|
|
|
|
|
|
SS-Obersturmführer
Søren Kam |
|
|
Kommentar.
"Erik
Høgh-Sørensen har i sine bøger "Dansk Dødspatrulje. En bog om SS-officer
Søren Kam" (Askholms Forlag, 1998) og
"Forbrydere uden straf" (Forlaget Documentas,
2004) forsøgt belyst Søren Kams krigsforbrydelser, herunder bortførelsen af
og medvirken ved likvidering af avisredaktør Carl Henrik Clemmensen i Lyngby
i 1943. Høgh-Sørensen konkluderer på basis af tysk arkivmateriale, at Søren
Kam i sin egenskab af leder af Schalburgskolen ikke
blot er en fremtrædende nazistisk krigsforbryder, men også at skiftende
danske og tyske regeringer har ignoreret omfattende bevismateriale mod Søren
Kam, hvorved denne har kunnet undvige straf.
Disse holdninger er forfatterens
egne, IKKE MINE." |
Hvordan Søren Kam vandt og
modtog sit ridderkors
og hans besøg hos Adolf Hitler.
I slutningen af
oktober 1944 er østfronten skrumpet ind og skærer sig nu på langs af det
nuværende Polen. Ved floden Bug nordøst
for Warszawa forsøger SS-division Wikings
regiment Germania at holde stand.
Efter det
mislykkede forsøg på gennembrud samlede russerne nu deres styrker ved floden
Bugs udløb, den såkaldte ”våde trekant",
hvor floderne Narew og Bug flyder til Wisla. Regiment Germania blev nu flyttet til et nyt afsnit i dette område,
og I. bataljon fik til opgave at gå i stilling med den venstre fløj ved floden
og at holde denne stilling.
Fronten forløb i
en ret vinkel til floden ind mod landet.
Den anden flodbred hævede sig med en mægtig, stejl skrænt. Deroppe på den anden side af floden lå vores
kammerater fra den anden division.
Vi fandt et
udbygget skyttegravssystem fra tidligere kampe.
Vi var klar over, at fjenden kunne komme frontalt eller langs med
floden. Men foran os var der endnu
fuldstændig roligt, så jeg tog min ”Schützenpanzerwagen”
(Pansret mandskabsvogn) og kørte ind i ingenmandsland for at observere terrænet
foran os. Efter et stykke tid bemærkede
jeg bevægelser i en skov ca. en kilometer foran mig. Jeg gav min chauffør
befaling om at køre til et enligt hus på en høj med god udsigt. Jeg krøb frem
langs huset, medens jeg sendte min pansrede mandskabsvogn tilbage ned ad
skråningen bag huset.
|
|
|
|
|
|
Schützenpanzerwagen |
|
Pludselig blev
luften sønderrevet af et mægtigt brag, og jeg fik et vældigt slag i ryggen, som
kastede mig til jorden. I første øjeblik
mente jeg, at jeg var blevet såret. Jeg mavede mig bag huset i dækning og tog
min frakke af. En knivskarp granatsplint affyret af en af de berygtede ”ratsch-bumm” kanoner havde skåret min lammeskindsforede
frakke igennem som med et barberblad i en længde af
Sprænggranaten var
affyret af en russisk panserbekæmpelseskanon, som også brugtes mod
infanteri. Vi kaldte den ”ratsch-bumm" fordi affyringen "ratsch" og nedslaget ”bumm"
fulgte umiddelbart efter hinanden.
Russerne sendte
nogle ”velmente" hilsener over til os, og det var med møje og en meget
modig indsats af min chauffør, at vi nåede helskindede tilbage. Vi var klar over, at
nu ville det ikke vare længe, før de dukkede op foran
vores afsnit.
Om natten brød
helvede løs på den anden side af floden, og vi var fra vores stillinger nede
ved floden vidne til en fortvivlet kamp, som vores kammerater førte oppe på den
anden side. De blev trængt tilbage i
nattens løb, således at vi om morgenen konstaterede, at russerne nu var vores
naboer på den anden flodbred.
