Retsopgøret efter krigen.

Loven med tilbagevirkende kraft som de fleste frivillige blev dømt efter var "Lov nr. 259 af 1. juni 1945 om tillæg til Borgelig Straffelov angaaende Forræderi og anden landsskadelig Virksomhed".

”Lov med tilbagevirkende kraft”, hvilket er ensbetydende med afstraffelse for noget, der ikke var ulovligt i gerningsøjeblikket. Det er en form for afstraffelse som den civiliserede verden tager afstand fra. Kun i to lande i hele verden har regeringer accepteret sådanne loves vedtagelse, nemlig i Danmark og i Siam, nu Thailand. I Siam nægtede dommerne at dømme på dette grundlag, medens dommerstanden i Danmark kom til at accepterede det.

Det hedder i teksten: ”Lovens § 1 omtaler, at denne bestemmelse vil blive anvendt på handlinger, der er foretaget i tiden fra den 9. april 1940 indtil et år efter lovens ikrafttrædelse. Herudover omtaler § 1, a handlinger foretaget den 29. august eller før, er straffri.”

Over 100 jurister sendte regeringen en protestskrivelse i anledning af denne lov og opfordrede til, at lade alene frivillig krigstjeneste være straffri, men ingen hørte dem. Professor i retsvidenskab, W.E. von Eyben, skriver i bogen ”Thi kendes for ret” (1968), at regeringen ikke havde andet valg end at straffe de, frihedskæmperne forlangte, hvilket tyske kilder forklarer således. ”Sabotørerne truede med at skyde de ca. 40.000 danske statsborgere, disse uden lovhjemmel havde arresteret, dersom de ikke fik en lov, hvorefter disse kunne straffes. Således blev ”loven med tilbagevirkende kraft” tvunget igennem. Også de, der ifølge §1 var straffri, fordi deres handling var afsluttet før 29. august 1943, blev straffet.

At det danske retsvæsen dømte på dette grundlag indikerer, at domstolene ikke er uafhængige, som grundloven byder. 

Lovens § 4 omhandler hvilke straffe der kunne komme i anvendelse og der tales kun om fængsel og livsstraf. Livsstraf betegnes som henrettelse ved skydning. Fængsel betegnes som fængsel fra 4 år til livstid.

Lovens § 6 omtaler tab af "almen tillid", hvilket vil sige, at man oven i en evt. fængselsstraf også kunne få bl.a. frataget sin stemmeret og valgbarhed.
Man kunne ikke ansættes i offentlige jobs, mistede retten til at blive læge, sagfører eller anden virksomhed der krævede offentlig autorisation. Herudover kunne man miste retten retten til at opnå næringsbrev som selvstændig erhvervsdrivende.

Lovens § 10 var den paragraf som de fleste Frikorps Danmark folk blev dømt efter.
"Den, som har hvervet eller ladet sig hverve til tysk Krigstjeneste, straffes med fængsel. Hvor særlige Hensyn gør sig gældende, kan der finde Strafnedsættelse Sted, og under ganske særlige Omstændigheder kan Tiltale udelades.
Med Fængsel endvidere den, der har gjort Tjeneste i et Korps, som virkede i Tilknytning til Besættelsesmagten mod den danske Stats lovlige Organer eller dens Borgere, eller som iøvrigt her i Landet i tysk Tjeneste har udøvet Virksomhed af Politimæssig Karakter.
For den, som efter den 19. september 1944 har udøvet politimæssig Virksomhed ved Tjeneste i Hipo-Korpset, Sommer-Korpset eller lignende Organisation, er Straffen Livsstraf eller Fængsel ikke under 10 år.".
( Den i § 10 omtalte dato, 19.september 1944, var datoen for Tysklands arreststation af det danskepoliti )

Straffene.
Som lovens § 1 omtalte, var minimumsstraffen 4 års fængsel.
De første domme der blev afsagt over tidligere frikorps/Waffen-SS folk, blev ” frifindelse ” – en protest storm og anke medførte dog en konsekvent ændring til idømmelse af 4 års fængsel, uanset hvad de havde foretaget sig.
Senere, som der kom flere og flere sager for domstolene, oplevede man domme der "spredte" sig fra 2 år til 4 års fængsel, og mange gange for forhold der var mere eller mindre ens.
I et tilfælde hvor byretten gav mindre end 4 år, skærpede landsretten dommene. 

