Denne fortælling er en "fortælling" med relation til emnet på min hjemmeside.

På slingrekurs med Caroline.

Indledning.
Afskrift af lydspor fra TV udsendelse mandag den 8. januar 2001 kl. 21.25 på TV2.
Udsendelsen hed: ”På slingrekurs med Caroline”.
Udsendelsen handler om en gruppe vidt forskellige menneskers tur til Estland, Letland og Litauen. Turen foregik med en gammel coaster der hed ”Caroline”. Udsendelsen er første del af en serie.
I denne udsendelse møder gruppen bl.a. tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen.

Uffe Ellemann-Jensen

På et tidspunkt i udsendelsen er gruppen kommet til byen Narva i Estland.
Desværre kan jeg jo ikke her vise levende billeder fra udsendelsen, men her er afskrift af lydsporet.

Estland. Narva ligger i
den nordøstlige del (se pilen)

Udsendelsen på TV.
Den del af udsendelsen, der har relation til emnet på min hjemmeside, gengives herunder.

Speakeren for udsendelsen siger:
”Det er ejendommeligt som den nære og fjerne danmarkshistorie bliver ved med at forfølge os denne rejse.
Fra det heltemodige til det glorværdige, til det som de fleste af os nok er mindre stolte af.
Vi er ved Narva, ved ”Det Blå Bjerg”, hvor et af 2. Verdenskrigs mest forbitrede slag rasede i månedsvis.
På tilbagetoget fra Leningrad i 1944 holdt Værnemagten de fremrykkende russere tilbage mens 100.000 af civile tyskere flygtede fra Baltikum og Østersøen.
Men Hitlers vigende krigsmaskine bestod ikke kun af tyskere.”

Ordet går herefter til Uffe Ellemann-Jensen, som siger:
”Stedet her hedder Det Blå Bjerg, her stod nogle af de aller blodigste slag i 2. Verdenskrig, for da tyskernes krigslykke var vendt da havde de liggende en meget stor styrke her på det smalle stykke der er i mellem den Finske Bugt og så de sumpe der ligger lige syd for her.
Og i et halv år lå tyskerne og esterne og kæmpede mod Den Røde Hær som trængte frem fra Leningrad som havde været belejret og det blå bjerg der det indgår meget stærk i Estlands historie, for de kampe der var her gjorde det muligt  for dem at få mange mennesker af sted til Sverige, så for dem var det jo heltemodige slag og set med deres historieopfattelse der var det tyske hjælpetropper der var her, det var deres hjælpere til at holde den røde hær tilbage, men alligevel gibber det jo i en når man kommer, som jeg gjorde første for et års tid siden og pludselig ser den sten stå her.
En sten som jeg får at vide af lokale folk, er rejst i slutningen af 1998 og som er en mindesten for regiment Danmark, som var skabt af resterne af Frikorps Danmark, og hvor et ganske stort antal danske Waffen-SS soldater deltog i slaget her. Så bliver der altså rejst sådan en mindesten af nogen kredse i Danmark, som mindes regiment Danmarks indsats, både her også hvor de ellers har kæmpet, i Kroatien hvor der har været om ganske grove krigsforbrydelser. I Rusland, Estland, Letland, Kurland, for herfra der drog resterne af tropperne herfra, de drog til det nuværende Klejpeda i Litauen, Memel, der lå også en lomme  der meget længe forsvarede sig mod den fremrykkende røde hær, og endeligt så de sidste rester nåede frem til Berlin. Og det er jo lidt et chok for mig som dansker at komme og se det der, for det er jo et stykke danmarkshistorie, som vi aldrig rigtig hørte om da vi gik i skole. Altså, det er først her for ganske nyligt at nogle unge forskere, der ikke har været tynget af at have levet under og lige efter krigen, er begyndt at fortælle historien om hvor mange danskere der i virkeligheden deltog i det her. Der var jo tale om at ikke færre end 6.000 danske soldater, med den daværende regerings velsignelse, gik ind i Frikorps Danmark, og derfor kæmpede i det der hed Waffen-SS, og det var gode soldater, hvis man kigger alene på kvaliteten af den indsats de gjorde. Dem der kæmpede her, og i dag betragtes som helte af esterne, der var professionelt set utroligt gode soldater, og det der i hvert fald for mange af min generation er lidt af et chok,  at vi så sent skal få at vide hvor mange der var, og at det ikke kun var samfundets bærme, som vi fik at vide da jeg gik i skole, men at der var mange andre der også var med. Og det er vel også forklaringen på at sådan en sten kommer til at stå, altså der må være en eller anden organisation der finansiere den slags, for det er jo ikke det eneste sted i Baltikum at der pludselig er dukket mindesten op om en indsats som vi egentlig helst vil skubbe tilbage i fortiden og bøje hovedet lidt i skam over.”  