Som sagt lå den
anden flodbred langt højere, og vi var nu i en uhyre vanskelig situation. Russerne kunne i vid udstrækning observere
vores stillinger. I min kikkert så jeg
nøjagtigt, hvordan højtstående russiske officerer, let kendelige på de røde
opslag på deres frakker, dukkede op og iagttog vores frontafsnit. Og det varede heller ikke længe, før vi fik
den første advarsel fra den anden flodbred gennem ”ratsch-bumm"
beskydning.
Hele dagen lå vi
nu under artilleribeskydning, og så fik jeg ordre til at melde mig hos min
bataljonskommandør SS-Hauptsturmführer Martin
Kruse. Da jeg trådte ind i hans
kommandostand, så jeg, at han lå med det ene ben bundet ind. Han var blevet ramt af en granatsplint og
måtte bringes til forbindingspladsen.
Hans ordre var
kort og præcis: ”Kam, De overtager bataljonen". Så lå hele ansvaret for dette vigtige afsnit
på mine skuldre. Jeg indrømmer, at jeg ikke var særlig glad, for jeg var nu den
eneste officer, der var tilbage i bataljonen.
Alle fire kompagnier havde lidt mere end 100 mand.
Natten
faldt på, og der var forholdsvis roligt. Jeg var ustandseligt undervejs for at
opmuntre mine mænd og stirre ind i mørket efter fjendtlige bevægelser. Ved 3-tiden var jeg lige vendt tilbage,
dødtræt for at hvile en times tid i min bunker, da det fjendtlige artilleri
begyndte at hamre løs på os. I stormløb vendte jeg tilbage til vores skyttegrave,
og ville ikke tro mine egne øjne, da jeg pludselig så en del af mine folk,
overvejende det nye mandskab, komme løbende tilbage.
De
havde helt tabt hovedet i denne første ilddåb.
Det kostede al min indsats at få dem til at gå tilbage til deres
forladte stillinger, og jeg legede med mit liv, når jeg gik oppe på jorden
udenfor skyttegravene for at vise dem, at det hele ikke var så farligt.
I
mellemtiden var det ved at blive lyst - det helt rigtige tidspunkt for et
russisk angreb. Beskydningen var
optakten til et heftigt infanteriangreb, og selv om vi forsvarede os tappert,
lykkedes det russerne at bryde ind i vores stillinger og besætte et stykke af
vores skyttegrav.
I
dette afsnit befandt sig en høj med betegnelsen ”
Jeg
samlede alle mine mænd, som befandt sig i umiddelbar nærhed, og så kom mit
modangreb overraskende og omgående, og det lykkedes os at få højen i vores hånd
igen. Det varede ikke længe, så kom
russerne i en ny bølge, understøttet af kampfly, som fyrede på os.
Det
var en morderisk kamp, og vi måtte igen overlade vores stillinger til den vildt
kæmpende fjende. I løbet af dagen var
solen kommet frem, og sveden løb i strømme, så jeg måtte tage min frakke
af. I kampens virvar havde jeg glemt den
i skyttegraven.
Så
kom natten og sænkede sig over ven og fjende, døde og sårede. Jeg havde haft
alvorlige tab, og det gjorde mig særlig ondt at se, at en stor del af det unge
mandskab, som lige var kommet ud, var blandt de faldne.
Natten
blev bidende kold, så tænderne klaprede, dels af kulde, dels af det uhyre pres,
jeg havde stået under hele dagen. Jeg drak af min feltflaske og spiste en bid
brød - varm mad fandt ikke vej frem til os.
Jeg
længtes efter min dejlige varme frakke, som nu lå et eller andet sted længere
fremme i skyttegraven. Da jeg ikke kunne holde det ud længere, sneg jeg mig
langsomt frem gennem skyttegraven, meter for meter krøb jeg nærmere, hvert
øjeblik klar over at der kunne stå en russer over for mig. jeg hørte dem
tydeligt tale med hinanden, da jeg opdagede min frakke få meter foran mig. jeg
holdt vejret til jeg fik tag i den, og så kravlede jeg baglæns og trak frakken
efter mig. Den nat frøs jeg ikke mere !
