af håndgranater.
Hver havde desuden en pistol af svær kaliber, en kniv og, hvad der for Brøndums
vedkommende var et ulige bedre våben end kniven, den korte fodfolksspade.
Elverhøj var et helvede af myg. I
milliarder sværmede de i den sumpede skov, og i titusindvis slog de ned på de
tre mænd, der til trods for de udleverede myggenet, der fra hjælmen hang ned
over deres ansigter, i løbet af kort tid var så opsvulmede af stik, at de var næsten
ukendelige. Nettene holdt også kun en
kort tid, de blev flået itu af den megen kravlen rundt mellem granstammerne.
Til sidst, da de efterhånden havde oparbejdet en vis immunitet eller
følelsesløshed, gav de pokker i dem.
Når solen op på
dagen kom så højt på himlen, at den nåede op over grantoppene, forsvandt
myggene til dels, men til gengæld kunne de tre i bunkeren så begynde deres egen
private lille krig, den aldrig endende kamp mod lusene, der måske var mere
stilfærdige end myggene, men fuldt ud så ihærdige. En overgang førte de
regnskab med, hvor mange nedskydninger, de kunne opvise. Gennemsnittet lå omkring 60-70, og så stod
det dem klart, at lusene ville sejre alene i kraft af deres antal. Solopgangenes røde farver over den dystre
granskov var hele skønhedsåbenbaringer, men kun kort fik de lejlighed til at
nyde dem. Præcis hver morgen kl. 7.30
spillede stalinorglerne op til morgenandagt på den modsatte side. Det var gerne, medens de var i færd med
morgenmåltidet, så var det om straks at komme i dækning.
Når solen gled ned bag trætoppene, kunne der trods myggene være en
stemning af fred og ro. Skovkanten
kastede lange skygger over den brune skovbund, og det var ligesom duften af
fugtig jord, grannåle, harpiks og blomster intensiveredes. Ved solnedgang kom også mange egern frem, og
de morede sig altid over de vævre dyrs leg mellem grene og stammer.
Hver tredje nat
skulle en af dem med på snigpatrulje.
For Brøndum var det en kærkommen afveksling fra de kedsommelige
nattevagter, hvor der sjældent skete noget.
Han havde kun været ved frontafsnittet et par dage, før han fik besked
på, at han skulle med ud i »kravlegården«, det stykke ingenmandsland mellem den
forreste russiske linie og den tilsvarende tyske, der kun var skilt fra
hinanden ved et tyndt bevokset skovstykke, hvis træer af granatsprængninger var
kastet hulter til bulter, splintrede og revet op med rode. I mørket en sær, uhyggelig troldeskov. Ligesom tyskerne, havde russerne to
kamplinier, én helt fremme i skovkanten og én ca. to hundrede meter
tilbage. Den første holdt de besat om
dagen, men om natten trak de sig tilbage til anden linie. Det kunne dog ske, at enkelte poster blev
efterladt som observation, og dem gjaldt det om at overmande tavst og lydløst,
at de ikke skulle nå at alarmere kammeraterne bagude, forklarede den løjtnant,
der instruerede dem.
- I skal kravle
mere lydløst end en larve på et kålblad.
I skal se som ugler i mørket, høre som flagermus og slås så tyst som to
fladlus på et pigelår. Ikke noget med at bruge skyderen
uden i alleryderste nødstilfælde. Brug kniven, og når I gør det, skal I ind på
Ivan fra hans venstre side. Venstre hånd
bagfra om hans mund og klemme til!
Resten skal højre hånd udføre med kniven over hans strube. Halsåren skal rammes første gang, så synker
han sammen uden en lyd. Rammer man
forkert, skriger han, og så er fanden løs.
Bare gi' jer god tid. Det gør
ingen ting, om der går en time fra det øjeblik I ser ham og til han skvatter -
og lydløst, forstår I, sagde løjtnanten og tilføjede - Vi starter klokken
23.30. Det er en god idé at sværte ansigterne med en brændt prop, så er der
intet genskin, hvis Ivan stryger en tændstik eller fjotter med en lommelygte.