 

Tre billeder af stenen.
Fotograferet fra TV skærmen
(beklager den dårlige kvalitet)

Speakere siger herefter:
”Med til skammen hører vel også at de af dem der overlevede, de blev straffet da de kom hjem”.

Uffe Ellemann-Jensen forsætter:
”De blev straffet da de kom hjem, ja. Og det er jo et af de mærkelige kapitler i besættelseshistorien, ikke sandt, at der altså rejser nogen ud, blandt dem mange fremragende dygtige officerer, der havde ønsket at kæmpe mod Tyskland den 9. april, men så vælger derefter, i en eller anden form for reaktion, eller hvad ved jeg, så vælger og gå ind og kæmpe imod Den Røde Hær. Og det er så dem der får en mindesten her i Estland i dag, og hvor esterne udmærket er klar over , at det er problematisk for os. Se nordmændene var her jo også. Der var jo også et regiment Norge, og der er altså rejst et mindesmærke for dem som kom her fra Norge, og man kan se at der er åbenbart nogen der kommer og lægger blomster, stadigvæk for mindestenen. Og den tredje mindesten der står her det var flamlændere fra Belgien, ”Unbekente soldaten it Flanderen”, der også var i en Waffen-SS enhed som kæmpede her. Og det var jo disse støttetropper fra hhv. Danmark, Norge og Flandern, der lå her og støttede esterne i at holde Den Røde Hær tilbage i et helt halvt år. Esterne siger selv, at Det Blå Bjerg var her, var deres Monte Cassino (note 1), så det indgår i deres historie ganske stærkt. Og det er altså også, hvad enten vi kan lide det eller ej, en del af vores historie på godt og ondt.” 

Speakeren fortsætter:
”Det kan måske undre at de tre sten har fået lov at stå uforstyrret, og uantastet, netop i et område af Estland, hvor over 90 % af befolkningen faktisk er russere. Men det hænger som sagt til dels sammen med en anden historieopfattelse i disse lande, dels med at russerne ikke lader sig provokere af mindesmærker, der er rejst for dem, som kæmpede imod dem. Men Anne Lajrete, der er lærerinde på skole lige ved siden af, var vidne til den højtidelighed, der fandt sted da stenene blev rejst.”

Her følger en afskrift af underteksterne af Anne Lajretes udtalelser:
”Så vidt jeg husker, mødtes de mænd her der engang havde kæmpet her, og de var danskere. De besøgte gamle kampområder, nogen havde de hårde med gensynet end andre. Det forstås. Engang i vinters, jeg husker ikke præcist hvornår, valgte de stedet her og vi bød dem på middag her i vores klubhus. Noget senere blev disse sten bragt herud, og som jeg forstod, stammede stenene fra deres hjemland. Der var selvfølgelig et orkester, for der var jo tale om mindesten. Vor borgmester var med, der blev holdt taler og man mindedes de historiske begivenheder, der har udspillet sig her i området. Jeg er ret liberalt tænkende, jeg dømmer ikke folk efter deres nationalitet, for mig er det bare et menneske, nationaliteten er ligegyldig. Med disse sten her, hvem ville i det hele taget drage i kamp den gang. Ingen, alle havde en mor, deres kære de skule forlade. Det var smerteligt for alle”.  

Herefter går billedet tilbage til Uffe Ellemann-Jensen, der siger:
”Jeg sidder i en kommission, som den estiske præsident Meri har nedsat. Vi er nogen mennesker udefra, der overvåger en historiegranskning af de menneskerettighedskrænkelser der er foregået i de lande, både under den tyske og den sovjetiske besættelse. Og vi er startet med at tage fat på den tyske besættelse, for at få mange af de historier gravet frem, og vi mødes så en gang imellem og hører de historikere aflægge rapport, som sidder og graver i de tonsvis af dokumenter der jo ligger i kældrene under de gamle forhørscentre. Og det er uhyggelige historier vi hører en gang imellem og det er altså også historier som der har været danskere involveret i og som har været gemt lidt væk i den mangel på historisk fornemmelse som man desværre tit finder i vores eget land.”  

---Slut på den del af lydsporet fra TV-udsendelsen, der har relation til min hjemmeside--

(note 1) =
Monte Cassino.
Benediktinerordenens moderkloster, ca. 80 KM nordvest for Napoli. Grundlagt år 529 af Benedikt af Nursia.
De fleste af Monte Cassinos bygninger blev opført i 1400 til 1700 tallet.
Monte Cassino blev næsten totalt ødelagt under 2. Verdenskrig, da de allierede under fremrykningen mod nord, støtte på en massivt tysk modstand.

Monte Cassino
før kampene

Monte Cassino
efter kampene