|
Kommentar. |
Sværdborg fortæller.
|
|
|
Sværdborg |
Ilddåb på
Østfronten.
- Stil
øjeblikkelig feltmæssig påklædt i kasernegården, lyder ordren, da vi bliver
vækket. Klokken er kun to om morgenen, og det er den 7. maj 1942.
Godt søvndrukne
tumler vi ud af sengene. Vi har kun sovet et par timer. I går var vi på en
anstrengende feltøvelse. I aftes holdt vi kammeratskabsfest med bål, sange og
masser af te med rom.
- Endnu en nat
ødelagt med alarmeringsøvelser, tænkte jeg godt ærgerlig, da jeg gør mig klar.
Men da våbenmesteren udleverer skarp ammunition til os, går det op for mig, at
denne gang er det alvor.
Hos foureren - den
befalingsmand der står for udlevering af tørkost - får hver mand en pakke. -
Den må kun åbnes, hvis i
bliver afskåret fra egne linier, lyder det.
I biler går det
til banegården i Posen. Vi er opstemte og glade. Endelig er vi på
vej til den krig, vi er blevet uddannet til. Frikorps
Danmark er på vej for at aflægge sit svendestykke. Dér hvor jungleloven - dræb eller dø -
gælder. Til fronten.
Vore modstandere er ikke længere en papskive.
Men derimod en ægte »Ivan«, sådan kalder vi den russiske soldat, som skyder
igen.
I Königsberg i
Østpreussen kører jernbanevognene direkte ind på en flyveplads. Først da får vi
at vide, hvor vi skal sættes ind. Demjanskkedlen. Det
er det sted, som Hitlers propagandaminister, Goebbels, helst hører omtalt som »Demjansk-fæstningen«.
Men kendsgerningerne
er, at omkring 80.000 tyske soldater har været omringet og indesluttet af
russiske styrker i dette område - på størrelse med Fyn - siden efteråret i
fjor. Alle forsyninger og forstærkninger kan kun komme frem til de tyske
styrker ad luftvejen. Ad historiens første luftbro.
Under ventetiden
på flyvepladsen får vi serveret varm mad fra flyvepladsens køkken. Men det er næsten spild af den gode mad. For
langt de fleste af os, er det første gang, vi er ombord i en flyvemaskine.
Maden når derfor kun lige at vende i maven, inden den kommer op igen.
|
|
|
Flytransport til Demjansk kedlen |
Vi er to grupper
med fuld udrustning i hver maskine. Så flyene er godt overlæssede. I grænsebyen
Plskov, i de tidligere Randstater, skifter vi til fly
med bevæbning. Samtidig får vi
jagereskorte.
For nu går det
over russisk kontrolleret område. På denne strikning flyver vi så lavt, at vi
tydeligt kan se landskabet under os. Synet er alt andet end opløftende. For så
langt øjet rækker, ser vi ødelagt materiel, nedskudte flyvemaskiner, afsvedne
træer samt bombe- og granatkratere.
Et tydeligt
vidnesbyrd om efterårets kampe og vort første møde med krigens barske
virkelighed. Den krig vi er på vej til at føle på krop og sjæl, tænker jeg.
Efter landingen får vi at vide, at vores jagerbeskyttelse har skudt to
sovjetiske flyvemaskiner ned på ruten. På flyvepladsen i Demjansk
modtages vi af kommandanten for division »Totenkopf«
- dødningehoveddivisionen. Korpset skal indgå i denne division som en bataljon.
Kommandanten,
»Papa Eiche« kalder soldaterne ham lidt respektløs,
synes jeg, byder os velkomne til divisionen. Hans velkomstord
er garanteret ærligt ment. For enhver chef må være glad for pludselig at få en
fuldt udrustet bataljon friske og kampklare tropper.
|
|
|
Theodor Eicke |
Vi kører til
forskellige russiske landsbyer, hvor vi skal være i kvarter et par dage, inden
vi sættes ind i kampene på selve hovedkamplinien fronten. Hvert kompagni stationeres i sin egen
landsby. Mit, det tredie,
kommer til byen Zemena.
Landsbyerne ligner
alle hinanden med to rækker huse over for hinanden. Mellem rækkerne er der
noget, som vel i fredstid kaldes for en vej.
Men under efterårets kampe er vejen kort helt op af tungt tysk materiel.
Ved at lægge
træstamme ved træstamme tæt op ad hinanden tværs over vejen har tyske
pionertropper lavet en slags kørebane.
Den går under betegnelsen »Rollbahn« -
rullebane. Den er livsvigtig for de
tyske tropper, fordi alle forsyninger fra flyvepladsen i Demjansk
føres frem ad den til de forskellige enheder ved hovedkamplinien.
|
|
|
Rullebane i sumpene ved Demjansk. |
Nogle steder er
rullebanen så smal og så tæt på de fjendtlige linier, at der er opsat skilte:
»Forsigtigt - fjendeindsigt!« står der på dem. Forsigtigheden består i, at man
giver køretøjerne fuld gas frem.
