|
Oprettelse
Frikorps
Danmark
Den 26. juni
1941 afbrød den danske regering sine diplomatiske forbindelser til
Sovjetunionen, og allerede den 27. og 28. fulgte de første opråb til
hvervning af danske frivillige.
Forbindelsesofficer ved det tyske gesandtskab, Freiherr Löw von und zu
Steinfurth, skriver herom: ”Da den tysk-russiske krig i juni 1941 begyndte,
fik gesandt von Renthe-Fink af den tyske udenrigsminister von Ribbentrop til
opgave at gøre den danske regering forståelig, at det i den tyske kamp mod
Rusland i virkeligheden gjaldt om at forsvare Europa mod bolsjevismen: ”Når
de Tyskland venligt sindede stater, og Danmark gælder som en sådan, ikke
selv vil deltage i denne forsvarskrig mod Rusland, så bør de i det mindste
vise deres gode vilje over for Tyskland ved ikke kun at tillade at
frivillige melder sig for at deltage i denne antibolsjevistiske krig, men
også officielt give udtryk for, at deltagelse er ønskværdig, samt at sådanne
frivillige ved deres deltagelse tjener deres fædrelands interesse.”
Renthe-Fink forelagde dette for Stauning og daværende statssekretær
Scavenius, med hentydning til, at kun stater, der på denne måde havde vist
deres gode vilje, kunne forvente at beholde deres egen militærorganisation i
et Europa under tysk ledelse.”
Daværende krigsminister, venstremanden Søren Brorsen, udsendte den 8. juli
1941 et hverveskrift til alle landets tjenestesteder, som tillod fritagelse
fra tjeneste i hæren, når formålet var at indtræde som frivillig i den tyske
hær. Dette var en tilladelse, som regeringens talsmand udsendte skriftlig,
og var samtidig et hverveskrift.
Den danske regering udsendte tilladelse og billigede, at oberstløjtnant af
artilleriet Christian Poul Kryssing tog kommandoen over en selvstændige
danske enhed under Waffen-SS, Frikorps Danmark.
Der foreligger ikke kun tilladelse til hvervning, men den danske
regering hvervede direkte soldater til tjeneste i den tyske hær. Bemærk
formuleringen: Frivillige der deltager ”tjener deres fædrelands interesse”.
Præcist denne formulering anvendte gesandt Mohr, da han, den 29. juli 1943,
af den danske regering havde fået til opgave at overtale de medlemmer af
Frikorps Danmark, der ikke ville lade sig overføre til tysk tjeneste, efter
at SS-ledelsen, åbenbart med accept fra den danske regering, havde opløst
denne selvstændige danske enhed, hvorefter mandskabet atter skulle hverves,
for nu helt og holdent at deltage under tysk ledelse. Mohr sagde: ”I har
meldt jer til kamp mod den fælles fjende, bolsjevismen, og har allerede vist
jeres tapperhed. I tjener vort fælles fædreland bedst ved at I kæmper videre
til sejren.”
Hvorfor
melde sig?
En dansk officer har udtrykt
sine begrundelser for det at melde sig på følgende måde:
Det gik mere og mere op for os,
at vi havde valgt det rette. Vi
jublede, da vi hørte at den danske regering havde afbrudt forbindelsen med Sovjetrusland.
Bolsjevismen, der året i forvejen havde forsøgt at knuse vor broderfolk – Finland,
for derefter utvivlsom at bemægtige sig hele Skandinavien og Herredømmet i
Østersøen. Begivenhederne medførte
oprettelsen af Frikorps Danmark, som Kongen og
Regeringen anerkendte som dansk Korps, og enhver må kunne forstå de danske
frivilliges følelser, da vi fik lov til at kæmpe under Dannebrog.
Det vigtigste for vi frivillige, der kæmper på fronten, er, at de har
følelsen af, at deres fædreland forstår deres kamp og står bag dem. Vi var derfor kongen, den danske regering
og autoriteterne dybt taknemmelige for anerkendelsen af Frikorpset
og for tilladelsen til at kæmpe under vort eget lands flag. Og vi fik et nyt rygstød, da Danmark i
efteråret, mens kampen i Rusland var i fuld gang, tilsluttede sig
Antikommaintern-pagten.
Vor tro i kampen fik måske sin allerstørste styrke, da vi i Rusland så, hvad
det var, vi kæmpede imod. Da vi
stiftede bekendtskab med den uhyre opmarch, der på den anden side af den
russiske grænse var foretaget mod alle europæiske lande, forstod vi, hvor
stærkt også vort fædreland havde været truet.
Jo større rædsler vi har mødt, jo større fattigdom og usselhed vi så ved fronten, jo mere
sikre har vi været i vor sag. Det var bolshevikernes egen dyriske råhed og bestialske
krigsførelse, der fik os til at råbe hurra, når vi angreb. Vore egne mishandlede kammerater..., jeg kunne selv ikke i min vildeste fantasi have tænkt
mig, at mennesker kunne være så onde og lavtstående.
Politiske
forhold
Datidens direktør i udenrigsministeriet, Nils Svenningsen, skrev i en
artikel, ”den danske
regerings oprigtige ønske under hele krigstiden var at samarbejde, da det var
den eneste mulighed for at bringe Danmark ubeskadiget gennem krigen.
Modstandsbevægelsen gjorde det svært for den danske regering at gennemføre et
samarbejde med tyskerne ”.
Sabotage akter fra den danske modstandsbevægelse gav det resultat, at
tyskerne tabte tålmodigheden og måtte gribe til skarpe modforholdsregler. Der
blev i 1945 fulgt op med den uværdige straffelov med tilbagevirkende kraft.
C.
P. Kryssing med sin afløser C. F. von Schalburg.
Christian Peder Kryssing var den første chef for Frikorps Danmark, trods det at han hverken
var medlem af det danske nazistparti (DNSAP)
eller var nazist.
Oberstløjtnant
C.P. Kryssing (til højre) i samtale med
SS-Politigeneral og Brigadefører Kanstein.
(fra hvervemøde i Klerkegade i København)
|