- Javel, svarede Brøndum for dem alle, da de trådte af. Resten af dagen benyttede han til med et
feltperiskop at afsøge terrænet i »kravlegården«. Hver detalje i det vilde landskab søgte han
at indprente sig. Han var klar over, at
det meste af turen ville komme til at ske kravlende på maven, og at det derfor
ville virke hæmmende med de store støvler på.
Han »lånte« derfor et par lette sko fra en glemsom kammerat. Pistolen viklede han ind i et stykke olieret
tøj og gemte den inde på brystet, hvorefter han sleb sin kniv og sin
fodfolksspade, til begge var skarpe som rageknive og sværtede dem så at de ikke
skulle blinke. Ved den tid ekspeditionen skulle af sted, strammede han
benklæderne ind med sejlgarn, tømte sine lommer for alt, hvad der kunne rasle
og trak til slut efter at have sværtet ansigt og hænder med en sodet prop,
nogle tykke uldne sokker udenpå skoene.
Det ville give ham et godt fodfæste, hvis han skulle komme til at træde
på en glat granstamme eller lignende.
Med tilfredshed konstaterede han, at han var alene om påfundet med
sokkerne. De andre grinte lidt, men
løjtnanten syntes, det var en god idé og beordrede de andre til at gøre det
samme, ligesom han også selv lidt efter mødte op med sokker udenpå nogle lette
sko.
Præcis klokken
23.30 gled de syv mænd af sted fra den bunker, hvor de havde opholdt sig den
sidste halve time. Alt var så mærkeligt tyst, bortset fra en fjern kanonrumlen. Ovre fra
de russiske linier sås med mellemrum skæret fra nogle projektører, der som
lysende linealer krydsede hinanden på den sorte himmel, tændtes og slukkedes,
tændtes igen. Fra skoven kom en stærk duft af gran og harpiks.
Han smilte
forventningsfuldt, da han løftede den tyske pigtråd op og klemte sig under
den. Løjtnanten havde åbenbart fattet
tillid til ham. Han havde i hvert fald forklaret ham, at de skulle om bag de russiske stillinger og se, om de kunne
nappe en rigtig levende russer. Man
havde indtrykket af, at der blev foretaget betydelige omgrupperinger hos
russerne. Noget var ved at ske, og det
skulle de altså se at finde ud af ved at afhøre en tilfangetagen russer. Sammen med en lollænder, »Lolle«, skulle
løjtnanten og Brøndum tage sig af russeren, medens resten af patruljen skulle
vente som dækning et stykke bag dem. Denne del af patruljen var derfor udstyret
med et par maskinpistoler og en del håndgranater.
Som skygger, kun
en anelse mørkere end natten, kravlede patruljen frem, Brøndum på venstre fløj
og ved siden af ham en ganske ung fyr, der øjensynlig gjorde alt for at klæbe
sig så tæt til ham som muligt. Måske han er mørkeræd, tænkte Brøndum og gjorde
alt, for at ryste den anden af sig. Han foretrak at være alene. Følte hver
nerve krible under huden og måtte næsten gøre vold på sig for ikke at rejse sig
og hyle udfordrende over mod de russiske stillinger.
- Hvor længe havde
de mon kravlet nu? Det forekom ham evigheder, men var vel nøgternt bedømt kun
et kvarters tid. Han måtte vel hellere se at få lidt føling med de andre. Lidt
efter rørte han ved den unge fyr, der så sagte som vinden i græsset hviskede: -
Løjtnanten mener, vi kun er ca. tredive meter fra de forreste russiske bunkers.
Han syntes, at han så et glimt af en cigaret derovre fra. Du skal kravle over
og se efter. Hvis der er flere, skal du komme tilbage efter forstærkning. Er
der kun en, skal du ordne ham. Brøndum nikkede, så mavede han af sted. Stille
gled han over det ujævne terræn, udnyttende enhver dækning og følende sig for
med fingrene, så han ikke kom til at give støj fra sig.
Med ét fik han øje
på noget mørkt, der ragede op foran ham. Den russiske bunker. Han lyttede. Ikke en lyd. jo, hvad var det?