I
mørket tilhørte initiativet den svagere, og derfor besluttede jeg at angribe
før daggry for at få højen tilbage. Vi
krøb frem gennem skyttegraven så nær ind på fjenden som muligt, og på mit tegn
kastede vi håndgranater og stormede frem gennem graven. En afdeling stormede ovenpå graven, og
overraskelsen var perfekt. Mange fjender
faldt for vores ild, og de, som overlevede, trak sig flugtagtigt tilbage. Da solen kastede sit første gyldne skær over
slagmarken, sad vi i vores gamle stillinger på højen, men jeg var godt klar
over, at det ikke ville vare længe, før russerne startede et nyt forsøg på at
smide os ned igen.
Det
var nu tredje dag, at vi næsten uden søvn, uden rigtig mad og til trods for
svære tab holdt stillingen. Nu meldte
min regimentskommandør, SS-Obersturmbannführer Hans Dorr sig over felttelefonen: ”Kam, hold ud lidt
endnu", og han understregede, hvor vigtig min opgave var - at holde
regiment Germanias venstre fløj og dermed forhindre,
at hele division Wiking ville
blive rullet op.
|
|
|
|
|
|
SS-Obersturmbannführer |
|
Medens
vi beskæftigede os med at gøre os kampklar, hørte jeg en ukendt lyd nede fra
floden, og vi troede ikke vores egne øjne, da et krigsskib dukkede op i en
krumning af floden.
Det
var en kanonbåd, som omgående åbnede ild mod vores stillinger, og jeg forsøgte
feberagtigt at alarmere vores artilleri, som jeg stod i forbindelse med per telegraf. Kanonbåden dængede os til med granater, og
jeg syntes, at der var gået en evighed, inden de første granater kom hylende
hen over os fra vores eget artilleri.
De
tvang skibet til at søge dækning længere nede ad floden, og så fulgte et nyt
angreb fra landsiden, men jeg måtte se to gange gennem min kikkert, medens de
nærmede sig. Det var ikke russere i
deres grøn-brune uniformer, men soldater klædt i mørkeblåt, altså
marine-elitesoldater som kanonbåden havde landsat. Glimrende udrustet kæmpede de hårdt og
frygtløst, flere gange nåede de ind til vores skyttegrave, men det lykkedes os
gang på gang at kaste dem tilbage. Det
var en kamp mand mod mand, og højen vekslede flere gange besidder den dag, men
da natten faldt på, holdt jeg min stilling med en håndfuld af mine tapre
mænd. Det havde været en skrækkelig dag,
som jeg aldrig vil glemme, og da nattens stilhed sænkede sig over os, stod den
næsten i uhyggelig kontrast til dagens helvede, som drønede i vores hoveder.
Vi
hørte tydeligt russernes råb og befalinger, medens de samlede deres døde og
sårede sammen, og vi forholdt os fuldstændig roligt. Jeg havde også haft meget
hårde tab, og det var smerteligt, når meldingerne kom om alle dem, der ikke
havde overstået den frygtelige kamp.
Så
kom en meddeler fra divisionen ind i min kommandopost og overgav mig den
befaling, at vi i nattens løb skufle trække os
tilbage. Min opgave var at dække
regimentets tilbagetog med mine sidste mænd som bagtrop. Min lille flok bestod nu af 42 mand. Det var alt, hvad jeg havde til overs."
Jeg
fik tildelt fire panserkampvogne, som ved daggry skulle køre os tilbage til
vores egne linier. jeg måtte nu overtage hele regiment
Germanias afsnit og simulere, at gravene var besat,
så jeg lod mine mænd bevæge sig gennem systemet og her og der affyre nogle
skud, således at fjenden troede, at hele besætningen var tilstede.
Der
herskede en uhyggelig stilhed, medens vi sneg os gennem skyttegravene og hvert
øjeblik kunne støde på en russisk stødtrop i færd med at undersøge terrænet. Men alt gik godt.
Jeg gik knapt
hundrede meter tilbage for at få forbindelse med de fire panservogne, og det
var ikke svært at finde dem i mørket, for der hørtes støj fra håndteren med værktøj.
Da jeg nåede frem,
fik jeg den chokerende meddelelse, at en af larvefødderne var sprunget af, og
at besætningen feberagtigt forsøgte at montere den igen.
