|
Frontsøstre
Indholdsfortegnelse Generelt om Røde Kors
sygeplejersker - 4 Uddannelsen og rekruttering - 6 Hvor mange? 6 - 7 Carla Christensens Historie - 9 Inges Historie - 10 Efterkrigstiden - 12 Konklusion 14 - 15 Litteraturliste16
- 18 Bilag A-I - 30 Problemformulering
Frontsøstre IndledningKrigen sluttede den 5. Maj 1945, der blev Danmark befriet. I dag 60 år senere er der stadig ubeskrevne blade, et af dem hedder frontsøstre. Danske hjælpesygeplejersker i tysk krigstjeneste, der er kun udkommet en eneste bog om emnet ”Med søster Carla til fronten”. Ingen etablerede danske historikere har nogensinde skrevet omfattende om dem og de fleste af mine oplysninger kommer derfor fra notitser i fx ”Under Hagekors og Dannebrog” og ”Beredt for Danmark” som har fundet oplysninger om frontsøstrene i forbindelse med deres undersøgelser af de mandlige frivillige. Jeg havde aldrig selv hørt om dem før jeg så en henvisning til en frontsøster i bogen ”Forrædere”[1] denne frontsøster var fru Kryssinger som meldte sig som sygeplejerske hos Tysk Røde Kors, i solidaritet med sin mand som tjente som øverstbefalende i Frikorps Danmark. Senere har jeg fundet ud af at fru Kryssinger bestemt ikke var den typiske frontsøster hun var langt ældre end gennemsnittet (ca. 40 år) og i forvejen uddannet sygeplejerske, men hun var ikke alene om at melde sig 150-200 unge kvinder tjente igennem krigen i Tysk Røde Kors. Generelt om Røde Kors sygeplejerskerFrontfiguren for Tysk Røde Kors var igennem det meste af krigen Ilse Göring (Hermann Görings søster[2]). Frontsøstrene var nonkombattanter og afmærket i henhold til daværende gældende regler (ny Genève-konvention indført i 1949), det betyder bl.a. at alle Røde Kors søstre skal bære et Rødt Kors på højre arm. På venstre arm bærer alle ikke-tyskere desuden et nationalitets flag. De tyske kvinder bærer i stedet for et nationalitets flag, en sort trekant som angiver hvilken by kvinden kommer fra.
Det skal dog nævnes af Tysk Røde Kors ret tidligt blev en del af den generelle militærisering, dette viste sig bl.a. ved at hjælpesygeplejersker i Tysk Røde Kors nu skulle til af at aflægge faneed til Hitler: ”Gud den almægtige, jeg
tilsværger at være tro mod vores fører indtil døden”[5]
I 1942 blev alle tyske sygeplejeorganisationer i øvrigt indlemmet i NS Reichsbund deutscher Scwester[6] Det gælder også for Tysk Røde Kors.
Uddannelsen og rekrutteringGrunduddannelsen som hjælpesygeplejerske (Frontsøster) tog ca. 3 måneder og blev afsluttet med en skriftlig og en mundtlig prøve. Den indledende udvælgelse var streng, bl.a. var der en meget streng lægeundersøgelse, og af et hold på 80 klarede kun 18 kravene. Derefter gennemgik pigerne en hård forskole på 8 uger, hvor yderligere 2 blev sigtet fra[7]. Efter forskolen gennemgik pigerne et tætpakket 3 ugers kursus i grundlæggende sygepleje, hvor de bl.a. lærte at sengebade patienter, lejre dem og at give forskellige former for injektioner[8]. Som afslutningen på kurset blev de fordelt på forskellige civile sygehuse. Efter endt grunduddannelse var de klar til at blive fordelt. Tysk politik bød at søstrene skulle fordeles to og to sammen efter nationalitet, hvis man var over 21 år, kom man tættest på fronten, de yngste blev fordelt i Rigsområdet omkring Berli Fordi frontsøstrene fulgte de frivillige danske mændene, endte de ofte i nogle af de blodigste slag der blev udkæmpet under 2. verdenskrig, på Østfronte Inden de blev sendt af sted til deres tjenestested, fik de udleveret mundering og blev vaccineret imod bl.a. tyfus, dysenteri og kolera. Munderingen til en frontsygeplejerske bestod typisk af: - Rejsetøj til de blå og hvidstribede sygeplejekjoler, med tilhørende forklæde - Kappe med Tysk Røde Kors- emblem - Gummiforklæde - Træningstøj - Uldne mavebælter - Håndklæde - Undertøj - Sko - Og et hæfte med retningslinjer for sygeplejersker i Tysk Røde Kors[9] Rekrutteringen foregik på forskellig måde, Carla fortæller at hun får et brev fra rekrutteringskontoret i København, efter hun har været i arbejdstjeneste i Tyskland, en anonym frontsøster (litteraturliste K.F.) fortæller at hun meldte sig på et lokalt hverve kontor i 1942, og Inge meldte sig til tjeneste efter at havde hørt om det i NSU kredse. Disse metoder har sikkert været de mest almindelige måder at rekruttere på. I november 1944 begynder NSU
desuden at tage aktiv del i rekrutteringen, i
bladet ”Soldaterbrev” meddeler man at krigsindsatsen er blevet styrket og i
”Stormfanen” fremgik det at man nu planlage at der skulle afgå et hold hver
måned til tjeneste ved tyske lazaretter. Man opfordrede endvidere til at: ”Vi
opfordrer alle over 16 år til sammen med os at vise, at dansk Ungdom ikke
holder sig hjemme under det store opgør, men ogsaa gør sin pligt for det nye
