|
Kommentar. |
Erik H. Nielsen fortæller.
Vi vendte atter tilbage til slugten for at
genoptage vort oprindelige opgave med afhentningen af
Schalburgs lig. Men da var slaget
endt. For enden af slugten mødte vi de
sidste fra brohovedet, nogle soldater med en primitiv båre, lavet af
maskeringsjakker, teltduge og grene og på hvilket der lå endnu en falden. Bagerst gik Per Sørensen, chefen for 1.
kompagni og Martinsen, som havde et maskingevær over nakken. Det var såmænd ikke nødvendigt, at han slæbte
på det, der var blevet så mange våben liggende derude, at et maskingevær mere
eller mindre næppe spillede nogen rolle.
Men som den fremragende officer han var, forstod han til fulde den
opildnende virkning på soldaterne, når den nye chef gav en hånd med i nødens
stund.
|
|
|
|
Per Sørensen |
K.B. Martinsen |
Jeg genkendte ikke den faldne straks. Først da mit blik faldt på de danske
fedtlæderstøvler til at snøre, som Schalburg altid gik rundt med i sumpen,
forstod jeg hvem der lå der. Jeg stirrede forfærdet på ansigtet, som var
stivnet i døden og som al farve havde forladt - det havde så lidt af det djærve,
mandige, fandenivoldske udtryk, vi alle kendte så godt. Og det var ikke længere siden end i går, at
han havde siddet i vor ungdomskreds og drukket Steinhäger med os... vi havde
sunget danske sange og kampsange fra NSU og han havde venskabeligt dunket takten
til sangen i vore hoveder...
Og nu lå han altså her. Eller resterne af ham. Det ene ben var revet af ved hoften og lagt
op på båren i en helt akavet stilling, som slet ikke passede til resten af
kroppen. Det andet manglede foden, som
landminen, han havde trådt på som den første, havde revet bort. Sejre eller dø! var hans motto og da vi ikke
havde kunnet sejre, var det altså blevet døden.
Andre soldater kom til og dannede en tavs ring om vor døde kommandørs
lig og da en af dem bøjede sig for at rive en knap af til erindring, snerrede
jeg ad ham ”lad ham være !” Jeg følte det som blasfemi.
Vi løftede båren op på skuldrene og satte os
langsomt i bevægelse, da Martinsen hvæsede: ”Hjelmene af, for satan !” Befalingen var vel mere udsprunget af ærbødighed
for den døde end af sund fornuft - der faldt stadig mortérgranater hist og her
og en splint i hovedet kunne være dødbringende, men vi parerede ordre og
anbragte hjelmene over patrontaskerne.
Og så skridtede vi langsomt af sted, tavse, sørgende, fortabte, mens
alle soldater undervejs stille løftede højrehånden til en sidste hilsen for den
faldne chef. Og solens stråler fandt
atter vej gennem birkeløvet, uden dog at kunne varme vore kolde hjerter.
|
|
|
Schalburgs grav |
Den samme eftermiddag begravede vi Schalburg
sammen med 12 faldne i landsbyen Bjakowo.
Landsby er nu så meget sagt, der var intet andet
tilbage af den end nogle røgsværtede fundamenter, men den var da indtegnet på
kortet. I øvrigt havde regimentschefen, standartenführer Becker, sin kampstand
her, en formidabel bunker, som nok havde kunnet modstå en granat af sværeste
kaliber. Vi var vel et halvt hundrede
mand i alt, iberegnet en del tyske officerer fra forskellige enheder. Frikorpsfolk var der faktisk ikke så mange
af, de lå ude i frontlinien, som nu var betydeligt mere sparsomt besat end i
går, måske var der 30 mand til stede, der i blandt ”bloddrengene”.
Tomt gabte de åbne grave, skovlet ud i
sandet i en god meters dybde. Schalburgs
grav i midten, flankeret af to massegrave til vore andre døde. Vi lagde dem på række ved siden af hinanden,
sådan som de var faldet, med støvler og stålhjelme, stivede i døden og tilsølet
af størknet blod. Deres maskeringsjakker
vikledes om hovedet, så at de ikke fik sand i ansigtet, når graven skovledes
til. En af dem var Oberhuber, en anden
den soldat, som var mishandlet til døde.
Forinden havde en underofficer fra vor
sanitetstjeneste gået fra lig til lig og ført navn og dødsårsag ind i
bataillonssygejoumalen, i hvilken alle tab bogføres. Jeg kiggede ind i den fra
siden og blev rystet over at se de tal, den forbandede dag havde bragt os op
på: ..... nr. 163, navn, dato.... hovedskud. Nr. 164, navn, dato hovedskud. Nr. 165, navn, dato, hovedskud. Lidet anede jeg, at inden denne indsats ved Ilmen søen skulle være omme, skulle
journalen fyldes med mange, mange hundrede navne, kolonne efter kolonne, side
op og side ned
Men det var jo kun 12 mand, som blev lagt i
gravene hvor var da de andre? Vi havde
da mistet mange flere! Det havde vi
også. Tallet af dræbte opgjordes senere
til 32 (og over hundrede sårede), så den bitre kendsgerning var indiskutabel. Resten af vore døde var blevet efterladt på
brohovedet ved Robja-åen....
Et helt år senere fik jeg endnu en
chokerende oplysning, som gjorde billedet af dette tåbelige angreb
fuldendt. Da angrebsdelingerne trak sig
tilbage var der ikke mere tilstrækkeligt mandskab til at slæbe resten af de
mange hårdtsårede med. Martinsen turde ikke efterlade dem levende til den
nådesløse fjende, med billedet af den mishandlede soldat i frisk erindring, ej
heller ville han kommandere flere soldater i den visse død ved at forsøge at
skaffe dem tilbage. Havde han da noget
valg? Med fast stemme gav han da den
frygtelige ordre til en underofficer, lige grufuld for dem begge: Skyd resten
af de sårede, vi ikke kan få med!!! Manden stivnede af rædsel og bad ham gentage ordren. Det gjorde Martinsen, endda to gange, for
ikke at lade manden være i tvivl. Ordren
blev udført og vedkommende har over for mig bevidnet, at han måtte dræbe seks
mand med skud gennem hovedet.
Denne fortvivlede handling har ganske givet
krævet både mod og viljestyrke og jeg mener ikke, at man under de herskende
forhold kan bebrejde nogen af de to noget som helst. Jeg skal da være den
sidste til at gøre det, i en given lignende situation havde jeg selv næppe
handlet anderledes, så jeg skriver dette ene og alene for ikke at lade den
bitre sandhed om krigens gru forblive ukendt.
I sandhed, krigen er stor og skøn.
Kilde:
Fjendeland. Modus 1995.