For russerne
gælder det om at genere rullebanen mest muligt, så de forhindrer tyskerne i at
bruge den. Det sker ved beskydning og angreb. Siden vinteren har rullebanen
været helt lukket af. En af vore første opgaver bliver at åbne denne
livsvigtige forsyningsvej.
Vi får et par dage
til at vænne os til tanken og området. Min første møde
med civilbefolkningen bliver en mærkelig oplevelse. Når vi får udleveret dagens
ration af varm mad og tørkost ved feltkøkkenet, stiller landsbyens beboere sig
op i håbet om at få lidt levninger fra køkkenet. Det sker, at nogle af de sultende
mennesker redder sig et stykke brød fra en af soldaterne. Mest unge kvinder med
børn er så heldige.
En dag ser jeg en
gammel kone stå lidt tilbage fra de andre landsbyboere. Tanken, at det kunne
være min egen mor, der står i sådan en ydmygende situation, slår ned i
mig. Efter en pludselig indskydelse går
jeg hen til hende. Med tegn og fagter lader jeg hende forstå, at hun skal holde
sit forklæde frem. Først ser hun forundret på mig. Men så forstår hun hentydningen og holder
forklædet frem.
Jeg hælder hele
molevitten af tørkost ned i hendes forklæde. Brød, pølse, margarine og en dåse
konserves. Men først da jeg hjælper hende med at lægge provianten til rette,
forstår hun, at det er hendes.
Så sker der noget,
jeg aldrig glemmer. Konen falder ned på knæ foran mig og forsøger at kysse mine
støvler. Hurtigt hjælper jeg hende op igen, for jeg føler det er nedværdigende
for hende, at hun knæler for mig.
I stedet slår den
gamle kvinde korsets tegn foran mig og siger en hel masse på russisk, som jeg i
sagens natur intet forstår af. Tilfældigt kommer vores tolk forbi, og jeg beder
ham oversatte, hvad konen siger.
- Hun har bedt for
dig og velsignet dig, fordi du har været god mod hende. Hun spår dig også og
siger, at du skal komme tilbage til dit land efter krigen, og at du vil blive
såret fire gange, fortæller tolken.
Jeg er nysgerrig
og vil vide hvor gammel, jeg bliver. - Det vil hun ikke svare på, forklarer
tolken. Men efter at have kigget på mig et øjeblik, siger konen: - Dit skæbnetal er to ens tal ...
Mere får tolken
ikke ud af den gamle kvinde. Endnu en gang slår hun korsets tegn for mit bryst
og humper så stille væk.
Jeg betragter mig
ikke selv som overtroisk. Men jeg ved dog, at der er mere mellem himmel og
jord, end vi mennesker kan, eller skal, forstå.
Derfor kan jeg
heller ikke lade være med at tænke på konens udtalelse om mit skæbnetal. Mit soldaternummer er 88. Den dag jeg besluttede
mig for at melde mig til Frikorpset var den 22/6-1941.
Lægger man disse
tal sammen: 22+6+19+41 giver det 88 ...
Men jeg når ikke
at filosofere videre over tallene. For pludselig bliver der slået storalarm.
Der er set russiske soldater i skovkanten et lille stykke fra landsbyen. En patrulje sendes ud, og kompagniet går i
stilling.
Det viser sig at
være falsk alarm. Mærkeligt nok føler
mine kammerater og jeg os ikke bange ved udsigten til dette første møde med
vores modstandere. Derimod er landsbyens befolkning hundeangste. De frygter
tilsyneladende deres landsmand fra den Røde Armé mere, end de frygter os.
Fra Zemena køres vi direkte til kampområdet, hvor vi skal ligge
i reserve, indtil vi skal afløse i stillingerne på selve hovedkamplinien.
Tredje kompagni
skifter stilling uafbrudt. Demjansk-kedlen er
sumpland med skov og buskbevoksning. Bortset fra på selve rullebanen vader vi
konstant i vand til anklerne. Vi har
hele tiden våde fødder. - Det har den fordel, at vi ikke får sure tæer, påstår
en kammerat. Efter yderligere en uges fri vadning
siger han: - Vi skal nok vade rundt lige så længe, som Moses spadserede rundt i
ørkenen. Men Moses ville garanteret være glad for noget af vores vand ...
Pludselig bliver
det alvor for tredje kompagni. Første og andet har allerede været i kamp og
ligger nu fast i stillinger på hovedkamplinien.
Der meldes om
russiske styrker mellem den og rullebanen.
Dem kan vi under ingen omstændigheder have løbende rundt dér. Så vores opgave lyder på enten at tage
russerne til fange eller – tilintetgøre dem.