Europa”[10]. Hvor mange?Antallet af danske frontsøstre er nok det sværest gennemskuelige punkt i hele dette rod af information: Oluf Krabbe vurdere i ”Danske soldater i kamp på Østfronten 1941-1945” fra 80’erne at der samlet set var mellem 60-70 frontsøstre, dette tal bygger på hans egen vurdering af hvor mange frontsøstre der var[11]. I ”Under Hagekors og Dannebrog” fremgår det at der d. 31. december 1944 var 150 frontsøstre. Disse tal kommer dels fra Tyskernes egne rekrutteringstal fra februar 1942 – juni 1944, disse rapporter findes i dag i Rusland på Osobyj Arkhiv i Moskva. Rapporter danner sammen med en rapport fra august 1944 beliggende i Vojensky Historicky i Prag, grundlag for en Danica-undersøgelse lavet for Rigsarkivet i efteråret 1995, hvor den i dag bliver opbevaret (AA231)[12]. Udfra materiale i ”Under Hagekors og Dannebrog” [13], kan man se at hvervningstallene dog først starter i januar 1944 hvor der er 72 frontsøstre. Lars Hollænder
bygger sine tal på kildemateriale fra det Kongelige Bibliotek[14],
som med stor sandsynlighed er den samme som forfatterne til ”Under Hagekors
og Dannebrog” referer til. Hollænder er en af dem der har arbejdet mest med emnet og han fastholder at der var mellem 150-180 frontsøstre, dette tal byger som sagt på kildemateriale fundet på Det Kongelige Bibliotek hvori det fremgår at der i 1944 var 150 danske kvinder der havde meldt sig til tjeneste, af disse havde 30 forladt tjenesten, enten pga. endt gavntjeneste eller sygdom. 3 var døde, mens 117 stadig arbejdede på lazaretterne eller var under uddannelse. Senere undersøgelser af Hollænder viser dog at antallet af døde ved krigens slutning steget til mi 8 danske frontsøstre. Endvidere har Carla i et interview angiver antallet af danske frontsøstre der gjorde tjeneste under krigen til 200. Den dag i dag er det ikke muligt at sige med sikkerhed hvornår de første kvinder meldte sig, men d. 28. november 1942 meddelte den nazistiske avis ”Fædrelandet” at 20 københavnske piger rejste til Tyskland for at påbegynde deres uddannelse[17]. Nogle få var allerede uddannede sygeplejersker, men flertallet skulle uddannes fra grunde I November 1944 blev det i NSU[18]- bladet ”Soldaterbrev” (som tidligere nævnt) meddelt at pigerne nu havde forstærket deres indsats, de havde nemlig påbegyndt deres uddannelse som frivillige hjælpesygeplejersker (frontsøstre) i Tysk Røde Kors. Og i januar 1945 meddelte man så at det første hold havde afsluttet deres uddannelse[19]. På grund af den fremskredne krigsindsats er det dog tvivlsom om disse kvinder nogensinde kom til fronten, i stedet blev deres tjeneste omlagt til at tage sig af det voksende antal tyske bådflygtninge[20] som blev indkvarteret i flygtningelejre i Danmark. Der er ikke ret meget tvivl om at der har været 150 frontsøstre. Men man ved at der efter december 1944 bliver uddannet mindst ét hold, nemlig de kvinder som melder sig som følge af NSU’s hvervekampagne. Derfor kunne man fristes til at tro at tallet er tættere på 200 end på 150. Det er min vurdering at de fleste af disse kvinder meldte sig fordi de ønskede at gøre en humanitær indsats, fordi de ønskede eventyr, eller fordi de simpelthen ønskede en uddannelse som sygeplejerske. Der var selvfølgelig også nogen der meldte sig ud fra politisk overbevisning eller en fascination af Hitler, eller fordi de syntes om Hitlers Program[21]. Eller måske blot fordi de ikke kunne få arbejde i Danmark (mange sygeplejersker var arbejdsløse i starten at krigen), i 1941 arbejdede ca. 100 kvinder på civile tyske sygehuse[22]-[23]. Det er uvist hvor mange statsautoriserede sygeplejersker der gjorde tjeneste som frontsøstre under krigen, noget tyder på at det ikke var mange. Carla Christensens HistorieDet meste af den information man har i dag kommer fra 83 årige Carla Christensen (født 2. maj 1922), Carla kom ud at tjene 1. april 1937 startede hun i huset hos læge Frits Clausen[24]. Det var her Carla første gang stiftede bekendtskab med sygeplejen, hun assisterede bl.a. Frits Clausen når der skulle tages polypper og mandler. Carla udtaler i sin bog at hun aldrig er blevet påvirket politisk af Frits Clausen, han havde aldrig prøvet[25]. Efter et års tid forlod Carla familien Clausen til fordel for et job på en cafe i Tinglev. Carla fik imidlertid skarlagensfeber, da hun var blevet rask igen begyndte hun at arbejde på en ejendom i Østre Løgum. I 1941 møder Carla, Walther Erichsen, han var mindretals tysker og var hjemme på orlov fra Waffen – SS, hvor han havde meldt sig til Division Nordland. Kvinderne skulle iflg. tysk politik, så vidt muligt gøre tjeneste så tæt på deres mandlige landsmænd, dette betød at fx danske frontsøstre fulgte II- Panzerkorps[26], hvor bl.a. de danske enheder indgik. Inden Walther tog af sted igen aftale Carla og han at skrive samme Kort efter falder han, nær Dnjepropetrowsk i Ukraine, d. 2. september 1941. På dette tidspunkt havde Carla søgt arbejdstjeneste, for at komme tættere på ham. Carlas tur til Dnjepropetrowsk skulle først lige til at begynde, hun startede i arbejdstjeneste på Sjælland her var hun bl.a. med til at plukke asparges på Færgegården[27]. Her blev hun udvalgt