Medens jeg
hviskende underholdt mig med kommandanten, dukkede der pludselig tre mænd frem
af mørket med nøjagtig kurs mod os. På
grund af mørket, min lange frakke uden skulderstropper eller rangdistinktioner,
og en russisk pelshue, som jeg havde på, havde de forvekslet mig med en russisk
officer. Deres anfører trådte hen foran
mig, lagde hånden hilsende på huen og sagde ”Straptede
Pan Officer” (god aften, hr. officer). Vi stod et par sekunder som lammede, så rev
jeg min revolver op med ordene ”Ruki Ver” (hænderne op).
Nu var det
russernes tur til at stå som ramt af lynet.
Vi afvæbnede dem alle tre og så til vores overraskelse, at to af dem bar
nogle dunke på ryggen. Da vi åbnede dem
og duften af varm suppe slog os i mode, var vi nærmest målløse. Vi havde ikke
fået varm mad de sidste tre dage, og russerne delte villigt ud til os. Medens vi slubrede den varme hirsesuppe
begærligt i os, begyndte en af pansermændene, som talte perfekt russisk, at
udspørge dem.
De var på vej med
mad til deres kommandostand og var uden besvær gået igennem vore tyndt besatte
linier. De forklarede, at der befandt
sig flere bataljoner i vores umiddelbare nærhed, og deres håndbevægelser lod
forstå, at de snarere befandt sig bag end foran os.
Nu gjaldt det om
at holde hovedet koldt. Hvis russerne
fik den mindste mistanke om de virkelige forhold hos os, ville de uden tvivl
omgående angribe, og vi ville ikke have en chance. Vi lod de tre fanger forstå, at der ikke
ville ske dem noget som helst, hvis de forholdt sig roligt og fulgte vores
anvisninger. Jeg fordelte nogle cigaretter blandt dem, og de var nærmest glade
over at slutte sig til os.
Nu blev arbejdet
på panservognen genoptaget, men efter en times forløb meldte
panserkommandanten, at han måtte give op, og at vognen ikke kunne gøres
kampklar. Jeg fandt hurtigt mine sikkerhedsposter, som stod mellem mig og
frontlinien og gav ordre til, at mine mænd skulle forlade skyttegravene
gruppevis.
Det er ikke så let
at fjerne sig fra fjenden, uden at han mærker det, og man må regne med, at han
følger efter, så snart han opdager, at vi er ved at forsvinde. Ved indbyrdes sikring nåede de tilbage, uden at
der skete noget, og ved 4-tiden var vi alle samlet ved de fire
panservogne. Det var en lille flok af
mine tapre gutter, som stod omkring panserne og hurtigt fik en mundfuld varm
suppe.
I mellemtiden
havde pansermændene gjort deres ene vogn klar til sprængning, ladningen ville
gå i luften i løbet af 10 minutter.
Hurtigt entrede vi de tre panservogne, og jeg gav tegn til afgang. De mægtige motorer drønede, og vi rullede
tilbage. Efter få minutter blev luften
sønderrevet af et mægtigt brag, og en vældig flamme slog ud i mørket efterfulgt
af en række detonationer. Vi gav gas.
Efter en halv
times kørsel nåede vi et vandløb. Jeg har glemt at fortælle, at vores tre
fanger sad blandt os på panservognen, og det skulle vise sig at være et stort
held. Floden var så dyb, at vi ikke
kunne sætte over. Den ene russer må have
haft et godt kendskab til terrænet, for han dirigerede os længere op ad floden,
og her fandt vi et vadested, hvor vi uhindret kunne nå over til den anden
side. Vi fortsatte farten, men pludselig
fik vi geværild forfra - det var nu vores egne linier, vi havde nået, og så
gjaldt det om hurtigt at få affyret tre grønne signalpatroner som tegn på, at
vi var egne tropper.
Vi havde med vores
indsats holdt en nøglestilling i tre dage mod en mægtig overmagt, og der blev
sagt mange rosende ord ved regimentskommandoposten.
Hans Dorr så på mig med et særligt blik, da han sagde: ”Kam, das
haben Sie grossartigt gemacht” (Kam, De har
gjort det storartet). Jeg erfarede først senere, at han havde indberettet det
til Wikings divisionsstab, og at jeg var blevet
indstillet til ridderkorset.
