Hans Peter Koch.

Kommentar.
Der kan i den efterfølgende tekst forefindes tekster eller synspunkter der kan virke forherligende af det der skete.
Tekster/synspunkter er forfatterens,
IKKE MINE.

Hans Peter Koch fortæller.

Første gang ved fronten.

Skønt opholdet på banegården i Kiev kom til at vare det meste af dage, følte ingen nævneværdig trang til at se nærmere på byen. Vore tanker syntes at være mere eller mindre travlt beskæftiget med alt det, som skulle ske i nær fremtid, nu hvor man inden længe ville kræve vor allerførste indsats i krigen. Ventetiden gik således ganske hurtigtog inden vi havde set os om, var det aften, hvor vi blev afhentet. Vi blev ført igennem Kiev som stik imod vore forventninger var temmelig stor og af ret moderne islæt, og hvor kun en lille del af de nye bygninger bar præg af at have været udsat for overfald og beskydninger.

På den anden side Kiev kom vi ud på en bred landevej - eller hvad man nu kunne kalde det. Det var slet og ret et ”hjulspor”, anlagt på en 100-200 meter bred jordstribe. Der fandtes hverken brolægning eller asfaltering, - end ikke en sten havde man lagt, så det eneste sted på ”vejen”, hvor der var nogenlunde at køre, var inde på midten. På begge sider havde de tunge køretøjer dannet kæmpevolde af snesjap og mudder, så var man blot kommet en i meter udenfor hjulsporet, var man sikker på ikke at kunne komme videre foreløbigt. Når dette skete, prøvede chaufførerne selvfølgelig at komme fri igen; men dette resulterede blot i, at hjulene arbejdede sig længere og længere ned i moradset, som dækkede over det islag, tøvejret endnu ikke havde opløst. Hverken hjul eller Mænd kunne nu stå fast på den glatte jordbund, så kun med assistance fra en Zugmaschine ville det vare muligt at komme fri. Disse kørte hele tiden frem og tilbage med kun den opgave for øje at hjælpe nødstedte køretøjer. Hvad motorcykler angik, var disse fuldstændigt ude af billedet. De kunne umuligt komme igennem sneen og pløret.

Zugmaschine

Efter at have kørt ca.10 kilometer kom vi til en lille by, hvor vi skulle overnatte. Endnu var vi ikke alle samlet, for det havde været svært for nogle af køretøjerne at følge med, skønt man fra Kiev havde sendt os af sted med kun 50 meters mellemrum. Men mange af chaufførerne var uvante med at køre under sådanne forhold, så man havde matte ven te på mere kvalificerede mænd, som kunne komme dem til undsætning. Efter en times tid var hele kompagniet dog samlet, og vi fik et kærkomment måltid. Der blev desuden uddelt marketendervarer såvel som en ekstra flaske snaps til at varme sig på. Efter den lange togrejse var vi fuldstændigt udgået for alt, hvad der hed luksusvarer, så mange af de ting, vi fik udleveret, faldt på et tørt sted. - Herefter blev vi indkvarteret i en stor bygning; men for mange var det såre svært at falde i søvn i frostgrader, der nærmede sig 30-40 minusgrader!

Allerede tidligt næste morgen blev vi vækket, og efter at have stampet og banket os til lidt varme steg vi på ny op i vore SPWs (Panseret mandskabsvogn), som førte os af sted i retning af byen Dnpepropretorsk. d elendige veje kørte vi 250-300 kilometer, g det var kun sjældent vi mødte huse eller nogle af vore egne styrker. å vidt øjet rakte, å endeløse vidder uopdyrkede og forsømte hen, og selvom det unægteligt var meget ensformigt og kedeligt at sidde og stirre ud på disse golde områder i timevis, var det alligevel på samme tid et så storslået syn, som er svært at forestille sig for den, som aldrig har oplevet det.