til at fortsætte sin uddannelse i Tyskland. Efter endt ophold vendte hun tilbage til Danmark, her lå et brev fra ”hvervekontoret” i København, en af de stationer man kunne regne med at komme til var Dnjepropetrowsk. Carla udtaler i sin bog at dette var en vigtig faktor for at hun meldte sig til tjenesten[28]. Carla gennemfører de indledende prøver og medicinske tests og bliver sendt til Potzdam, Babelsberg (Berlin), her fik hun sin grunduddannelse før hun og de andre piger bliver fordelt til forskellige civile sygehuse, Carla er på et hospital i Namslau. Her blev Carla tildelt en plads på fødeafdelingen, hvilket hun er mindre end tilfreds med. Senere skulle hun dog få glæde af sin viden fra fødeafdelingen, hendes eksamensopgave bliver nemlig at forklare en ”inhalator”, dette er et instrument hun dagligt har brugt til småbørn med bronkitis eller lungebetændelse[29]. Carla tilbragte yderligere 2 måneder i Namslau før hun flyttes til Wie Carla går og glæder sig til at komme hjem på orlov, men ender i stedet med at tage til Rusland. Om morgenen, d. 4. juli 1943 ankommer Carla sammen med 11 andre frontsøstre til Charkow. Allerede næste dag får hun sin ilddåb, operation Zitadeller[30] er gået i gang. Her får Carla sin egen afdeling: Afdelingen for hovedskud, hendes chef bliver Kurt Kolle[31]: ”Så fik jeg lige den værste afdeling jeg kunne få, altså neurokirugien med professor Kurt Kolle som chef, det var den afdeling med alle hovedskuddene. Der skulle man låse døren efter sig når man gik.”[32] Fra Chrakow går turen til Dnjepropetrowsk og derfra videre til bl.a. Verona og Mantua i Norditalien, herefter østover til Udine i Italien[33], senere til Normandiet, men krigen havde sat sine spor og Carla blev hjemsendt med gulsot[34]. Hun nåede Danmark d. 1. april 1944 og vendte aldrig tilbage til fronte Inges HistorieLænge inden NSU begyndte at engagere sig i rekrutteringen af frontsøstre, havde nogen NSUP’ere[35] meldt sig til tjeneste, Inge var en af dem, hun kom af sted i 1942, 19 år gammel. For Inge begyndte uddannelsen i Heeringsdorf, Tyskland. Her modtog hun sammen med andre aspiranter undervisning i mundtlig og skriftlig tysk, samt sygepleje. Efter et halvt års uddannelse blev pigerne fordelt, Inge var under 21 og kom derfor til et fredeligt område i det østlige Pommern, her var hun indtil 1944 hvor fronten havde bevæget sig for tæt på, Inge blev rykket tilbage til et lazaret i Spleenhagen (i Berlins opland). Her oplevede Inge for første gang krigen for alvor: ”Der var alt, maveskud, hovedskud, mistet arm eller ben, det var alt” og hun fortsætter ”sådan et maveskud er jo nok det mest uhyggelige man kan forestille sig”[36] I hverdagen på lazarettet havde hver søster fået tildelt en stue som hun stod for sammen med en læge og en ældre sygeplejerske. Hun skulle hver morgen sørge for at de sårede blev vaskede, fik skiftede forbindinger og fik morgenmad. Bortset fra når der kom et angreb, luftangreb på Berlin var på dette tidspunkt af krigen meget almindeligt. Inge fortæller at hun en gang blev kaldt hen på lazarettet efter et angreb, bygningen lazarettet lå i var blevet ramt: ”Det var rædselsfuldt, der var jeg lige ved ikke at gå derhen, men altså det var man jo nødt til. For når man sådan ser, at der hænger menneskekroppe alle vegne oppe i…. rester af det ene eller andet, ikke, så har man det ikke godt - helt sikkert ikke”[37] Arbejdet på lazarettet blev besværliggjort fordi forsyningslinjerne var ødelagt, Inger husker bl.a. at man ikke længere har nok forbindinger, så man begynder at forbinde soldaterne med papirbandager. Inge forlader Berlin i April 1945 ganske kort før byen bliver omringet af russerne. Flugten sker i en Røde Kors bil, men på trods af det bliver konvojen flere gange angrebet af allierede fly. Inge nåede med hjælp fra tyske officerer, Danmark få dage før befrielse Men ikke alle var så heldige, Inge fortæller om to danske søstre der efter krigen fik foretaget en abort efter at være blevet voldtaget af fremrykkende russiske soldater. EfterkrigstidenCarla fortæller at Tysk Røde Kors aflønnede dem, de fik 250 RM pr. måned + faretillæg når de var ved fronten, tillægget var af samme størrelse[38]. De fleste af disse penge blev indbetalt på en konto i Danmark. Men da kvinderne vendte hjem efter krigen er pengene blevet indfrosset i henhold til loven om tilbagebetaling[39]. Kvinderne har aldrig modtaget nogen form for anerkendelse for deres indsats eller dispensatio På trods af at man valgte ikke at straffe frontsøstrene med fængsel, vælger man ikke at give dem deres løn tilbage. Frontsøstrene har ikke deres egen mindesten for deres faldne, der stå ganske vist en mindesten i mindelunden for Østfrontsfrivillige[40], men den er for alle de faldne danskere. Den er i øvrigt blevet udsat for hærværk en del gange, både fra nynazistiske grupper og tidligere frihedskæmpere, dette sker på trods at foreningen som ejer jordområdet på ingen måde har en politisk tilknytning.