Efter de hårde,
med store tab førte kampe nordøst for Warszawa og i den ”våde trekant” lå
division Wiking i stilling ved Modlin. De totalt udpumpede tropper fik en fortjent
pause. Nyt mandskab, særlig fra
luftvåbnet, blev uddannet og indrullet i enhederne.
Søren Kam får
ridderkorset ved en simpel ceremoni 7. februar 1945. Nazityskland har
ikke længere overskud til de stolte parader, ceremonier og højrearmssving,
der har præget de tidlilige år under Hitler. Nu er det hele død og ragnarok, og et af
tidens ordsprog på de tyske gader lyder ”nyd krigen, for freden bliver
frygtelig".
Det har ofte
forlydt, at føreren personligt sætter det lille symbolske kors fast på den
23-årige danskers tøj. Det er ikke
rigtigt, og Søren Kam siger, at det har en dansk journalist opfundet og alle
skriver af fra ham.
Det kunne under
normale omstændigheder have været Hitler, som personligt tog sig af hædringen, men forholdene tillader det ikke. Søren Kam fortæller:
Vi lå på det
tidspunkt i svære kampe i Ungarn, og division Wikings
kommandør, SS-Oberführer Karl Ullrich,
gjorde mig klart, at jeg i øjeblikket var ”unentbehrlich”
(uundværlig) på fronten. Han besluttede
derfor at dekorere mig omgående.
Umiddelbart bag fronten blev der opstillet en æresgarde, og foran denne
formation hængte SS-Oberführer Karl Ullrich ridderkorset om min hals.
|
|
|
|
|
|
SS-Oberführer |
|
Altså ikke de
store dikkedarer, da Søren Kam tildeles den store hæder. Og dog.
Da kampene i området stilner af, får han en særlig ”tapperhedsorlov”,
hvorunder han skal melde sig i førerhovedkvarteret i Berlin, måske til audiens
med Hitler selv. Kam rejser med
militærfly fra Wien til Tempelhof-flyvepladsen i
Berlin i begyndelse af marts 1945 og bliver kørt gennem den sønderbombede tyske
hovedstad.
Kørslen igennem
Berlin var deprimerende, men overalt blev der arbejdet og ryddet op, man kunne
virkelig respektere berlinerne for deres utrolige livsmod, husker Kam i dag.
I SS ”Führungshauptamt” bliver han modtaget af SS-Obergruppenführer (general) Gottlob
Berger.
|
|
|
|
|
|
SS-Obergruppenführer |
|
Jeg blev modtaget af
ham med meget hjertelige ord, som gav udtryk for hans særlige velvilje overfor
min person. Og så kom den store
overraskelse:
Adolf Hitler
modtog et antal højt dekorerede soldater i sit hovedkvarter hen på aftenen, og jeg
var udset til at være blandt deltagerne.
Det var klart, at jeg også havde Gottlob
Berger at takke for denne særlige udmærkelse.
|
|
|
|
|
|
Adolf Hitler |
|
Det var allerede
mørkt, da vi kørte til førerhovedkvarteret i Vosstrasse
til Reichskanzlei.
Sammen med fem andre soldater, to menige og tre officerer, som alle var
blevet udmærket med de højeste ordener i de sidste dage, blev vi ført ind i et
større rum, hvor vi tog opstilling. Jeg var den eneste Waffen-SS
soldat, de øvrige var fra værnemagten.
Før vi betrådte
det værelse, hvor Hitler ville modtage os, måtte vi aflevere vores bælte med
skydevåbnet, en særlig undersøgelse blev ikke foretaget. Hvis en af os havde gemt en pistol i lommen,
havde man uhindret kunne tage den med ind.
Det varede nogle minutter, hvor vi stod tavse, og en uhyre spænding
lagde sig over os. Det var, som om
sekunderne kun langsomt sneg sig af sted.