Den næste dag kørte vi gennem Dnpepropretorsk og fortsatte derpå over Dniepr-floden. Den oprindelige jernbro var blevet sprængt under krigen mod fjenden, så vi måtte forcere denne dybe og brede flod over en simpel træbro, som russerne havde etableret. Kun få meter på den anden side floden mødte vi de første billeder af krigens ødelæggelser. I vejgrøften lå der ødelagte kanoner og biler side om side med en masse sønderskudt krigsmateriel. Nogle steder så vi døde heste og køer, som russerne havde brugt til at spænde for deres vogne, og langs med vejen kunne vi af og til møde de berygtede russiske panservogne,T-34,som ituskudte vrag, der vidnede om. hvad der fornyligt var hændt. - Jo længere vi kom frem, jo mere så vi til krigen. Flere steder lå døde mennesker mere eller mindre lemlæstede. Alle var de unge soldater, om enten havde kæmpet på tysk eller russisk side.

Vi fortsatte stadig vor kørsel, og inden længe hørte vi en rullende torden i det fjerne. Skønt dette betød, at vi nu befandt os i et frontområde, kunne dette dog ikke stoppe os. Vi fik blot ordre til at lade vore geværer for alle tilfældes skyld og karte videre i østlig retning, omgivet af det triste syn af brændende huse og gårde, døde kreaturer på markerne og sønderskudte køretøjer langs vejen. Vi fik senere at vide, at russerne, som havde forsøgt at støde igennem vore linier netop i denne egn, var blevet slået tilbage, så det forklarede jo nærmere alle de mange ødelæggelser, som vi mødte her.

Mens vi således sad overladt til vore egne betragtninger og tanker, blev der pludselig givet ordre til standsning. Befalingen havde en underlig virkning på os, for vi forstod nu, at om få minutter kunne vi forvente at blive indsat i kampene, som rasede kun et par kilometre længere fremme. Alt våben og ammunition blev gjort klar, hver mand fik ordre til at holde sig beredt, og der blev uddelt chokolade, som vi kunne stramme os lidt op på. Spændingen bredte sig iblandt os, men endelig kom ordren til at køre frem. Straks begyndte panservognene at sprede sig ud i ”komp. Bredkile”; dvs. at disse, sammen med vore SPWs (Panseret opklaringskøretøj), spredte sig i vifteformation fulgt op af SKWs, infanteri og det øvrige tros. Således kørte vi langsomt og sikkert fremad mod vort første møde med fjenden.

Med panservognenes svære kanoner fremadrettede og det lettere infanteriskyts i an7ebsstilling kørte vi frem; men vi var ikke nået ret langt, førend granaterne hvinede om ørerne på os. Der blev straks gjort holdt, og vi fik ordre til at søge dækning. Nye og uvante med situationen var dette slet ikke så let, især ikke når man samtidig var spændt på og nervøs for, hvad der kunne ligge og vente på os forude. Men vi efterkom ordren så godt, som det var muligt, og holdt os i dækning, indtil der hen på eftermiddagen kom befaling om at gå til angreb.

Klokken 15 begyndte angrebet, hvis man i det hele taget kunne kalde det et angreb, for vi blev så godt som ikke beskudt af fjenden. Kun af og til affyrede russernes svære artilleri, som var placeret længere tilbage, nogle granater mod os, uden at disse dog forvoldte os nævneværdig skade. Men nogen egentlig modstand fra infanteriet mødte vi ikke fra nogle af de stillinger, vi oprullede.

Vi stødte kun frem med vore svære panservogne og SPWs, som blev fulgt op af infanteriet. Dette havde til opgave at rydde op og undersøge, om der i det erobrede terræn fandtes sprængte eller enlige grupper, som i så fald ville blive taget til fange og ført om bag frontlinien. - Vi havde taget ved lære af de første krigsår, hvor resterne af de russiske hære, som havde lidt så knusende nederlag vest for Dnieprfloden og nord/syd for Pripetsumpene, havde samlet sig i mere eller mindre organiserede partisanstyrker til stor gene for de tyske soldater, som netop befandt sig i disse områder. - Den opgave, som vort infanteri udførte nu, var derfor af stor vigtighed og til uhyre hjælp for os senere hen.