”Minde over de 4000 faldne frivillige fra Danmark
1939 – 1945” At det heller ikke var ufarligt at melde sig som frontsøster, vidner de otte faldende[41] danske frontsøstre om. På Krumpendorff kirkegården i Wien ligger to danske frontsøstre begravet, dræbt under et allieret bombeangreb i september 1944. Det har ikke været muligt at finde oplysninger om hvor og hvordan de resterende seks danske frontsøstre omkom. Tallet kan meget vel være større end de otte som den eksisterende litteratur omtaler, specielt i den sidste tid af krigen gik det hårdt til på østfronte Det kan nævnes at Dansk Sygepleje råd i 1945 nedsatte et såkaldt udrensningsudvalg. Der skulle undersøge danske sygeplejerskers mulige ”udanske optræden” under besættelsen, flere medlemmer blev ekskluderet[42]. Det er uvist hvor mange af disse der var frontsøstre. Flere frontsøstre blev efter krigen tilbageholdt indtil deres forhold var blevet undersøgt[43], de blev dog løsladt igen uden dom. Den danske ret anerkendte deres indsats som humanitær og fulgte dermed Internationale Røde Kors opfordring, dette er dog specielt for Danmark. I Norge blev kvinderne straffet særdeles hårdt, men også i Holland og i Belgien blev kvinderne straffet. I Danmark er frontsøstrene også en af de få grupper der ikke straffes, de danske læger blev derimod dømt, det samme gjaldt for ambulanceførerne. Højesterets dom blev på et års fængsel og frakendelse af ”almen tillid”[44] i fem år.[45] Det paradoksale er at en del af de kvinder der deltog i 2. verdenskrig som frontsøstre, tidligere havde deltaget i Vinterkrigen i Finland[46], da de vendte hjem blev de modtaget som helte af det officielle Danmark. Helt anderledes gik det efter 2. verdenskrig, man valgte godt nok ikke at straffe frontsøstrene, i stedet gjorde man noget, som jeg på mange måder mener, er en værre straf: Man fortiede deres historie. Man gjorde det til et tabu, dette er et tab, både for Danmark og for disse kvinder som den dag i dag lever med ar på sjælen, hvilket man fx kan se i TV-SYD’s udsendelse fra 1998. Men det er også et tab for eftertide Både historisk, men også rent medicinsk disse kvinder havde/har en unik viden om krigskirurgi. Noget man ikke kan lære på et universitet eller en skole, en viden man kunne havde udnyttet fx på hospitalsskibet Jutlandia (Korea)[47]. L. Hollænder[48] (om frontsøstrenes viden): ”Desværre kan jeg selv som
lægmand give svaret. Ingen drog glæde af den indhøstede erfaring. Eneste
forudgående krigskirurgisk erfaring var udelukkende fra vinter- og
fortsættelseskrigen i Finland. For retsopgøret og den almindelige holdning i
samfundet satte en stopper for udnyttelse af den nye vide” ”under og efter verdenskrigen 1939-1945 i længere tid har deltaget i krigshjælpearbejdet”[51] ”Historiens vingesus””Når danske historikere ikke har beskæftiget sig med emnet er den primære årsag nok at der ikke findes ret meget materiale om dem og at de trods alt udgør en meget lille gruppe.” dette er svaret sendt i en mail til mig, fra forfatteren til bl.a. ”Under Hagekors og Dannebrog”, Claus B.C.[52] At Frontsøstrene udgør en relativt lille gruppe er selvfølgelig rigtigt, hvis man sammenligner men fx de mandlige østfrontfrivillige. Men noget kunne tyde på at den gruppe der efter krigen modtage Røde Kors’ mindetegn er af nogenlunde samme størrelse som frontsøstrene. Dog er det paradoksalt at denne medalje åbenbart heller ikke bliver givet til de Dansk Røde Kors sygeplejersker der hjælper de tyske flygtninge efter krige Så frontsøstrene er ikke alene, og der tegner sig efterhånden et billede af at alle grupper, mænd som kvinder der under eller efter krigen yder humanitær hjælp til tyskerne, bliver fortiet, eller i hvert fald anerkender man ikke deres indsats offentligt. Men lige meget hvad, så er det et faktum at der ikke er skrevet ret meget om frontsøstre og at ikke engang museet for sygepleje (er i øvrigt lukket igen) har beskæftiget sig meget med emnet, hvilket nok må tilskrives museet relativ korte levetid. Til deres forsvar kan man sige at der heller ikke er ret mange andre museer og institutioner der har beskæftigede sig med de danske frontsøstre[53]. De