Han anstrengte sine øjne, til de løb i vand.
Stod der ikke nogen? Han lyttede et helt minut. Så hørte han sagte,
svuppende fodtrin i den fugtige jord. Bare russeren nu ikke fandt på at se i
hans retning. For der var en russer der. Det var sikkert. Centimeter for
centimeter ålede han sig nærmere. Stod russeren stille og lyttede? Havde han
set ham? For som han lå her på jorden, var han ret hjælpeløs. Nu hørte han
russeren rømme sig og fik så øje på ham, en skik kelse, der tårnede sig op mod
nattehimlen. - Hvor var han stor, en hel kæmpe! Skønt, det var måske blot fordi
han selv lå ned. Han vidste af erfaring, at man næsten altid så fjenden meget
større, end han virkelig var. Var det angsten, der spillede ind? jamen, var han
angst. Denne kriblen i alle lemmer. Åh, bare hold kæft og kom i gang.
Den anden var
holdt op med at gå frem og tilbage, og han lå derfor helt stille. Gong, gong,
gong, sagde et eller andet i hans hals, en pulsåre måske.
Så pludselig
flammede et vældigt, hvidt lys op et stykke bag de forreste russiske
linier. For pokker, en lysbombe! Måske
fra en flyver, en tysk, der fotograferede de russiske stillinger. Rigtigt. Han
kunne høre en fjern brummen. Det hvide lys tog til i styrke, og landskabet lå
badet i hvidt med kraftige slagskygger. Og der - dér stod hans fjende, ikke fem
skridt fra ham. Hans ansigt var vendt imod ham, hvidt som en dødnings i skæret
fra lysbomben. Havde han set ham, set noget røre sig? Hvert øjeblik ventede Brøndum
at høre smeldet fra den andens gevær.
- Så skyd dog for
fanden, og lad mig få det overstået. Selv kunne han ikke få fat i sin pistol i
en fart. Ville det lys da brænde til evig tid? Forsigtigt så han op. Russeren
stod der endnu, men han så slet ikke i Brøndums retning, han kiggede med
opvendt ansigt mod lysbomben, der langsomt kravlede nedad himlen. Brøndum
krummede benene op under sig, og i samme nu, lysbomben døde ud, sprang han.
Samtidig med at
venstre hånd næsten automatisk fattede om russerens stubbede underansigt, fandt
hans højre lynsnart frem til strubehovedet. Et raskt snit, en sitren, og
russeren sank lydløst sammen. Hans gevær ramlede ned over Brøndums fod. Det var
ovre. Russeren faldt tungt bagover oven på ham. Noget varmt og klæbrigt løb ned
over hans ansigt og blændede for et øjeblik hans ene øje.
- Så let at tage
et menneskeliv, tænkte han. En stor mand står og ånder. Luften suser ned i de
kraftige lunger, spænder brystkassen ud. Hjertet pumper det røde blod, alle
organer fungerer som på et sundt dyr og så i næste øjeblik, et par sekunder -
et kadaver. Mærkeligt! Nå, videre, ikke tid til filosoferen! Han skulle lige
til at kravle ud til løjtnanten for at afgive melding, da han hørte en skramlen
og et halvkvalt udbrud på et fremmed sprog. En russer, som åbenbart var snublet
over den dødes gevær. Som et lyn rev han sin fodfolksspade frem og styrtede sig
efter lyden. Et sus i luften, og spaden kløvede noget med en kvasende lyd. Et
legeme tumlede forover og blev liggende.
Kort efter havde han
atter kontakt med de andre: - To russere til audiens hos Lenin, meldte han
hviskende løjtnanten, der nu gav de fire af bagtroppen ordre til at indtage
deres stillinger. Skulle der hænde noget forude med ham og de to andre, Brøndum
og Lolle, skulle de lave så meget spektakel som muligt og så spredt som muligt
med maskinpistolerne og håndgranaterne. De andre ville så fortsatte fremover
ind bag anden russiske linie og snuppe en Ivan hvis ikke der, så endnu længere
bagude, hvor de kunne finde et eller andet telefonkabel at skære over, så
skulle der nok komme nogen for at reparere det.