Da aftenen kom, gjorde vi holdt for at overnatte, for allerede tidligt næste morgen at fortsætte fremmarchen uden ophør. Således kørte og stødte vi frem i et par dage, og gjorde kun holdt om aftenen for at sove. Når dette skete, blev der sendt spejdertropper frem, som skulle opsnuse eventuelle fjendtlige styrker og anden form for modstand, der kunne hindre vor fremmarch.

Vi var imidlertid nået frem til Poltawa, som lå fuldstændigt i ruiner. Som vi så ofte skulle møde det senere hen, havde russerne her på deres tilbagetog sprængt og ødelagt alt, som kunne have været af værdifuld betydning for os. En del af ødelæggelserne stammede dog også fra vort eget artilleri beskydninger af byen, som russerne forgæves havde forsøgt at holde. Resultatet af deres svære modstand fandt vi i de sønderskudte huse og de mange døde, som man var ved at begrave, da vi ankom.

I de følgende otte dage gik det frem med det ene angreb efter det andet uden ophør, og vi var omsider kommet på den anden side af byen Krasnogra. Nogle større tab havde vi til dags dato gudskelov ikke lidt. På trods af de mange angreb, vi havde haft indenfor de sidste 12 dage, blev 1 meldt dræbt og 4 såret fra min gruppe, som alle blev transporteret til et lazaret bag ved frontlinien.

En dag syntes uheldet dog at være efter os. I et fremrykkende angreb blev vores panservogn truffet foran i kæderne af en geværgranat, og vi kunne ikke gøre andet end sidde og vente, indtil en Zugmaschine kunne komme os til hjælp. Vi blev slæbt til Krasnogra, hvor den nærmeste KFZ lå stationeret, og hvor vi måtte opholde os i de seks dage, det tog at reparere vognen. Et lille lerbygget hus med rørflettede vægge var det eneste logi, man kunne tilbyde os, og her tilbragte vi en langtfra behagelig ventetid. Vi kunne aldrig føle os sikre for partisanerne, som gang på gang sneg sig ind i byen og forsøgte at stjæle levnedsmidler og andre vigtige ting som f.eks. vore køretøjer og våben, alt efter deres behov. Vi måtte derfor være på uafbrudt vagt overfor disse ubudne gæster.

Som modsætning til partisanerne stod dog civilbefolkningen, som var meget velvillige og venlige overfor os. Størstedelen af dem var hjemmetyskere, som talte vort sprog ganske glimrende, og i mange af deres hjem hang billeder af både Hitler, Göring eller andre højtstående officerer. At indbyggerne i de fleste af Dnieprområdets byer var hjemmetyskere betød, at partisanstyrkerne ikke var ligeså velkomne her, som de var i andre distrikter. Som regel var modviljen mod dem størst blandt de ældre; de unge, som var opflasket med den russiske kommunisme, så mere velvillige på dem og hjalp dem som vejvisere eller spejdere.

Ligeså ofte skete det dog, at partisanerne med mordtrusler tvang egnens beboere til at hjælpe dem, hvilket får mig til at tænke på en episode, som vi kom ud for netop under vort seks dages ophold her i Krasnogra. En nat, hvor to af os holdt vagt udenfor vort kvarter, hørte vi pludselig nogle høje råb, og da vi kikkede i den retning, hvorfra de kom, så vi tre splitternøgne mænd komme løbende imod os. På tysk råbte de til os, hvor den nærmeste HVP var stationeret, og da den til alt held lå lige ved siden af, kunne en af os straks ledsage dem derhen. Her fortalte de, at de var blevet angrebet og beskudt af partisaner, da de på deres motorcykler var på vej til Krasnogra. Partisanerne, som lå skjult på en høj, havde været så talstærke, at det havde været håbløst at yde nogen form for modværge, så de havde i stedet forsøgt at sætte farten op for at kunne na udenfor skudvidde. Dette lykkedes dog ikke for dem. De var alle blevet ramt; men de havde dog haft så meget koldblodighed tilbage, at de nåede at kaste sig på hovedet ned i grøften, hvor de lod som om de var døde. Dette trick reddede sandsynligvis deres liv, for de partisaner, som fandt dem, troede, at de havde dræbt dem, hvorfor de nøjedes med at klæde dem af til skindet og bemægtige sig deres motorcykler. Så snart alt åndede fred og ingen fare, kom mændene hurtigt på benene og gav sig til at løbe i retning af Krasnogra. Oversmurte med blod og næsten halvdøde af kulde nåede de endelig hertil, hvor der hurtigt blev sørget for, at de kom under kyndig lægebehandling.