danske hjælpesygeplejersker i Tysk Røde Kors blev som sagt ikke straffet, men deres historie blev efter krigen alligevel gjort til tabu og kvinderne blev ligesom mange andre der arbejdede for tyskerne, udstødt af samfundet. Personligt tror jeg man skal kigge lidt mere på den politiske situation lige efter krigen, både det officielle Danmark og civilbefolkningen ønskede hævn og så var man egentlig ligeglad med hvem det gik ud over, man ønskede også at glemme at man engang havde samarbejdet med Nazi-Tyskland, så derfor blev det vigtigt at støtte dem der havde arbejdet for de allierede og straffe dem som havde arbejdet for Tyskland. Også det at der i maj 1944 var omkring 6.200 frihedskæmpere mens der i december 1944 var dobbelt så mange der havde meldt sig til SS, ca. 12.000 østfront-frivillige[54], dette har nok, på trods af at retten skal være politisk upartisk haft en vis indflydelse på domsafsigelserne. Så på trods at man ikke staffede kvinderne med fængsel, har de måske fået deres straf alligevel. I og med at de aldrig har fået lov til at tale frit, og at deres indsats under krigen aldrig er blevet anerkendt, de har aldrig fået mulighed for at fortælle deres historie. I dag 60 år efter befrielsen er Carlas selvbiografi den eneste bog om en dansk frontsøster. I dag har man desuden kun kendskab til 3 nulevende frontsøstre, dette i sig selv fortæller noget om hvor svært det har været at stå frem, og den dag i dag er der nogen af disse kvinder der aldrig har fortalt hvad de lavede under krigen, ikke engang til familien[55]. Det er blevet glemt og gemt, tiet ihjel. Det er ikke helt sandt at ingen frontsøstre er blevet hædret for deres indsats under krigen, Carla fortæller i et interview[56], at Tysk Tv i 1998 lavede et program om to danske frontsøstre der bliver fanget af Amerikanske styrker i Mauthausen i Østrig og bliver sat til at tage sig af syge jøder, de var med til at opbygge et hospital, netop for jøder, der havde pådraget sig sygdomme i Kz-lejre. Norske kilder fortæller om lignende historier, hvor tilfangetagne sygeplejersker i Tysk Røde Kors behandler allierede soldater. Det er en generel ”overtro” at alle der meldte sig som hjælpesygeplejerske (frontsøstre) til Tysk Røde Kors var Nationalsocialister, dette gælder også blandt historikere der ikke har beskæftiget sig med emnet.[57] Der er dog ingen belæg for at sige dette, en af de historikere der har beskæftiget sig mest med NSU hedder Mikkel Kirkebæk, i sin bog ”Beredt for Danmark” beskæftiger han sig bl.a. med frontsøstre. Han finder her ingen belæg for at sige at mange/hovedparten af frontsøstrene skulle havde været medlemmer af NSUP[58]. Historikerne har gået i en stor bue udenom emnet, fordi det ikke er ”let tilgængeligt” man kan ikke finde ret meget information i Danmark, og Tysk Røde Kors’ arkiver er sikkert brændt (har ikke undersøgt det) da Berlin blev indtaget. Derfor vil den meste information skulle findes i Russiske arkiver. Da Division Nordland var blandt de sidste enheder der kæmpede i Berlin[59], og man ved i dag at mange at Division Nordlands soldater endte som russiske krigsfanger. Derfor er det plausibelt at sige at man nok ville kunne finde noget om de danske frontsøstre i fx afhøringsprotokollerne. Det skal dog siges at nogle få unge historikere i nyere tid har beskæftiget sig med frontsøstre. I Mikkel Kirkebæks bog ”Beredt for Danmark”, (nationalsocialistisk ungdom 1932-1945), behandler han frontsøstre i sit afsnit om NSUP[60]. Her konstaterer han bl.a. at nogle af frontsøstrene har haft tilknytning til NSUP. I ”Under Hagekors og Dannebrog” beskæftiger forfatterne sig også med frontsøstre, men det meste af pladsen bruges dog på at fortælle Carlas historie. Derudover er der en del ikke-historikere der har beskæftiget sig med frontsøstre: Lars Hollænder har beskæftiget sig en del med deres historie og har i den forbindelse skrevet nogle artikler til bl.a. ”Sygeplejerske”, TV-SYD har i 1998 sendt et program om frontsøstre, og tidligere SS-major Oluf Krabbe fortæller i ”Danske soldater i kamp på Østfronten 1941-1945” om frontsøstrenes uddannelse og antal, udfra hans vurdering.