Anklagemyndighederne udviste i 1945 stor ihærdighed på at få folk dømt, selv for "små" sager.
En mand, hvis søn havde været i Frikorps Danmark, blev anset for at have sympati for den tyske værnemagt. Han modtog i 1942 en henvendelse fra værnemagten. De ville installere en telefon i hans hjem, således de kunne telefonere hvis deres egne telefonlinier blev afbrudt. Han fik ved henvendelsen besked på, at modsatte hans sig installationen af telefonen, ville den blive installeret alligevel. Han protesterede ikke. Telefonen blev fjernet igen i 1944.
Underretten takserede "ugerningen" til 4 års fængsel. Landsretten frifandt ham. 

Der blev dømt 13.521 danskere ved de danske domstole. Af disse var ca. 3.300 domme over tidligere soldater af Waffen-SS (Frikorps Danmark, Division Wiking, Division Nordland o.s.v.).

Minimumsstraffen var som tidligere nævnt, j. fr. lovens § 1, 4 års fængsel.
Gennemsnittet af dommene blev 2 - 3 år, idet der blev indregnet tid i allieret fangenskab . Den politiske ændring i Europa – den kolde krig – samt at få krigen lidt på afstand betød også et mere realistisk billede af krigen og dens gerninger hvilket medførte generelle straffe nedsættelser.

"Særlige" personer, som f. eks. officererne, blev idømt hårde straffe.
Omkring ca. 100 danske officerer gjorde tjeneste i Waffen-SS. Ved lov af 25. maj 1945 blev samtlige officerer afskediget uden pension og straffesager blev indledt, uden hensyntagen til cirkulærerne der blev udsendt i 1941 (genindtrædelse, o.s.v).
Var dette løftebrud eller burde officererne have været klar over at regeringen var "nødt" til at gøre som de gjorde, da de muligvis var under pres fra den tyske besættelsesmagt.

Domstolene var dog ikke helt upåvirket at de særlige omstændigheder (cirkulærerne) i forbindelse med deres krigstjeneste, men straffeniveauet lå noget højere en de føromtalte domme over menige soldater .

En kaptajn havde meldt sig til Frikorps Danmark (efter at have trådt uden for nummer og meldt sig til Waffen-SS før den 9. april 1940) og gjort tjeneste på Østfronten, senere i division Wiking og andre afdelinger af Waffen-SS. Han blev af underretten dømt 2 års fængsel, hvor det blev fremhævet at han "som kaptajn i den danske hær måtte indse, at han ved at lade sig hverve til tysk krigstjeneste på et tidspunkt hvor Danmark var besat af tyske tropper, begik en landsforræderisk handling".
Der blev i dommen understreget at straffen var blevet nedsat til 2 år p.g.a. cirkulærerne der var udsendt i 1941.
Landsretten skærpede dommen til 5 år da "tiltalte ikke kan antages at have troet at have handlet efter anvisning af lovligf dansk myndighed".
Højesteret nedsatte straffen til 3 år.
En gruppe på 3 dommere i denne sag mente at landsrettens dom skulle stadfæstes. Andre 3 dommere ville nedsætte dommen til 1 år, under henvisning til "tilladelsen".
En af dommerne mente ligefrem at at det var "pinligt" at straffe officeren.
Ovenstående doms synspunkter gik igen i de fleste af sagerne mod de danske officerer.

Andre danske officerer eks.

Kaptajn Erik Lærum blev ved underretten idømt 4 års fængsel. Landsretten skærpede dommen til 8 års fængsel. Højesteret "nedsatte" dommen igen til 4 års fængsel.

Erik Lærum

Oberstløjtnant Christian Poul Kryssing blev i november 1946 idømt 8 års fængsel ved Københavns Byret, som anså det for en skærpende omstændighed, at han havde fortsat tjenesten i Waffen-SS efter at han i 1942 var blevet fjernet som Frikorps Danmarks første chef. Han måtte anses at være et "symbol" på samarbejdet med Tyskland.
Landsretten nedsatte dommen til 4 års fængsel.

Christian Poul Kryssing

Ingen dansk soldat i Waffen-SS blev dømt til døden alene for sine gerninger på Østfronten.
Bl.a. K. B. Martinsen blev dømt til døden og henrettet for hans gerninger i Danmark som chef for Schalburg-Korpset.

Knud Børge Martinsen

Er du blevet mere interesseret i retsopgøret, kan jeg anbefaler Ditlev Tamms over 800 siders store værk fra 1984, "Retsopgøret efter besættelsen".