Så blev døren
pludselig åbnet, og Hitler trådte ind, fulgt af en række højtstående officerer,
deriblandt feltmarskal Keitel, som jeg kendte fra
billeder. Også Gottlob Berger var blandt de
officerer, som ledsagede Hitler. Før
døren blev lukket, betrådte to SS-Hauptscharführere
(oversergenter) rummet, bevæbnet med maskinpistoler.
|
|
|
|
|
|
Feltmarskal Keitel |
|
Hitler gik lige frem
til os, som hilste ham i stram holdning med oprakt højre arm. Han trykkede os i hånden en efter en, og hans
øjne med det fascinerende blik borede sig ind i vores. Jeg indrømmer, at mit
hjerte bankede, så jeg kunne mærke
det i halsen.
Da turen kom til
mig, og jeg meldte mig som SS-Obersturmführer Kam, I.
bataljon Germania, division Wiking,
trådte general Berger hen ved siden af Hitler og sagde ”Mein
Führer, Søren Kam ist dänischer Freiwilliger und hat
den Krieg vom Anfang an der
Ostfront mitgemacht” (Min
fører, Søren Kam er dansk frivillig
og har gjort krigen med på østfronten fra begyndelsen).
Et svagt smil
spillede om Hitlers mund, medens han betragtede mig.
I den korte tale,
han holdt til os, takkede han os for vores troskab og tapperhed, som fandt
udtryk i de høje udmærkelser, som vi bar.
Han opfordrede os til ikke et sekund at tvivle på
“Endsieg“ (den endelige sejr), som ville komme: „Wir werden über eine Waffe
verfugen von der unsere Feinde sich keine Vorstellung machen, wir müssen nur
noch kurze Zeit aushalten bis diese Waffe zum Einsatz kommt“. (Vi vil råde over
et våben, som vores fjende ikke gør sig nogen forestilling om. Vi må blot holde ud en kort tid endnu, før
dette våben kan komme i brug).
Altså har vi
alligevel et hemmeligt våben, for det igennem mit hovede.
Tænkte Hitler på den tyske atombombe?
Der blev jo på det tidspunkt arbejdet feberagtigt på den, som man senere
erfarede.
Da Hitler forlod
rummet, bemærkede jeg hans lidt slæbende gang.
Den venstre arm hang ubevægeligt ned, en følge af attentatet 20. juli
1944.
Han virkede rolig,
og hans blik var fast og klart. jeg må sige, at det dengang var en umådelig
stor oplevelse for mig at stå over for den mægtigste mand i Europa, som havde
tvunget alle landene omkring Tyskland i knæ.
Hvis jeg på dette
tidspunkt troede på den endelige sejr, så var det kun, fordi jeg ikke ville
indrømme over for mig selv, at krigen var tabt for os. På vejen tilbage til SS-Führungshauptamt (SS' hovedkvarter) talte jeg med Berger om mine indtryk og takkede ham, fordi jeg havde fået denne
oplevelse.
Som belønning får Søren Kam en uges orlov, og den følgende dag vækker
hans ridderkors opsigt på Berlins gader, da han går rundt for at besøge venner
og kendte steder.
Jeg stod foran det store pragtfulde hotel Bristol på Unter
den Linden, hvor jeg ofte havde boet, nu var det kun en ruin. Men hvor jeg beundrede berlinerne, de var i
godt humør og elskværdige som altid. Det
imponerede mig, når Hitler-jugend drenge kom løbende og stod ret for mig og bad
om en autograf. Efterhånden vænnede jeg mig også til, at alle menige og
officerer gjorde honnør så snart, de så mig.
Nu var jeg blandt de helt udvalgte i den tyske nation. Hvem er ikke
modtagelig for sådanne følelser, når man kun er 23 år?
Søren Kam er formentlig den sidste dansker, som ser Adolf Hitler i
live. Mindre end to måneder senere, 30.
april, begår føreren selvmord, mens den røde hær er ved at indtage Berlin. Få
dage senere kommer Det Tredje Riges endelige kollaps.
Da er Søren Kam i det sydlige Tyskland.
Efter at have skjult sig en tid , slipper han
af med sin uniform og begynder at kalde sig Peter Müller. Han finder arbejde i
det lokale landbrug og går under jorden.
Han slutter krigen med rang af SS-Obersturmführer
(premierløjtnant).
Kilde: ”Dansk
Dødspatrulje” af Erik Høgh-Sørensen fra 1998.
Retur: Brug pil tilbage