Videre. Det første stykke gik ret hurtigt. Her var løjtnanten og Lolle stadig på kendt
terræn, men da de kom ind i anden linie mellem to bunkers, kunne de høre
russerne tale og le. Af og til lød der
en klimpren fra en balalajka. Så hørte de trin. En kom ud og begyndte at lade
sit vand ikke tre meter fra Lolle. Han tændte en cigaret, men lyset fra
tændstikken blændede ham, og han så ikke de tre skikkelser, der lå krøbet sammen
få meter borte.
Det begyndte at
regne, fint, men tæt, og de kunne så være nogenlunde sikre på, at posterne gik
i tørvejr, hvilket på den anden side forringede deres egne chancer for at sikre
sig en russer. Brøndum ærgrede sig over,
at de ikke havde taget ham, der kom ud, men som svar på hans tanker, hørte han
løjtnanten hviske sig i øret:
- Det kan ikke
nytte at tage dem. De fleste af dem har
sikkert ligget herude i længere tid og ved intet. Vi må længere ind. Så gik
turen videre. Først et godt stykke inde bag russernes anden linie gjorde de
holdt i nærheden af nogle jordbarakker. Her spredtes de til siderne i
stjerneform for om muligt at finde et telefonkabel. Brøndum kravlede rundt i ti
minutter, men fandt intet. Men Lolle, der allerede var tilbage, havde fundet
to. Et par raske snit, og det ene blev
overskåret, og lige så hurtigt fordelte de sig i et nærliggende buskads.
Der gik et
kvarters tid, så kunne løjtnanten mærke, at det rykkede ganske svagt i
kablet. Afbrydelsen var blevet opdaget
og der var folk på vej ud for at finde brudstedet, følende sig frem langs
kablet. Endnu et par minutter, så fik de øje på en skikkelse, der nærmede sig.
Nu var skikkelsen omtrent ud for dem. De hørte et dæmpet udbrud. Russeren, der var kun en, havde fundet bruddet. En tændstik flammede op,
og i samme nu sprang de alle tre løs på skikkelsen og kastede den til jorden.
Brøndum havde begge hænder om struben på russeren og pressede ham ned. De to
andre ordnede hans fødder og ben, hvorefter de skar et stykke af russerens
regnkappe og stoppede det fast i munden på ham som knebel. Hænderne blev
derefter bundet med en stump af kablet. Med et par lavmælte russiske brokker og
bevægelser med en kniv gjorde de fangen klart, at et eneste kny ville koste ham
livet. Så tog den vanskelige hjemtur sin
begyndelse.
Men russeren var
ikke vant til at liste. Trods al mulig angstfyldt umage for at lade være,
gjorde han et frygteligt spektakel med sine store støvler. Der var ikke andet
at gøre end at gå til den modsatte yderlighed og lave så megen støj som muligt
og så spredt, at Ivan ikke kunne finde ud af, hvad der egentlig foregik. Lolle
fik ordre til at snige sig hen til dækningsgruppen og sætte dem i gang med at
lave et lille helvede med deres MP-ere og håndgranater.
Lolle forsvandt,
og de andre ventede og ventede, men da bragene endelig kom, var der ikke noget
at klage på. Det knaldede og bragede rundt omkring, og russerne udfoldede en
vældig aktivitet. Med et solidt greb i
fangens nakke sprang Brøndum af sted. Løjtnanten var forsvundet, men lidt efter
hørtes hans pistol et stykke borte. Han søgte åbenbart at bortlede
opmærksomheden fra Brøndum og fangen, der pludselig snublede og faldt. Lidt
prikken med kniven fik ham til at løbe endnu nogle skridt, så faldt han igen.
Brøndum var rasende og var lige ved at jage kniven i ham, da han på den andens
hivende åndedræt forstod, at fangen havde svært ved at trække vejret på grund
af knebelen. Nå, nu var det jo ligemeget med den. Op igen og videre! Nogle skikkelser passerede
dem i vildt løb - russere, men de opdagede intet eller troede vel, at det var
kammerater.