Det var i øvrigt på dette HVP, hvor vi hentede vor forplejninger, at jeg mødte en af mine kammerater hjemmefra. En dag, da jeg kom for at hente spiserationen, så jeg en mand med hele bagdelen stikkende ud af en bil. Da pladsen var trang og hans agterspejl ikke så lille, kom jeg uforvarende til at skubbe til ham, da jeg skulle passere. Ved mine undskyldende ord vendte han sig om, og stor var glæden, da vi genkendte hinanden. Det var jo yderst sjældent, at man midt inde i Rusland mødte andre kammerater end dem, man var sammen med i Kompagniet.

Vores SPW var omsider blevet køreklar, og vi måtte se at finde tilbage til vor gamle enhed så hurtigt som muligt. Da vi overhovedet ingen anelse havde om, hvor denne befandt sig, henvendte vi os til den nærmeste kommandopost, som fortalte, at vi skulle til Krasnodar, der lå ca. 300 km herfra. Det var jo en lang køretur; men da vi netop havde fået vores vogn gjort tip-top i orden, begav vi os fortrøstningsfulde af sted.

Den første dag kørte vi uden ophør og forstyrrelser, indtil vi nåede en lille landsby hvor vi ville overnatte. Det var hen på aftenen og næsten mørkt så det var begyndt at blive svært at orientere sig, og desuden var det heller ikke ganske ufarligt at fortsætte. Vi befandt os stadig i et område, hvor der flakkede russiske soldater omkring enten i små grupper eller i store enheder, som let kunne tælle 100-200 mand. Hvis disse angreb vor lille besætning i en sølle SPW, ville vi ikke have nogen chance for at kunne slå os igennem.

Vi gjorde derfor holdt og fandt hurtigt logi i et lille hus ved siden af landsbykirken. Vi forstod på den lokale befolkning, at denne kirke for nyligt var blevet genåbnet til stor glæde for alle, og man havde indsat en tysk præst, som kunne holde gudstjeneste her, hvor russerne før havde haft ammunitionsdepot.

Mens de andre sov, havde en kammerat og jeg vagt, og først hen på natten kom afløsningen, og jeg kunne endelig se frem til lidt hvile. Vi havde fordelt os i forskellige rum, og da jeg omsider havde fundet frem til det, hvor jeg skulle sove. stillede jeg min karabin fra mig i et hjørne og begyndte at famle mig frem i mørket. Jeg nåede frem til min seng men opdagede da til min store forbavselse, at der allerede lå en i forvejen. Da jeg mærkede efter i sengen ved siden af, lå der også en her, som vågnede ved min berøring og halvt oprejst sagde han en hel masse, dels på russisk, dels på tysk. Det russiske fik jeg ikke meget ud af; men jeg opfattede da de tyske ord ”Nicht schiesen Pan!” – ”Ikke skyde, tyske soldat!”. Jeg fik hurtigt fat i min lommelygte og opdagede nu til min blandede fornøjelse, at der lå tre russiske officerer i mit værelse. Jeg skyndte mig at tilkalde den vagthavende befalingsmand, som sørgede for, at officererne blev ført til byens kommandopost. Sådan nogle, som disse tre her, mødte vi ofte ,og som fanger blev de altid utroligt godt behandlet, fordi de på mange måder kunne være os til stor nytte senere.