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Litteraturliste
|
”Med Søster Carla til fronten” af Clara Christensen, Kjellerup forlag 1998
ISBN nr. 87-982853-8-6.
”Danske soldater i kamp på østfronten 1941-1945” af Oluf Krabbe, Bogans forlag 1998, 2. udgave.
ISBN nr. 87-7466-246-5.
”Under Hagekorset og Dannebrog” af Claus B. Christensen, Niels B. Poulsen og Peter S. Smith, Aschehoug forlag 1998, 4. udgave.
ISBN nr. 87-11-11256-6.
”Retsopgøret efter besættelsen” af Ditlev Tamm, Gyldendals Forlag 1997, 3. udgave.
ISBN nr. 87-00-28594-3.
”Dømte Kvinder” Af Sigurd Senje, Pax forlag 1986, (Norge).
ISBN nr. 82-530-1384-1.
”Forrædere, Frikorps Danmark folk fortæller 3”, af Erik Haaest, Bogans forlag 1975, 1. udgave.
ISBN nr. 87-87533-20-0.
”Østfronten, Danskere i krig” af Leif Davidsen og Karsten Lindhardt, forlaget Høst og Søn, 1999, 2. udgave.
ISBN nr. 87-14-29620-9.
”Beredt for Danmark, Nationalsocialistisk Ungdom 1932-1945”, af Mikkel Kirkebæk, forlaget Høst & Søn, 2004, 1. udgave.
ISBN nr. 87-14-29923-2.
”In The Service of The Reich”, af John R.
Angolia, forlaget James Bender 1995, 1. udgave.
ISBN nr. 0-912138-59-9.
”Hvem - Hvad - Hvor, Politikens
Årbog 1946 ” Politikens Forlag 1945.
Andre kilder, Tidsskrifter – Artikler -
TV programmer
|
Historisk Samling fra besættelsestiden 1940-1945.
Nyhedsbrev 2-1999,
”Frontsøstre, danske kvinder i tysk tjeneste”, artikel af
seniormedarbejder Ib Rahbek.
Tidsskriftet Sygeplejersken, Blad nr. 47 – 1997.
”Danske frontsøstre i tysk krigstjeneste”, artikel af Major L.P. Bjørndal Hollænder.
Tidsskriftet Sygeplejersken, Blad nr. 47 – 1997.
”I kulissen til et af historiens blodigste slag”, artikel af Grethe Kjærgaard.
Avisen Jyllandsposten den 8. Maj. 1998, 3. sektion, side 1.
Artikel af journalist Jette Warrer Knudse
TV Syd udsendelse ”Frontsøstre” fra 1999, 25 mi
produceret af Jørgen Møllekær.
Sendt 1. april 2002.
Dansk Røde Kors
Skoletjenesten - Christina Thygesen
Blegdamsvej 27- KBH. Ø.
Hjemmesiden, Det offentlige Danmark
http://myndigheder.danmark.dk/ordeasp?page=orden&objno=302415
Avisen
”Fædrelandet” den 9 oktober 1944.
Dansk sygeplejerske dåd på
Vestfronte
|
Personer
som har bidraget med oplysninger, kilde henvisninger eller svaret på
spørgsmål |
Major
Lars Bjørndal Hollænder
Gl. Høvej 34
9400 NørreSundby
Frontsøster
Fru Carla Christensen
Kobbermøllevej 48 - 6340 Kollund
Frontsøster
Fru K. F. - (angivet som anonym i opgaven)
Jeg har navn, adresse og telefonnummer.
Web-redaktør og amatørhistoriker
Frants H. Jensen
Havbakken 96 - 6710 Esbjerg V
Erik Haarst , Journalist og forfatter
Halevejen 8, Ristinge
5923 Humble, Langeland.
Adjunkt og forfatter
Claus Bundgård Christensen
Roskilde
Universitetscenter
4000
Roskilde
Lektor
Ph.D. og forfatter
Anette
Warring
Roskilde
Universitetscenter
4000
Roskilde
Professor DR. JUR. ET PHIL. Og forfatter
Ditlev Tamm
Københavns Universitet
1455 København K
Undervisningsassistent
Karen Steller Bjerregaard
Roskilde Universitetscenter
4000 Roskilde
Bilag A-I
- Bilag A – Tysk Røde Kors uniformer.
- Bilag B – Hvervnings tabel.
- Bilag C – Mail fra Dansk Røde Kors.
- Bilag D – Diverse kort over frontsøstre og østfrontfrivillige.
- Bilag E – Mail fra Ditlev Tamm, Københavns universitet
- Bilag F – Mail fra Claus Bundgaard Christensen, Roskilde Universitet.
- Bilag G – Oversigt over museer og institutioner.
- Bilag H – Mail fra Henrik Lundbak, Frihedsmuseet.