Forpustet og
udmattet nåede de omsider skovtykningen ved Elverhøj og løb lige i armene på to
af snigpatruljen, og lidt efter dukkede løjtnanten og Lolle op. Men opholdet i
skovkanten var forbandet ubehageligt, for russerne, der frygtede, at et angreb
var undervejs, holdt hele skovstykket under konstant MG-ild og lidt efter satte
de et par granatkastere i gang. Der var
ikke andet at gøre end at ligge lavt og vente, til uvejret var drevet over.
I god behold nåede
de senere deres kvarter og afleverede fangen til batallionschefen. Næste dag var Brøndum henne og se på fangen.
Det var en ganske ung fyr, kun ca. seksten år. Lille, men kraftigt bygget. Han kaldte sig telegrafist og havde kun været ved
fronten i fire måneder. Staben var tilfreds med fangen, man mente at have fået
værdifulde oplysninger fra ham. På grund af hans alder sendte man ham ikke til
nogen fangelejr bagved fronten, men overgav ham som medhjælp til
køkkenpersonalet. Brøndum deltog siden i mange snigpatruljer, men ingen af dem
gjorde så dybt et indtryk på ham som denne.
Kompagniet blev
afløst for et døgn og skulle trække sig ca. sekshundrede meter bag
hovedkamplinien for at hvile sig. De glædede sig til en ordentlig søvn og til
at pleje sig selv og deres våben. Der skulle efter sigende i floden findes en
sandbanke, hvor man kunne få sit tøj tørret og tage solbad uden at blive ædt op
af myg. Stillingskiftet skete om natten, og først hen under morgenen nåede de
hvilestedet. De nåede lige at vaske sig og få et hastigt morgenmåltid og en
smøg, da flere stalinorgler begyndte at spille op akkompagneret af et større
artilleriangreb, der varede flere timer. Da de omsider atter kunne stikke
hovederne frem fra jordhullerne, mødte der dem et overraskende syn.
Der, ikke tre
hundrede meter borte rullede en grå skygge nærmere - en svær russisk tank og
endnu én og endnu én. Det viste, at det
ikke drejede sig om et isoleret tilfælde, men at russerne var brudt igennem til
højre for 1. kompagni af Totenkopfdivisionen.
Da de efter flere
timers hård kamp nåede tilbage til deres gamle stillinger, var omgivelserne her
også forvandlet af det svære russiske artilleri. Næsten halvdelen af det
skovstykke, som havde leveret tømmer til Elverhøj, var fældet af granater, og
fra otte russiske tanks blev hele afsnittet taget under konstant flankeild.
Selve Elverhøj, som lå et godt stykke foran den tyske stilling, var faldet i
russernes hænder. De tre, Brøndum, smeden og esbjerg genseren, besluttede, så snart
det blev roligt igen, at hilse på de ny beboere. Halvtreds meter fra Elverhøj lå et vældigt
grantræ. l læ af det ville de have et udmærket skudfelt, idet russerne for at
komme fra deres gamle stillinger over i de nye måtte passere en større åben strikning.
På vejen benyttede de Elverhøj som mellemstation. Men de tre kendte jo alle
Elverhøjs gode og svage sider.
Ud på
eftermiddagen lykkedes det de tre uset at snige sig ud til træet, hvor de gjorde
sig det mageligt, idet de afkvistede stammen for generende grene. De efterlod
kun nogle få som gafler til gevirerne, når de sigtede. Derefter lå de tre mænd
og ventede, indtil smeden hviskede: - Du, Snaps, se der. Der har vi de første. Brøndum nikkede, han havde set en lille
afdeling russere, der forsigtigt sneg sig frem over det åbne terræn mod
Elverhøj. - Lad dem bare slippe forbi, hviskede Brøndum tilbage - vi vil ikke
gøre dem kede af promenaden lige med det samme. Smeden nikkede, men esbjerggenseren
hviskede rasende: - Det manglede sgu bare. Jeg har lige en på kornet. Der lød en lav knurren i Brøndums strube: -
Hvis du trykker af, inden jeg siger til, så er du en meget død mand, lille ven.