Resten af denne nat forløb i fred og ro, og næste morgen var vi tidligt på benene. Vi håbede på at kunne nå vores enhed inden aften; men det skulle gå ganske anderledes end vi havde tænkt os. - Den dag kørte vi ca.200 km, oftest ad lange strækninger, som løb parallelt med kamplinien. Hele tiden kunne vi høre uafbrudt rumlen og Mægtige brag fra det svære artilleri, som blev flittigt brugt på begge sider. - Hen imod aften blev vi klar over, at vi heller ikke den dag kunne nå vores enhed, så vi gjorde holdt i en af de små landsbyer, vi kom igennem. Her havde en del artilleri og et par ”Tiger” panservogne også taget ophold; men det lykkedes os dog at finde soveplads i et lille hus, hvor der i forvejen boede en del russiske kvinder og børn, som var meget venlige overfor os og hjalp os til rette, så godt de kunne.

Natten forløb uden forstyrrelser; men hen på morgenstunden var idyllen forbi. Vi vågnede brat op ved de høje råb udenfor om, at russerne havde brudt igennem hovedkamplinien og allerede havde besat nabobyen.

Det kan nok være, vi kunne komme i tøjet i en fart og få vore ting bragt ud i vognen i tilfældet af, at vi enten skulle væk eller indsættes i kampen mod den fremrykkende fjende. Udenfor blev vi først rigtig klar over situationens alvor ved synet af de kæmpe bål fra den brændende naboby, så vi gjorde hurtigt vognen og vore våben klar. Foreløbigt lød ordren på, at vi skulle vente her og se, hvad der ville ske. I øvrigt kunne vi heller ikke køre længere frem, for ville vi finde vores enhed, måtte vi nødvendigvis gennem den by, som russerne holdt besat. Så mens heftige kampe rasede for at få fjenden ud af nabobyen, ventede vi her indtil klokken 9. På dette klokkeslæt kom en stor ”Kypelvogn" farende ind i byen. (En Kybelvogn er en vogn, som blev brugt som telegraf, sende og modtagestation og som medbragte de nødvendige remedier til brug ved telegrafering). Ved rattet sad en mand med blodet strømmende ned af ansigtet. Da han fik øje på os standsede han, og nu mødte der os et frygteligt syn. Inde bag i den tildækkede vogn lå tre døde soldaterbog selve vognen var gennemhullet som en si. Chaufføren var ilde tilredt. Det ene ben var revet helt i stykker af utallige granatsplinter, hans hånd var delvis knust, og han havde både fået et lunge- og hovedstrejfskud. Trods sit blodtab havde han da gudskelov haft kræfter nok til at køre vognen tilbage og således undslippe. Han blev hurtigt hjulpet ud af vognen og forbundet, og da han havde fået noget at stramme sig op på, var han så nogenlunde i stand til at fortælle, hvad der var sket. Han selv og nogle kammerater havde ligget i den by, som russerne nyligt havde taget; men bortset fra en regimentsstab havde de været det eneste militær i byen. Kl.3 om natten havde en russisk stødkile bestående af 4 panser T-34 og ca.200 infanterister trængt ind i byen, hvor de havde haft let ved at besejre de få tyske soldater. Herefter var de begyndt at skyde på alt, hvad der kunne krybe og gå; men han selv havde været så heldig at slippe væk i sin vogn sammen, med tre af sine kammerater. De havde dog ikke kunne undgå den kraftige russiske ild som dræbte hans venner og sårede ham selv.

Kort tid efter denne episode kom der ordre til, at vi skulle køre frem i Spähtrup (Opklaringsenhed) for at finde ud af, om russerne havde i sinde at indtage denne by, eller om de allerede var blevet slået tilbage. Da vi havde kørt to kilometer, skulle vi over en bakke, som ikke var særlig svær at komme op ad; men da vi skulle ned igen, blev vi pludselig beskudt af granater. I en fart drejede vi vore SPWs omkring, sprang ud og gjorde vore SMG (Tunge maskingeværer), karabiner etc. skudklare. Til venstre for vejen lå et lille højdedrag, som kunne give os en udmærket stilling, og mens vore vogne kørte tilbage, skyndte vi os at finde dækning her.