- Bilag I – Faldende frontsøster i Berlin 1945.
|
Bilag A - Uniformer i Tysk Røde Kors[61] |
|
|
|
|
|
|
|
Bilag B. - Hvervning og tabstal for SS frivillige
og frontsøstre |
Ovenstående tabel er den bedste og eneste der findes over hvornår og hvor mange
frontsøstre der melder sig, dog ufuldkomme[62]
|
Bilag C. – Mail fra Røde kors |
Kære
Tak for din henvendelse til Dansk Røde Kors. Vi har desværre
ikke noget materiale om emnet, men jeg har snakket med en historiker, som ved
en masse om Dansk Røde Kors og hun siger, at Dansk Røde Kors ikke havde noget
at gøre med de danske piger, som meldte sig til Tysk Røde Kors. Du skal dog
lige være opmærksom på, at Tysk Røde Kors ikke var selvstændigt på dette
tidspunkt - de frivillige aflagde ed til føre
Der er skrevet en artikel i Sygeplejersken om emnet, jeg ved
ikke om du allerede har set artiklen? Her er et link:
www.sygeplejerskedk/sygeplejersken/print.asp?intArticleID=989
Hvis ikke, så har du i hvert fald et navn og nogle litteratur-
og kildehenvisninger. Og måske har han forsket videre i emnet siden?
Du skal bare passe godt på ikke at blande frontsøstrene sammen
med "arbejdsløse statsautoriserede sygeplejersker". De var 1941
udsendt af Dansk Sygeplejeråd, med Dansk Røde Kors som formidler, og de
arbejdede kun på civile hospitaler, som Hollænder også skriver.
Hvis du har flere spørgsmål, er du meget velkommen til at
ringe eller maile til os. Skoletjenesten har telefontid alle hverdage mellem
10 og 12.
Vi er meget interesserede i at se dit projekt, når det er
færdigt. Hvis du har lyst, kan du sende os din rapport eller noget, der giver
indtryk af din fremlæggelse. Vores adresse er:
Dansk Røde Kors
Skoletjenesten
Blegdamsvej 27
2100 KBH. Ø
Held og lykke med
projektet.
Venlig hilsen
Christina Thygesen
Skoletjenesten, Dansk Røde
Kors
Tlf. 3525 9200/ email skoletjenesten@drk.dk
|
Bilag D. - Rejsekort for Carla, Dansk frontsøster |
Ovenstående kort viser en del af de
feltlazaretter og hospitaler hvor den Danske frontsøster Carla gennem krigen
gjorde tjeneste.
|
Bilag D. – Rejsekort for anonym Dansk frontsøster |
Ovenstående kort viser hvordan den
anonyme Danske frontsøster (K.F.) blev flyttede rundt til de forskellige
feltlazaretter og hospitaler under krige Hele tiden i nærheden af steder
hvor de frivillige Danske mænd var i kamp.
|
Bilag D. – Kort over hvor de Danske SS frivillige
var indsat |
Kort over steder hvor de Danske SS
frivillige har været indsat.
|
Bilag E. - Mail fra Ditlev Tamm |
Svar
Hej, løn blev inddraget, hvis den var betalt af danske konti,
det havde ikke nok med straf at gøre, men andre love om tilbagebetaling - jeg
ved ikke noget om de interne opgør i organisationer som Røde kors, jeg har
undersøgt de prganisationer, der står om i min bog, men du kan da spørge Røde
kors og Sygeplerskforeningen, vh. Dt
-----Oprindelig
meddelelse-----
Fra: [mailto:XXX@tdc.dk]
Sendt: 14. februar 2005
22:05
Til: Ditlev Tamm
Emne: SV: En lille bøn om
lidt mere hjælp
Hej
Først tak for dit svar, på
min tidligere henvendelse...
Nu er jeg her ige..og
jeg vil blive meget glad hvis du kunne afse tid til at svare mig på et par
spørgsmål, som jeg ikke syntes at den eksisterende litteratur giver noget
(godt)svar på..
Når det nu er et faktum at
Frontsøstrene ikke skulle retsforfølges, for deres tjeneste i Tysk Røde Kors,
så kan jeg ikke forstå, at der i en del af den litteratur som behandler
emnet, står skrevet at f.eks. Frontsøstrenes løn blev inddraget. Er det
korrekt at man inddraget deres løn ? Eller må man tilskrive den type
beslutninger,(handlinger) som en del af den almindelige forvitring, i den
første tid efter befrielsen, hvor grænserne mellem modstandsbevægelsen,
politikerne, retsvæsnet, m.fl. var "lidt" flydende ?
I en kendt dansk bog om
retsopgøret, står der at bla. Dansk Røde Kors og også de Danske
sygeplejersker, havde deres egne interne retsopgør efter befrielse
Er det rigtigt forstået at
ingen af disse interne opgør, omfattede Frontsøstre ?
På forhånd tak.
Med Venlig
Hilsen
2300 København S
|
Bilag F. – Mail fra Claus
Bundgaard Christensen |
Svar
Kære
Det er fint du har kontakt med Lars han kan sikkert hjælpe
dig.Hils
ham fra mig. Når danske historiker ikke har beskæftiget sig
med emnet
er den primære årsag nok at der ikke findes ret meget
materiale om
dem og at de trods alt udgør en meget lille gruppe.Der er i
øvrigt en
historiker på RUC (Karen Steller)som i sin tid have planer om at
forske i deres historie, men hun opgav pga. mangel på
materiale.
bedste hilsner
Claus
____________________________________________________________________________
Hej
Først tak for dit hurtige
svar og dine kloge ord, emnet er meget spænende, men selv om at min
litteratur liste omfatter
7 danske bøger, 1 norsk
bog og 4 artikler fra aviser og tidsskrifter, er der meget lidt
"kød" på det der er skrevet.