Nu er der nerver
på hos alle. Det er trods alt første gang, vi skal i kamp. Ilddåben står nu
helt sikkert for døren. - Dan skyttekæde, lyder ordren. Og vi bevæger os frem i
terrænet på en linie ved siden af hinanden med fire-fem meter mellem hver mand.
Bajonetterne
beordres påsat riflerne. Et øjeblik senere får vi føling med de første russere.
De overgiver sig uden kamp. Pludselig bliver vi beskudt. Så er det om at komme
ned på maven.
Ved denne manøvre
glider mit kikkertsigte ud af sin skinne på geværet og ned i sumpvandet. Jeg er
udnævnt til gruppens skarpskytte. Men der er ikke megen finskydning
i mig, da jeg endelig får fundet kikkerten i mudderet. Når jeg ser gennem det,
er det som at se ud gennem en bilrude i regnvejr, når viskeren ikke er i gang.
Mens jeg fumler
med kikkertsigtet, er mine kammerater trængt længere frem, og jeg ved ikke
hvilken retning, de er forsvundet i. Jeg hører maskingeværild og går efter
lyden. Glad bliver jeg, da jeg ser vores kompagnichef. Han bliver såmænd også
glad, da jeg melder mig tilbage og beretter om det passerede.
- Det er sgu´ rart
med en skarpskytte ved hånden, så du kan blive hos mig, siger han. Den glæde må jeg desværre tage fra ham ved at
fortælle, at jeg som skarpskytte ikke længere er en skid bevendt. - Prøv selv
at se gennem kikkertsigtet, siger jeg. - Smid lortet væk, når det kun er i
vejen, svarer chefen.
Den mærkelige kamp
fortsætter. Vi bliver beskudt af modstandere, vi ikke kan se. Men vi besvarer ilden og skyder efter
mundingsflammerne. Når maskingeværerne tier, ved vi, at vi har ramt plet.
De eneste russere
jeg ser den morgen er enten døde eller taget til fange. Fangerne fortæller, at
deres styrke havde været på omkring et kompagnis størrelse - ca. 100 mand - og
at de har mange dræbte. Så der kan altså dræbes, selv om man ikke kan se modstanderen,
ræsonnerer jeg.
Vores opgave - at
rense området mellem rullebanen og hovedkamplinien er for så vidt løst. For vi
er nået frem til vores egen hovedkamplinie, der på dette afsnit er besat af
værnemagtssoldater.
De ryster på
hovedet, da vi fortsætter gennem deres stillinger. Nu angriber vi den russiske
hovedkamplinie. Maskingeværilden fra den bliver kraftigere.
Fra skovkanten
lyder det pludselig: »Ryki verk!«
- overgiv jer! - Jeg skal faneme give jer abekatte ryki verk, råber kompagnichefen
og beordrer alle maskingeværer til at fyre løs mod de russiske stillinger.
|
|
|
Maskingeværskytte ved Demjansk. |
Hver gang vi ser
noget bevæge sig, skyder vi på livet løs med alle våben.
Der kommer besked
over radioen om at indstille ilden og vende tilbage til rullebanen. Vores opgave er overstået - og løst. Vi er
blevet døbt. Nu er vi rigtige frontsoldater.
På vejen tilbage passerer
vi nogle kammerater. De er i færd med at forbinde en officer. Det er Norholdt. Men der er ikke noget at gøre, for han er ramt i
maven af en dum-dum-kugle.
Norholdt ligger med
lukkede øjne. Ikke en lyd kommer over hans læber, selv om smerterne må være
frygtelige. - Det kan I godt spare jer. Han er færdig, ryger det ud af mig.
I samme øjeblik
åbner Norholdt øjnene og ser op på mig. I dette blik
ligger spørgsmålet: - Hvem er du, siden du bestemmer over liv og død?
Et øjeblik senere dør han. Norholdt får ret.
Den lille grimme mand og det blik glemmer jeg aldrig. Oppe på rullebanen
fortæller kammeraterne, at vores gruppefører dræbte en russer under vores
fremrykning. Fyren sad i et træ. Men han faldt ikke ned, fordi han var bundet
fast til træet.
Gennem tolken
fortæller fangerne, at det var deres politiske officer - kommisæren
- der havde beordret soldaten bundet til træet - så han ikke kunne flygte.
Von Schalburg modtager os med et par anerkendende ord. Samtidig
får vi at vide, at vi allerede næste dag skal afløse et værnemagtskompagni ved
hovedkamplinien. Vores omflakkende
tilværelse er forbi med ilddåben.
Det er den 22/5-1942. Hvis jeg lægger
disse tal sammen, giver det også mit skæbnetal:
22+5+19+42 = 88 ...
Kilde: SS
frivillig. Sværdborg fortæller. Bogan 1985.