Nu begyndte russerne at gå til angreb, og det udartede sig til en heftig ildkamp mellem os. Da vort infanteri samtidigt rykkede frem til understøttelse, tog skyderiet omkring os til i styrke. Vort artilleri gav sig langsomt til at køre frem i stilling, og da disse også gik i gang med at give russerne det glatte lag, varede det ikke længe, før disse måtte vige tilbage. De formationer, som holdt nabobyen besat, blev også revet op, og kort tid efter var banen atter fri.

Da vi kom ind i den generobrede by, erfarede vi, at den stødkile, som havde ført det ovennævnte angreb, bestod af en del soldater og fire panservogne, der nogle dage i forvejen var blevet indesluttet og afskåret fra deres forbindelser af tyske tropper. De havde derfor gemt sig og camoufleret deres køretøjer under nogle halmstakke, hvorfra de havde stødt frem og angrebet denne landsby. Da man fra de samlede russiske frontlinier havde fået besked om deres forehavende, var man ilet dem til hjælp ved at skyde sig igennem vor hovedkampslinie. Angrebet mislykkedes dog, og da vi havde fået udbedret frontlinien, kunne vi atter i ro og mag fortsætte.

Fast besluttede på at nu skulle vi altså nå vores egen enhed, satte vi os op på vognen, og med speederen i bund drønende vi af sted for at nå bestemmelsesstedet inden det blev mørkt. Selv om vi kørte alt, hvad rem og tøj kunne holde, opdagede vi, at en bagvedliggende Panserspähwagen (Panseret opklaringskøretøj) halede sig længere og længere inde på os. Da den kom så tæt på os, at vi kunne se, den havde antenne på taget, gjorde vi holdt, fordi dette kun kunne betyde, at det her drejede sig om en bat.kommandørbil, og maske kunne vi gennem den få besked om, hvor vores ”tabte” enhed befandt sig. Da den efterfølgende vogn nåede op på siden af os, stak en af os bekendt brigadeführer hovedet ud, og efter at have fortalt ham om vores situation, gav han os tilladelse til at følge efter ham, da han alligevel skulle til 1. regiment, som også var målet for vores tur.

Selvom vi på denne lange køretur havde nok at gøre med at holde trit med den hurtiggående brigadeførervogn, havde vi dog alligevel mulighed for at se os lidt omkring i det russiske landskab. I denne egn lå endeløse vidder med god, fed muldjord; men flere steder så vi mange hundrede tønder land, hvor græsset voksede vildt, og hvor jorden aldrig havde været opdyrket. Man kunne køre i timevis uden at se et hus eller nogen anden bebyggelse, og kun sjældent blev det flade landskab afløst af nogle få kløfter og græsbevoksede højdedrag. En enkelt gang kørte vi gennem en landsby, eller hvad man nu skal kalde det, for andet end 10-12 lerklinede hytter var det ikke.

Klokken 2 om eftermiddagen nåede vi så endelig vor enhed; men hvor så her ikke ud! Overalt lå der døde mennesker, kreaturer og heste, og vi kunne forstå, at der havde fundet temmelig heftige kampe sted. Også vor enhed havde deltaget og havde lidt adskillige tab. Som følge deraf var der snart ikke mange kammerater tilbage; en del var dræbt og de mange andre, som var blevet såret, var transporteret tilbage til lazaretterne og erstattet med nye.

Da vi ankom, herskede der stor travlhed, for man havde netop modtaget befaling om at holde sig beredt til endnu et angreb, så ligeså snart min gruppe var blevet suppleret med nye mænd, gjorde vi os klar til den planlagte kamp.

Der lå en mærkelig trykket stemning over hele kompagniet, for gennem de oplysninger, vi havde fået, var vi klar over, at vi denne gang skulle ud på en særlig hård tørn.

Vores opgave skulle gå ud på at slutte den store ring omkring Charnow, hvorved mange russiske soldater ville blive indesluttet og afskåret fra deres forbindelseslinier. Hvor mange soldater, det drejede sig om, husker jeg ikke nøjagtigt; men det var flere tusinde.