Jeg har også kontakt med
Major Lars Bjørndal Hollænder, og har fået lov til at lave et interview med
de to frontsøstre Carla og Kiss, nede i Sønderjylland. Tak for ideen om at
søge i avisen Fædrelandet.
Men efterhånden som jeg
har arbejdet med emnet, er en del af min problemformulering blevet :
- Hvorfor er der efter 60
år skrevet så lidt om emnet ?
- Hvorfor har (mig
bekendt) ingen etableret historiker / forsker beskæftigede sig med emnet ?
Jeg håber derfor jeg, at
jeg må ulejlige dig med et enkelt konkret spørgsmål.
- Hvorfor tror Du at ingen
historiker / forskere har beskæftigede sig med emnet.
> -----Oprindelig
meddelelse-----
> Fra: Claus B.C. [mailto: XXXXX@skydebanenet]
> Sendt: 22. januar
2005 13:40
> Til: Kim Michael
Pedersen
> Emne: Re: Hjælp
> Kære
> Frontsøstre er et
meget spændende emne, men jeg tror ikke det er godt
> valg ift. en 2g
opgave. Problemer er at der næste ikke findes nogen
> litteratur om dem. Så
skal man give sig i kast med emnet er man
> næsten tvunget til at
gå i arkiverne. Men du kan jo prøve at gennemgå
>
"Fædrelandet" som var de danske nazisters dagblad og se hvad du
evt.
> kan finde der. At
lave et interview med Carla er jo også en
> mulighed. Hun bor i
Sønderjylland. Jeg ved der er skrevet
et par
> bøger på norsk som
jeg imidlertid ikke lige kan huske titlerne på,
> men de skulle være
lette at find med lidt hjælp fra en bibliotekar
> prøv evt. også
Garnisonsbiblioteket.Held og lykke med din opgave.
> Måske ses vi en dag
på Institut for historie her på Roskilde Universitet.
> Bedste hilsner
> Claus
|
Bilag G. – Museer og Institutioner der IKKE kunne
bidrage med oplysninger |
|
Amtscentret for Undervisning |
Bangsbo Museum Det Jyske Modstandsmuseum |
|
Besættelsesmuseet
i Århus 1940-45 |
Besættelsessamlingen 1940 - 1945 |
|
Besættelsesmuseet |
Besættelsessamlingen |
|
Det Kongelige
Garnisonsbibliotek |
Frihedsmuseet Churchillparken 1 - København K. |
|
Frøslevlejrens Museum Lejrvej 83 6330 Padborg |
Horserødlejrens Museum |
|
Horsens Museum Besættelstiden -
Sundvej 1A, Horsens |
Historiecenter Beldringe |
|
Initiativgruppen Odenses Historie 1940-45 5610 Assens |
Landsarkivet for Fyn |
|
Landsarkivet for
Nørrejylland |
Landsarkivet for
Sjælland, |
|
Landsarkivet for
Sønderjylland |
Rigsarkivet |
|
Skanderborg Museums Frihedsmuseet Dyrehaven 6. 8660 Skanderborg |
|
|
Bilag H. – Mail fra Henrik Lundbak |
Svar
Nej, Frihedsmuseet er
et museum for modstandsbevægelsen (ikke for besættelsestiden som sådan), så
det er ikke noget, som vore arkiver belyser.
Frontsøstre er berørt i Mikkel
Kirkebæks bog om NSU, idet mange frontsøstre havde en baggrund i NSU.
Med venlig hilsen
Henrik Lundbak
museumsinspektør
______________________________________________________________________________________
Frihedsmuseet
Churchillparken
1263 Kbh. K.
tlf. 3347 0127
fax 3314 0314
-----Oprindelig meddelelse-----
Fra: Kim Michael Pedersen [mailto:XXXX@tdc.dk]
Sendt: 18. januar 2005 21:53
Til: Persson, Helle
Emne: Frontsøstre
Hej, Mit navn er og jeg er en pige på 18 år, der skal i gang med min 2 g. historie opgave om besættelstiden og har valgt at skrive om Frontsøstre.De ca. 200, unge danske piger som meldte sig frivilligt til tjeneste i det Tyske Røde Kors og kom til Rusland som sygeplejersker.
I den forbindelse vil jeg gerne tillade mig at spørge om museet på nogen måde kan bidrage med oplysninger, materiale, henvisningen eller på anden måde kan hjælpe mig med at belyse emnet.
Jeg er bekendt med Carla Christensen bog, også de fleste andre danske bøger som i større eller mindre grad berører emnet.
På forhånd tak.
Med Venlig Hilsen
2300 København S.
|
Bilag I. – Nordisk frontsøster i Berlin Maj 1945 |
Ovenstående billede
er taget i Freidrichstrasse i Berlin en af de første dage af Maj 1945, hvor
de Danske frivillige fra SS-Division Nordland fortsat kæmpede.
Det har ikke mulig at afgøre om den dræbte frontsøster er Dansk eller Norsk.[63]