Og den anden tav.
En halv time gik.
Nu var russerne tydeligvis helt ubekymrede. Der var en livlig trafik over den
åbne strikning. Brøndum vinkede til de to andre. De nikkede og lagde an. Det lykkedes dem at klippe hver en russer.
Fem minutter efter gav han atter signal - igen tre. Men russerne blev ved at færdes
derude, der var åbenbart et eller andet, der for enhver pris skulle ordnes
uanset tab af mandskab. Med korte mellemrum smældede de tre snigskytters
geværer, der med det udmærkede sigte og de faste anlæg næsten hver gang gav
gevinst. Dræberglæden kom op i dem. For hver træffer brækkede Brøndum en lille
kvist af og stak den i lommen.
Efter tre timers
forløb holdt de inde og gjorde op. Manden fra Esbjerg mente at have atten
træffere, smeden bød ham stolt over med enogtyve, samme antal, som Brøndum
havde i afbrækkede kviste. Tres russere. De så smilende på hinanden. Så måtte
de smide sig fladt ned på jorden. Russerne var ved at bestryge skovkanten med
MG'ere i deres søgen efter snigskytteme. Grantræet afgav ikke længere nogen
videre dækning, og de to var vel ikke utilfredse med Brøndums forslag om at
søge ind, så ville han tage første vagt. De forsvandt, og Brøndum lagde sig på
knæ med geværet anbragt i grengaflen.
Det var
efterhånden blevet varmt, han befandt sig som i en ovn. Ikke et vindpust
trængte ind i skovstykket, men han ænsede det ikke. Han følte et mildt,
animalsk velvære. De projektiler, der med mellemrum svippede barkstykker af
granstammen, ligesom ikke vedkom ham. Han følte sig usårlig, følte sig som en
gud hævet over de love eller tilfældigheder, der gjaldt andre mennesker, som
herre over liv og død, selv usårlig. Roligt sigtede han og skød, og det kunne
ske, når han havde en russer på kornet, at han mumlede ved sig selv: - Jeg,
Brøndum, har i min store nåde besluttet at lade dig leve, og han drejede
geværmundingen så meget, at en anden kom i sigtet. Han trykkede på aftrækkeren og endnu en
skikkelse derude greb sig til bryst eller underliv, drejede halvt omkring sin
egen akse og faldt. To timer derude
indbragte ham i alt syv russere.
- Otteogtyve
russere på én dag, ikke dårligt Brøndum! gratulerede han sig selv og kravlede,
da afløsningen dukkede op tilbage til de tyske stillinger, hvor der dog ikke
var stort roligere. Stabsofficererne var bekymrede, for der gik rygter om, at
man næste dag skulle ryge russerne ud efter et omfattende, indledende
artilleriangreb. Og de kanoner, man havde, var efterhånden så slidte, at de
kunne skyde om hjørner. Det var næsten håbløst at ramme noget bestemt mål med
dem.
Blandt de
forstærkninger, der nåede frem, var også hans kammerat fra kampene i og ved
Rostov, Eigil. Der blev stor gensynsglæde og opfrisken af minder fra
gadekampene på sydfronten. - Lad os fejre det med lidt »kold russer i skysovs«,
foreslog Eigil, og næste morgen førte Brøndum ham ud til deres skydeplads ved
granstammen. Medens det tyske modangreb tildels brød sammen foran den russiske
afværgeild, lå Brøndum, Eigil og smeden ved granstammen og forsøgte at slå den
foregående dags rekord. Men russerne var blevet opmærksomme på
snigskyttevirksomheden og satte, så snart dønningern fra det tyske angreb havde
lagt sig noget, spejdere ind på at lokalisere dem, og det lykkedes inden længe.
Opholdet bag granstammen begyndte at blive nederdrægtigt ubehageligt, da
russerne fik anbragt nogle skytter i de nærliggende høje grantræer. Kuglerne,
der nu kom skråt ovenfra, smældede tæt omkring dem. De tre frikorpsfolk fik kun
enkelte »gevinster«, og til slut erklærede Brøndum og smeden, at nu var det nok med den spøg.