Det første mål, vi skulle nå, var bestemt til at være en by, i hvis udkant der lå en stor sukkerfabrik, og hvortil en 30 km lang og 7-8 km bred førte. - På slaget 3 begyndte vi fremmarchen, idet vi fulgte ordren til, at mit 1.komp. sammen med 2.komp. skulle rykke frem på den venstre side af slugten, mens 3. og 4.komp. sammen med hele 2.batt. stødte frem på den højre. På denne måde kørte vi 40 km. frem, indtil vi gjorde holdt ca. 5 km. fra byen i en majsmark. Med fire store ”Tiger-pansere”, fire ”Panser-4” samt det øvrige svære og lette våben af alle slags holdt vi her og ventede på signalet til at gå i angreb.

Herfra, hvor vi befandt os, kunne vi nøje følge med i, hvorledes de andre på den anden side slugten arbejdede sig fremad. Endnu havde fjenden ikke bemærket vor tilstedeværelse, i modsætning til de andre, som blev heftigt beskudt af både artilleri og lettere våben, som russerne havde opstillet inde i byen. Men på trods af denne regn af granater arbejdede de sig støt og sikkert fremad.

Endelig kl. 6 kom befalingen til ”Panser-march”, men da vi havde kørt knapt 1 km., blev vor fremrykning omsider observeret inde fra byen, og vi fik en heftig artilleriild lagt ind over os. Dette var et temmelig farligt forehavende, vi havde vovet os ud i, og vi måtte da også hele tiden sørge for at holde os godt dækket for de mange jern- og stål stumper, der fløj om hovederne på os. - Men ved at springe fra hul til hul kom vi dog fremad - selvom det tog sin tid! Og i betragtning af den meget kraftige beskydning, vi blev udsat for, var det dog forbavsende få tab, vi egentlig led.

Det var imidlertid blevet aften, og i ly af mørket kunne vi ligge godt dækket i vore huller et lille stykke fra byen. Vore køretøjer kom lidt efter og samlede os op for at befordre os nærmere ind til byen, hvor der allerede fandt svære gade- og huskampe sted.

I vore SPW-er fulgte vi efter de tunge panservogne, som var nået til de første huse i byens udkant, hvor der løb en jernbane, vi skulle over. For at gøre dette måtte vi først avancere en temmelig dyb og bred grøft, hvor et uheld netop skulle ramme os.

Det var let nok at komme ned, men da vi skulle op af grøften igen, blev vi hængende, indtil en ”Tiger” havde trukket os op. Da vi omsider var nået op, var vognen gået i stå, og nu gjorde det kun ondt værre at batterierne var løbet ud. Den eneste måde, hvorpå vi kunne få vognen i gang igen, var ved at få en mand ud for at hente startsvinget. Men ud af baglugen kunne vi ikke komme, da vi ustandselig blev beskudt bagfra. At få hovedet over kanten var ligeså umuligt med kuglerne flyvende hen over os, og vi kunne heller ikke blive holdende, da vi, hvert øjeblik det skulle være, kunne risikere at få en fuldtræffer fra det russiske artilleri, som stadig var i livlig aktivitet.

Da vor uhyggelige og temmelig pinlige situation kun kunne løser på én måde, tog en af mine kammerater mod til sig og sprang ud over kanten; men knapt var han kommet udenfor, førend han blev ramt af et hovedskud, som dræbte ham på stedet. - Nu så det hele fuldstændigt håbløst ud for os. Kugler og granater fløj uophørligt gennem luften, og nattehimlen var fuldkommen oplyst af skæret fra de brændende huse og af alle lyskuglerne, som både vi og russerne brugte.

Pludselig slog en geværgranat ned lige bagved os og blokerede således vor bagluge, og nu var der kun en eneste udvej tilbage, hvis vi ville slippe med livet i behold: at springe ud over kanten! - Vi fik ikke mange sekunder at betænke os i, for da der i det samme slog en granat ned, som dræbte endnu en af mine kammerater, var det nu eller aldrig.

Hurtig sprang jeg sammen med en anden ud for at få fat i det ulyksalige startsving. Dette lykkedes også for min kammerat; men netop som han havde fået fat i det, blev jeg ramt i baghovedet af et eksplosiv skud og faldt bevidstløs om.

