|
Kommentar. |
Olaf Nielsen fortæller.
Partisanen
Men tilbage til Savodskoje i marts 1943. Vi blev der i tre-fire uger. Det
var en fredelig tid. Russerne på den modsatte side af Donets
holdt sig i skindet og foretog kun enkelte småangreb
med morterer. Af og til kom der en natlig spejderpatrulje på besøg, men de slap
aldrig igennem vore linjer ved flodbredden.
Så brændte det på
et andet sted ved fronten, og som så ofte før fik man pludselig brug for »Wiking«. Vi var den hurtige division, som var vant til at
blive flyttet fra brændpunkt til brændpunkt, også fordi vi var fuldt
motoriserede. Hvor det kneb for væmemagtens infanteri og andre enheder, blev der tit sendt
bud efter SS-divisionerne.
Nu gjaldt det et
område længere mod nord - men stadig i Donets-bækkenet
- hvor der var livlig aktivitet af ukrainske partisaner samtidig med, at der
foregik en opmarch af regulære russiske styrker på den anden side af
floden. Det havde divisionens
observationsflyvemaskiner fundet ud af.
Vi gik ind i de
nye stillinger, efter at en bataillon fra værnemagten
havde overtaget Savodskoje. Det var rigtigt nok, at
der var mange partisaner bag vore linjer. Om natten kom de berygtede
»Symaskiner«, vort øgenavn for en gammeldags enmotores
flyvemaskine, som russerne benyttede til natlige strejftog ind over tyskernes
stillinger og baglandet. Dens motor
mindede virkelig om lyden af en symaskine. Disse flyvere var mistænkt for at
forsyne partisaner med våben og ammunition, hvad der bekræftedes af, at der
næsten altid i forbindelse med deres besøg blev opdaget brande på de
vidtstrakte marker i passende afstand fra de landsbyer, hvor tyske soldater
opholdt sig. Ingen var i tvivl om, at
bålene var antændt af partisaner for at vise »symaskinernes« piloter vej til
nedkastningssteder.
Patruljer fra
vores bataillon holdt hver nat skarpt udkig efter de
natlige bål. Det lykkedes ved flere lejligheder hurtige motoriserede grupper at
nå frem til nedkastningsstederne, inden partisanerne var sluppet bort med deres
bytte fra »symaskinerne«.
Hvad skete der med
sådanne tilfangetagne partisaner?
Det var en af mine
uhyggeligste erfaringer fra Østfronten. De fleste af dem blev skudt uden
pardon. Chefen for det kompagni, som den pågældende patrulje tilhørte, udpegede
en eller anden fra patruljen til at
gøre kort proces efter hjemkomsten fra en sådan ekspedition. Så traskede
bøddelen af sted ud i baglandet med partisanen foran sig, med en skudklar
riffel. Der lød et skud, og lidt efter kom soldaten tilbage.
SS-division Wiking har ikke tid til at sende den slags fanger tiIbage til fangelejre
langt bag ved fronten, sagde vores bataillonskommandør.
Jeg kunne ikke
lide det, men jeg var efterhånden blevet så meget soldat af det hårde liv, vi
nu førte, at jeg ikke tænkte så forfærdelig meget over det. Hvad skulle jeg
kunne gøre ?
Jeg var glad for,
at jeg aldrig fik ordre til at tage
en sådan fange med ud på »spadseretur«. Men det skete, at der blev taget
enkelte partisaner til fange, som en
eller anden kompagnichef mente havde særlig betydning.
Det kunne være, fordi han virkede mistænkelig ved sin fremtræden. Så skulle han
i forhør hos sikkerhedsofficeren i regimentsstaben. Overførslen af en sådan
fange foregik nemmest og hurtigst ved hjælp af motorordonnans.
Den opgave fik jeg
i et tilfælde.
Partisanen var en
ca. 40-årig mand, snavset og pjaltet og naturligvis ubarberet på grund af det
særlige job, han havde beskæftiget sig med. Men med et intelligent glimt i
øjnene.
Der var ikke andre
motorordonnanser til disposition netop i det øjeblik end mig. Men min
motorcykel havde ikke noget bagsæde. Normalt foregik sådanne fangetransporter
pr. »krad« på den måde, at fangen blev anbragt i
sidevognen, og fodmelderen, der sædvanligvis sad dér,
satte sig op på bagsædet. Det kunne der ikke blive tale om i dette tilfælde.
Jeg måtte køre af sted til regimentet alene med partisanen. Uden en ledsager
til at holde øje med fangen. Han blev bagbundet og
anbragt i sidevognen, og jeg fik en pistol udleveret, i tilgift til den
sædvanlige karabin, jeg altid havde hængende over skulderen. Skulle fangen
forsøge at flygte, kunne jeg hurtigere få fat i pistolen end geværet.
Vi tog af sted ved
morgengry. Der var ret lang vej til
regimentets hovedkvarter i en større landsby. Vi passerede en skov, og jeg
måtte køre meget langsomt, fordi der som sædvanlig var mange store huller i
vejen.
Pludselig, mens
jeg havde hele opmærksomheden henvendt på kørslen, sprang partisanen ud af
sidevognen, rullede ned i vejgrøften, kom hurtigt på benene - skønt han altså
var bagbundet - og begyndte at løbe ind i skoven. Så hurtigt som muligt
standsene jeg Zündappen og greb pistolen. Jeg fyrede
fire-fem skud af og ramte ham i ryggen. Han faldt om. Han var meget hårdt såret
og døde få minutter senere. I den tid stirrede han uafbrudt hadefuldt på mig.
Der kom ikke en lyd fra hans læber. Han klagede sig ikke, skønt han må have
haft stærke smerter efter de to-tre skud, der havde ramt ham i overkroppen. Jeg
kunne intet stille op. Jeg havde før stået over for kammerater, der var hårdt
såret og vidste allerede, hvornår det var så slemt fat, at man ikke kunne
hjælpe.
Da han havde
udåndet, slæbte jeg ham hen til motorcyklen igen, fik ham med besvær anbragt i
sidevognen og vendte om, tilbage til bataillonen. Det
var ingen nytte til at køre til regimentshovedkvarteret med en død partisan.
Han kunne jo intet have fortalt.
Men - det var det
første menneske, jeg dræbte i krigen i Rusland. Og ikke engang i regulær kamp.
Jeg følte det som et drab. Jeg er aldrig kommet over det.
Kilde:
Slettet af rullen. Aros 1977.