- ja, det manglede
bare. Snaps dér har fem og smeden fire, mens jeg kun har to. Nej, jeg bliver
lidt endnu, protesterede Eigil.
Da der var gået en
times tid uden at de to havde hørt noget smæld fra Eigils riffel, og da han
ikke besvarede deres fløjten, blev de urolige og kravlede derud. De fandt ham liggende på ryggen med et hul
efter en geværkugle i panden. Projektilet var gået glat gennem stålhjelmens
kant. Brøndum og smeden bar ham udenfor, men de var lige kommet ud, da der
knaldede tre, fire russiske pansergranater ind i Elverhøj, som blev fuldstændig
revet op. En sky af jord og splintrede granstammer rejste sig og faldt med en
dump lyd ned over de to og begravede dem.
Der gik omtrent
fjorten dage, før Brøndum blev klar over, hvad der var foregået. Det skete en
dag, da solen brændte fra en skyfri himmel. Han vågnede op som af en tåget
drøm. Hovedet værkede, og hele tiden var der noget i hans venstre tinding, der
sagde klik - klik for hvert skridt han tog. Han var dog klar over, hvem han var
samt, at han i øjeblikket marcherede på sin plads i geledet mellem sine
kammerater, men han erindrede ikke, hvornår marchen var begyndt. Det forekom
ham, at marchen havde varet hundrede år. Der var stille bortset fra en fjern
kanontorden. Ved siden af ham marcherede smeden. Han havde en svær forbinding
om hovedet, og oven på den sad hans hue latterligt skævt. - Hvad mon der var
sket med smeden? tænkte han forundret.
- Hvad er klokken?
spurgte han. Smeden vendte sig hurtigt mod ham.
Hans ansigt
afspejlede stor overraskelse. sagt på - Det må jeg sate´me sige. Det er det
første fornuftige, du har fjorten dage. Så er du alligevel ikke blevet helt
idiot af den omgang i Elverhøj. Brøndum vendte sig forundret mod den anden -
Elverhøj, hvad mener du?
- Jo, ser du, og
smeden begyndte at forklare om bunkeren, der var styrtet sammen om dem.
Hvorledes han selv var kommet fri, hvorledes han havde hentet mandskab, der
omsider havde fået Brøndum gravet ud.
- Du fejlede
tilsyneladende ikke noget. Havde næsten ikke fået så meget som en skramme, men
du var fan´eme ikke til at slå et ord af, du bare gik og dinglede rundt som en
fuld mand. Så trak vi dig hen i en bunker et stykke bag linien, og der sad du
sgu i hele tre dage og stirrede frem for dig uden at spise eller sove. Du så
fa´neme helt uhyggelig ud. Ja, med et kvarters mellemrum sagde du enten -
Eigil? Eigil truffet lige midt i panden eller - De små hvide orme gnaver
allerede. Så kom du med bæreholdet til lægen, og han sagde bare »Ro« og gav mig
nogle tabletter til dig, og da du havde fået dem, sov du som en sten i andre
tre døgn.
- Og efter den tid?
- ja, du gik så
underligt omkring som en åndssvag. Man skulle sige alting til dig. Nu skal du
spise. Nu skal du sove og nu skal du vaske dig eller nu skal du på lokum. Hvis
du ikke fik en ordre, gik du helt i stå.
- Og nu? Hvor skal
vi hen.
- Og nu. Er du gal
mand, smedens grove ansigt flækkedes i et henrykt grin. Nu er vi sgu på vej til
Mitau. Ja, vi skal sæfølig ikke gå hele vejen, selv om vi nu har gået siden
klokken 5 i morges. Vi skal på orlov, du gamle brændevinsbrygger, og til
København endda.
Brøndum takkede
for oplysningen og marcherede videre. Hovedet bankede og værkede, og det blev
det ved med, til en dag på vejen mellem Mitau og København han for første gang
i mange uger var fri for hovedpinen.
Kilde:
Hellere Hertug i Helvede. Bogan 1977.