Medens jeg således lå bevidstløs, fik gruppeføreren ordre til at bringe alle de, der var blevet såret tilbage til HTVP (Hovedforbindeplads). - Vi havde i mellemtiden fået vor vogn startet, så vi begyndte at køre ind i byen, om i mere eller mindre grad var kommet i vore hænder.

At bringe os tilbage var dog lettere sagt end gjort, or mens kampene havde stået på, var det blæst op til en voldsom snestorm, om nu rasede med orkanstyrke over de store flade strækninger, vor der ikke fandtes selv den mindste lille forhøjning, som kunne dæmme op for sneen. - Vi var ikke særligt godt kendte i dette område, og det lettede heller ikke vor situation meget, at der ikke fandtes nogen ordentlig vej. Vi havde stadigvæk kun et sølle hjulspor, som hurtigt blev dækket af den nyfaldne sne, at holde os til. Men vi begav os fremad, og det gik da heller ikke værre eller bedre end, at vi senere endte ovre på den russiske side.

Da jeg omkring kl. 7 næste morgen omsider kom til bevidsthed, blev jeg meget forundret over at finde mig selv på telegrafistens plads i en ”PW-er” (Panseret mandskabsvogn/Jens Monrad). Jeg tog mig til hovedet og mærkede et stort hul i min stålhjelm, som man havde fuldt med gazestof og fastklistret med hæfteplaster - ganske forskrækket så jeg mig omkring. Vognen holdt stille, og chaufførens plads var tom, men længere tilbage lå eller delvis sad tre andre såre de, mens min kammerat fra Berlin (Friedenscher) var død og lå ude foran på køleren.

Jeg fik listet tæpperne til side i et forsøg på at finde ud af, hvad der var sket,, og nu så jeg, at snestormen stadig rasede med uformindsket styrke, og at sneen overalt lå i 1½ meters dybde. Udenfor stod en vagtpost samen med nogle af de lettere sårede og de fortalte mig, at vi var faret vild, og at vores gruppefører var gået ud for at sondere terrænet og finde ud af, om vi ved hjælp af vort kompas var i stand til at finde tilbage. Et var vi dog klar over at vi i øjeblikket befandt os bag de russiske linier; men trods vor ret uheldige stilling håbede vi dog på, at det skulle lykkes os at finde tilbage til vore egne tropper i ly af den heftige snestorm. - Med denne besked satte jeg mig atter tilbage på min plads og forsøgte at døse hen på trods af en dundrende hovedpine og en fuldstændig lammelse i min venstre arm.

Da det blev lyst kom gruppeføreren tilbage med besked om, at russerne befandt sig lige i nærheden af os, så nu var der ikke meget andet at gøre end se at komme væk - og helst i den rigtige retning; men til alt held for os blev det stadigvæk ved med at sne, så vi var således nogenlunde dækket. Inden vi tog af sted lagde vi endnu en, som netop var død af et halsskud, ud på vognkøleren, godt pakket ind i tæpper og teltdug, for derved at skaffe lidt bedre plads indenfor, hvor der i forvejen var godt overfyldt.

Vi startede vognen, denne gang i stik østlig retning, men inden vi havde kørt ret længe, begyndte vognen pludselig at skride nedad en skråning, som vi ikke havde bemærket p.g.a. sneen. Det hele så meget faretruende ud, men til alt held lykkedes det dog chaufføren at få rettet vognen op igen efter nogle nervepirrende minutter, hvor vi kunne se lige ned i bunden af en meget dyb kløft.

I tre timer kørte vi mod øst, indtil vi til vor store glæde mødte en af vore egne SPW-er, som kunne anvise os, hvilken retning vi skulle fortsætte i. Således fyldt med nyt håb kørte vi videre og inden kort tid nåede vi omsider vor enhed.

Det var med stor glæde man modtog os, for ingen havde ventet at se os igen. Vi var allerede blevet meldt savnet - - men så let kom de nu heller ikke af med os !

Kilde: Ret eller Vrang.